Bibelens guddommelige oprindelse og autoritet.

Det er almindelig bekjendt, at jøderne inddelte det gamle Testamentes bøker i tre dele, nemlig loven, profeterne (de bøker vi kalder profetiske og nogle av de historiske bøker) og salmerne (de øvrige bøker i vort gamle Testamente). Jesus tar her hver av disse dele for sig og sætter sit segl paa deres absolute guddommelige autoritet, idet han forsikrer, at «de ting, som er skrevet deri, bør alle sammen opfyldes». Det er saa klart, at hvis vi anerkjender Jesu Kristi autoritet, maa vi anerkjende hele det gl. Testamentes guddommelige oprindelse og autoritet.

Men hvorledes forholder det sig med det nye Testamentes bøker? Vidner Jesus om deres guddommelige oprindelse og autoritet? Ja! — Dette synes straks umulig; for ikke en eneste av disse bøker var skrevet, da Jesus var her paa jorden. Men hvis vi slaar op paa Joh. 14, 26 hører vi ham sige til apostlene: «Men Talsmanden, den Hellig Aand, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære eder alle ting og minde eder om alle ting, som jeg har sagt eder.» Her vidner altsaa Jesus om den apostolske læres inspirasjon og fuldstændighet. Han sætter sit segl paa dens guddommelige oprindelse og autoritet, og desuten forsikrer han, at apostlenes erindring om, hvad han selv har sagt, er nøiaktig og fuldstændig. Man hører ofte dette spørsmaal: «Hvad garanti har vi for, at vi i apostlenes beretninger har en nøiaktig optegnelse av Jesu ord? Kunde de ikke glemme, hvad han sa, og paa den maate anføre dem forkjert?» Utvilsomt kunde de glemme, men Jesus sier selv, at de vilde ikke bli overlatt til deres egen sviktende hukommelse, men at den Hellig-Aand vilde minde dem om alle ting, som han hadde sagt dem.

Derfor har vi i evangelierne ikke apostlenes erindring om, hvad Jesus sa, men den Hellig-Aands, og han glemmer aldrig. I Joh. 16, 12—13 gaar Jesus endnu videre i sin godkjendelse av den apostolske lære. Han sier: «Jeg har endnu meget at si eder; men I kunde ikke bære det. Men naar han, Sandhetens Aand, kommer, skal han veilede eder til hele sandheten.» Her sier Jesus, at apostlenes lære ikke blot vilde være likesaa sand, men endog fuldstændigere end hans egen. Han hadde endnu meget at si, som han maatte holde tilbake i sin personlige forkyndelse, for endnu kunde de ikke bære det, men naar den Hellig-Aand kom, vilde han veilede dem «til hele sandheten». Hvis vi derfor anerkjender Jesu Kristi autoritet, maa vi anerkjende den apostolske læres autoritet som en endnu mer fuldkommen aapenbarelse av sandheten end hans egen, ja, som en absolut fuldkommen og fuldstændig aapenbarelse, indeholdende «hele sandheten». Den der vil forkleine den apostolske læres autoritet, holder meget av at rope: «Tilbake til Kristus»; men naar vi kommer tilbake til Kristus, hører vi ham rope: «Fremad til apostlene! I deres lære finder I en fuldstændigere aapenbarelse av sandheten end i de ord, jeg talte, mens jeg var paa jorden. Ti jeg holdt noget tilbake, fordi I da ikke kunde bære det. Men hos apostlene, oplærte av den «Hellig-Aand,» vil I finde «hele sandheten».