Vor tids avguderi.

Mine børn! vokt eder for avguderne. 1. Johs. 5, 21.

Hedningerne har guder av træ og sten; men det er ikke bare disse synlige ting, der i sig selv er så værdiløse, som bringer så megen elendighet med sig. Saken er, at avguderi sætter menneskene i forbindelse med onde ånder og mørkets makter. Disse har kun det ene mål, nemlig at fordærve menneske-sjele. Jeg talte fornylig med en missionær fra Indien som fortalte adskillig om, hvorledes avgudspresterne stod i direkte forbindelse med onde ånder, at de tilbad dem av frykt, fordi de var onde. De vidste at Gud var god, derfor mente de det var unødig at be til ham, for han vilde så allikevel ikke gjøre dem noget ondt.

Al fordærvelse i verden kommer av lysten. Lysten ligger ved faldet gjemt i hvert eneste menneske; ti enhver fristes, når han drages og lokkes av sin egen lyst. De onde ånder får næring, når mennesket følger sin lyst. Avguderi og synd hører derfor nøie sammen, og det er en seier for onde åndsmakter, når de får mennesket til at synde. Derfor heter det, at vi har ikke kamp mot kjød og blod, men mot ondskapens åndehær under himmelrummet.

Når Johannes formaner mot avguderne, så mener han ikke bare disse av træ og sten, men mot havesyke, hor, vellevnet osv., som alt er avgudsdyrkelse.

Frådserens gane er kostbar, han vraker mat som er god og nærende, når den ikke tilfredsstiller hans smak. Han ser sig om alle vegne efter det lækre og henter langveis fra det som kan kildre hans smak. Han spiser ikke for at leve, men lever for at spise og tilfredsstille sin buk. Sin tid øder han med omsorg for buken og sine dage henlever han i vellevnet. Han får ikke tid til at dyrke den levende Gud. Hedningernes avgudsoffere var også beregnet på vellevnet; ti de som gjorde prestetjeneste mæsket sig med det, og de godtroende hedninger mente dermed at gjøre en velgjerning.

Drankeren lever også for at tilfredstille buken. Men jo mer han drikker, desto mer skriker lysten i ham efter mer. Han ofrer al sin fortjeneste og får til væderlag en krop som blir aldeles udygtig til arbeide. Hans hustru tæres hen i arbeide og slit for sine små, barna blir fillete og nøkne, men lysten kræver mer og mer. Der blir skilsmisse, og fattigvæsenet må overta ansvaret for hans familie, men lysten kræver sit. Manden mister arbeide og må tigge sit brød, men den orm som ikke skal dø blir aldrig tilfredsstillet. Den kræver både krop og sjæl. Alt må på avgudens alter. Av slike findes der i tusinder rundt om i vort land og i andre land. Der trænges visselig et kraftig varsko: Mine børn! Vokt eder for avguderne! Denne avguds alter styrtes ved at indskrænke sig til det høist nødvendige.

Den havesyke har ikke tid til at dyrke den levende Gud. Han har bruk for alt mellem himmel og jord fra det mindste kabelgarn og spiker til de flotteste villaer og automobiler. Han farter om alle vegne og ser sig rastløs om efter fortjeneste. Aldrig finder han nogen beleilig hvile, da Gud i stilhet kan tale til ham. De mest yderliggående sparer på det høist nødvendige for at få desto mer i banken, og ret ofte kan man i aviserne læse om rike tiggere, der er omkommet av hunger i sine pjalter. Havesyken er en ond åndsmakt, der tar livet av den person, som dyrker den.

Man kan vel med rette si, at alt som vender sind og tanker bort fra den levende Gud er avgudsdyrkelse.

Vor tids sport kræver både krop og sjæl og tid. Sporten dyrkes som en avgud. Fotballspillerne tænker og taler om fotball døgnet rundt. Under de store fotballkamper, når tilskuerne flokkes om banen i tusindvis, da er selv ældre folk så ivrig med i spillet, at trods det, at de bare er tilskuere, så spænder de hverandre uvilkårlig i læggene, når spillets stilling er kritisk. Ingen har tid til at ofre nogen tid på at tænke på sit evige vel, nei, de skal spænde fotball.

Det er mer nødvendig for dem at få vite hvilket fotballag er gåt av med seiren, end at få høre om den frelse, hver eneste en av dem mer end alt andet så nødvendig trænger.

Mine børn! Vokt eder for denne avgud! Løp heller for at vinde en uforgjængelig krans.

Barna lærer så småt og pent at dyrke en gud. Det er så uskyldig. Al synd har jo i sin begyndelse så uskyldige blå øine. De skal bare gå på danseskole. Men nu er saken den, at på denne «uskyldige» danseskole får man ind i teskeer av livets hoffærdighet. De små får sine øine oplatte for fine toiletter, pen gang og fine manerer. Man begynder at beundre det store og fine og se ned på det almindelige med en viss forakt. Dette er avguderiets a. b. c., og er man rigtig flink kommer man snart videre på den opstukne bane. Hvad danselæreren underviser i utad, det holder sjælefienden sit stille foredrag om indad i menneskesjelen. Han fortæller at man er noget og blir noget, og at man må lære at gjøre forskjell på folk, så man blir litt terpentrang mot lavtstående og beundrere av alt som stort er.

Mine børn! Vokt eder for denne avgud.