Fremtidige ting.
Vi lever i en tid, da alt gaar sin opløsning imøte. Ingen vet længer, hvad næste maaned eller næste aar vil bringe. Alt bevæger sig som paa en vulkan. Lovløsheten sniker sig som en farsot ind over nationerne. Vil nogen bli stor og anset mand, maa han følge med og tale deres sak, som har flertallet. Folkene vil styre; og jo mer brutalt man kan bryte med det gamle, desto mer aroma. Socialismen banet vei, og syndikalister og bolsjeviker gaar videre utover i det blaa. Dyret i mennesket kræver sin ret, og hvem kan tilfredsstille dette glubske uhyre. Det er jo netop dette syndelegeme, der skal dø; og nu taler man om dets ret. Kan man da undre sig over at blodbad; hunger, ørkesløshet og al slags røveri frit faar herske. Den antikristelige aand begynder allerede at ta magten. Derfor vil de ogsaa ha væk kristendommen, den staar dem iveien.
I 2. Tes. 2. kap. heter det: Vi beder eder, brødre, vedkommende vor Herre Jesu Kristi tilkommelse og vor samling med ham, at I ikke saa snart maa la eder drive fra vid og sans eller skræmme, hverken ved nogen aand eller ved nogen tale eller ved noget brev, likesom det skulde være fra os, som om Herrens dag stod for døren.
La ingen daare eder paa nogen maate! ti først maa frafaldet komme, og syndens menneske aapenbares, fortapelsens søn, han som staar imot og ophøier sig over alt som kaldes Gud eller helligdom, saa han sætter sig i Guds tempel og gir sig selv ut for at være Gud.
Her staar det tydelig, at frafaldet først maa komme, og syndens menneske (antikrist) aapenbares, før vi samles til Kristus. Vi har vel alle hørt prædikanter tale om, at Kristus kan komme hvad øieblik det skal være for at hente sin brud. Paulus sier ikke saa; men han ber os gi agt paa frafaldet. Dette frafald foregaar nu med kjæmpeskridt. De sidste generationer har gaat langt dypere ind i frafaldet end deres fædre. Dette viser at hedningernes tider snart er inde. Da jøderne forkastet sin Messias kom straffen haard og rammende over dem, skjønt de var Guds utvalgte folk og Abrahams børn efter kjødet. Hvor meget værre straf vil ikke vederfares hedningerne, naar de forkaster sin frelser. De vil bli git hen til et sind som intet duer, fordi de ikke tok imot kjærlighet til sandheten, saa de kunde bli frelste, 2. Tes. 2, 10. I dette sind, som intet duer, vil Satans magt ta styret og lede ved sin profet antikrist folkene ut i den reneste elendighet.
Man er nu ifærd med at støpe et fredsrike, som skal hete nationernes liga. Verdens mest ansete mænd lægger sine hoder ibløt for rigtig at faa istand en evig fred; og dog regner ikke disse herremænd i al sin viden med, at Satan gaar løs. Kristus skal efter disse fredseksperimenter i sin tid starte et virkelig fredsrike paa jord. Dette rike kaldes i Skrifterne for det 1000 aarige rike, men han er saa fornuftig og saa sterk, at han først lar Satan binde, Aab. 20, 2. Satan gir folkene kraft til opviglerier, likesaavist som Gud gir sit folk kraft til at staa Satan imot. At regne med fred, naar Satan er løs, er det rene vanvid. Det burde de store herrer og statsmænd vite.
Vort signal paa Kristi komme er lovløshetens anmarsj og antikrists aapenbarelse. Antikrist er en profet, hvorigjennem Satan taler til folkene, som i Bibelen betegnes med «dyret». Han skal gjøre tegn for dyret og faa folkene til at tro paa sig, Aab. 19, 20. Antikrist er en person, som kommer i sin tid. Likesom Kristi aand i de gamle profeter vidnet forut om Kristi lidelser og død og derpaa følgende herlighet, saaledes vil ogsaa antikrists aand vidne forut om antikrist. Johannes taler om denne aand, som allerede begyndte sit virke i hans dage, 1. Joh. 4, 3. I saa mange hundrede aar har den antikristelige aand virket paa folkene for at berede jordbund til antikrist komme i kjød. Om antikrist var kommet i de dage apostlene levet, vilde han intet kunnet utrette, eftersom omtrent hele verden da laa nede i hedenskap og uvidenhet. Men nu, naar verden har hørt og har forkastet sandheten, kan han aapenbares. Han kan da late haant om Kristus og hans evangelium, fordi folkene vil forstaa ham saa inderlig vel. De er git hen til et sind som intet duer, og de vil fryde sig, naar de hører en saa stor og mægtig profet taler. Naar han da dertil gjør store tegn, saa han endog faar ild til at falde ned fra himlen, vil jubelen staa i taket. Over al denne hyldest fra folkets side, blir antikrist saa opblæst, at han tror sig selv at være Gud. Men, naar han soler sig i al sin herlighet, skal hans værdige motstander, Kristus, aapenbares, og han skal fortære ham med sin munds aande. 2. Tes. 2, 8.
