Seier inden tildelt omraade.

Vi derimot vil ikke rose os over al maate, men efter maalet av det omraade Gud har tildelt os som maal, nemlig det at naa frem like til eder, 2. Kor. 10, 13.

Naar man bryter sig frem ut over det omraade som er tildelt som maal, da er hemmelig selvtillid og skjult egenkjærlighet som oftest aarsaken. Man nærer hemmelige tanker om at man er utvalgt til noget ekstraordinært, saa det maal og det omraade man er tildelt synes for snevert. De personer som synes at staa hindrende i veien for, at de selviske tanker realiseres maa ryddes avveien og brytes ned. Man maa ut — langt ut, hen til det land kjødet anviser. Man tar derfor mot til sig og i tillid til den kraft man finder hos sig selv, gaar man løs. Men saasnart man kommer utenfor sit maal, er Guds lys og kraft borte.

Paulus sier: Ti vi strækker os ikke utover vort maal, som om vi ikke var naad frem til eder — vi er jo komne like til eder med Kristi evangelium, v. 14.

Inden vort maal har vi ret til at komme svare langt; men vi har ikke ret til at strække os ut over vort maal. Al saadan overskridelse har sin rot i kjødet og virker utad som opblæsthet.

Den slags kraftanstrængelse fører aldrig til seier, men beviser kun, at man gir efter for kjødelig trang til at lægge alen paa alen til sin vekst for i en fart, at naa frem til og forbi mennesker, som ved sin møisommelige sneglegang inden sit eget omraade, dog av Gud har magt til at sætte en stopper for denslags hop ut i det blaa. Gud tillater ikke den slags seier i sin menighet, og det vil altid være spildt møie at forsøke sig ad den vei, selv om kræfterne og selvtilliden synes lovende.

Vi faar holde os hver paa den plads Gud har anvist os i legemet, og saa faar vi der i taalmod vokse legemets vekst.

Utbrudd fra tildelt maal og omraade vil resultere i nederlag. Men Gud har ikke bestemt os til nederlag, men til seier. Derfor, Gud være tak, som altid gir os seier ved Jesus Kristus.