Skin og virkelighet.

Såsnart der forkyndes hvorledes gudslivet arter sig i sin utvikling, begynder man straks at modellere sig ind efter disse ytre tilsynekomster for et virkelig liv på en menneskelig måte. Nogen er flinke til at få indpasset sit ytre væsen og liv, så der straks står fuldt av beundrere rundt om for at iagtta dette helgenbillede.

Dog, det er og forblir hykleri. Når Guds rike kommer ind i hjerte og sind, da forsvinder al unatur og tilpyntet kristendom. Man blir naturlig, fast, urokkelig og ubekymret. Helligheten blir ikke lagt utenpå, hvorfor anseelsen heller ikke blir så stor, som når man spiller komedie med sin kristendom. Hyklet fromhet tåler ikke at bli rystet, da mister man både mot og ballance. Jeg tror man som regel ikke hykler bevidst, dog hykleri er hykleri, hvordan man end vender det. Ser man noget særskilt fromt, sødt og yndig, gjerne i forbindelse med menneskelig dannelse og fine manerer, da er man ikke langt borte fra hykleri. Satan har en fin smak, når det gjælder at sætte menneskelig glans over noget. Og hvor mange lar sig vel ikke dåre av denne fromhet, og just derved får hykleriet næring. Man liker at bli beundret og æret. Jesus hadde ingen anseelse, så man kunde ha lyst til ham. Sand gudsfrykt finder man hos et tjenende væsen, og ikke hos den man beundrer for alle de gode ord vedkommende har at si om sig selv både direkte og indirekte. Sand gudsfrykt skjuler sin fromhet, mens hykleriet må stille sig til skue for mennesker i en eller anden form. Den gudfrygtige forventer sin løn av Gud, men hykleren av mennesker. Hykleren brammer av sit kjød, den gudfrygtige skammer sig over det.

Men inden vor lille venneflok findes der vel ikke det mindste gran av hykleri? Jo, desværre – i massevis. La os derfor lægge vinn på at være som vi er indenfra og utefter. Slut med at beundre hykleri. Kan du ikke se det, så bed Gud om oplatte øine.