Antikrists regjering blir et skrækkelig styre; ti antikrist fremstaar efter Satans kraftige virksomhet, med al løgnens magt og tegn og undere, og med al uretfærdighetens forførelse for dem som gaar fortapt, fordi de ikke tok imot kjærlighet til sandheten, saa de kunde bli frelste.
Vi ser, at antikrist fremstaar for dem som gaar fortapt. Vi som tror paa Kristi aapenbarelse skal faa se antikrist aapenbaret. Naar det sker, da kan vi forvente Kristi komme for at hente sin brud. Mens vi er borte og faar vor løn, vil antikrist regjere paa jorden. Men naar saa Kristus kommer tilbake med alle sine hellige for selv at ta styret over verdensrikerne i de 1000 aar, da skal han fortære antikrist med sin munds aande.
Naar den tid kommer, har folkene endelig faat lære, at de ikke kan styre sig selv. Da blir de ord av Jesus sande: Uten mig kan I slet intet gjøre.
Saa spredt som folkene nu staar, vil ikke een mand kunne faa en saa kolossal magt, som den antikrist vil faa. Det er derfor nødvendig, at folkene allierer sig til et stort fællesrike. I spidsen for dette verdensrike vil til syvende og sidst antikrist kunne dominere sine skarer. Især naar dette verdens-forbund i forveien er blit tilstrækkelig bearbeidet av syndikalismeaanden. Antikrist vil da formaa at samle alle om sig, og de mest tvilende maa bøie sig, naar han griper til tegn og undre.
Godt for os at vite, at vi da skal være hjemme hos vor kjære Herre Jesus Kristus, ham som vi har elsket under forfølgelse og spot. Og godt er det at vite, at vi sammen med Kristus skal beseire vor arvefiende djevelen, hvadenten han aapenbares som profet eller i aand.
Faderen sier til Sønnen: Sæt dig ved min høire haand, indtil jeg faar lagt alle dine fiender til en skammel for dine føtter. Det er nu Faderens arbeide at samle Kristi fiender til en eneste blok for at dømme denne; og aldrig vil dette lykkes bedre, end naar de allierer sig til en skammel for hans føtter.
Det næste vi kan forvente i en nær fremtid er jødernes tilbakevenden til sit eget land. Ti jeg vil ikke, brødre, at I skal være uvidende om denne hemmelighet — for at I ikke skal tykkes eder selv kloke — at forhærdelse delvis er kommet over israel, indtil fylden av hedningerne er kommet ind, og saaledes skal hele israel bli frelst, som skrevet er: Fra Zion skal redningsmanden komme, han skal bortrydde ugudelighet fra Jacob, rom. 11, 25—27.
Det lider nu mot den tid, at fylden av hedningerne er kommet ind. Der blir prædiket meget i disse dage; men kun faa blir frelste. Blandt de som kalder sig troende fornegter de fleste hans kors og hans kraft. Tilstandene er saa elendig, som de vel kan bli. Prædikantene driver forretning med kristendommen, saa de har hver sine lokaler og hver sine forsamlinger. Det er brød det gjælder mer end sand gudsfrygt. I de sidste dage skulde man vælge sig lærere i hobetal, eftersom det klør dem i ørene. Der spørges ikke efter sandhet og ret, men efter den hyggeligste og den mest begavede i underholdning. Den tid er inde, da man utelukkes av synagogerne og hates av alle mennesker for Kristi navn skyld. Mon ikke under alt dette hedningernes fylde snart er inde?
La os oplukke vore øine og se ved Aandens lys ind i de fremtidige ting; ti det er de hellige som faar aapenbarelser inden legemet og om de ting som skal ske ved legemet. Vistnok hører vi av og til vidtløftige foredrag om endens tid; men jeg har ingensomhelst tro paa, at folk som ikke engang forstaar de mest elementære sandheter for gudsfrygt skulde bli aapenbaret en hel del ting om de sidste tider. Eftersom vi nærmer os det endelige, ser vi profetierne gaar i opfyldelse en for en, likesom sjømanden finder sig tilrette, naar han seiler mot en fremmed havn. Han finder fyrene som staar avmerket paa kartet; han finder koster og landkjending av forskjellig art. Likesaa har Gud latt os faa vite forskjellige ting om fremtiden, for, at naar det kommer, vi da kan være frimodige og sætte al vor lid til ham, som har kunnet si os alt dette mange hundrede aar i forveien. Men ikke gir Gud os lys for at tilfredsstille vor nysgjerrighet og vor videbegjærlighet. Aandens aapenbarelser gives til det som er gavnlig.
Maa da vi, som har tat mot kjærlighet til sandheten, befindes vaakne baade i bøn, undervisning og i de fremtidige ting.