Kol. 1, 9. Hvor nødvendig det er at trænge dypt ind i Ordet, som aapenbarer for os Guds vilje. Iblandt er Skriften lukket for de troende; men det gjælder at den kan være aapen for os. Hemmeligheten for en aapen bibel er et aapent hjerte for Gud. Har vi ikke det, faar vi aldrig en aapen Bibel. Hvordan skal vi læse Bibelen? Som en selvklok? Nei, som en umyndig, som en fattig i aanden. Bede om lys; om vi læser: Fyldes med al kundskap. Du forstaar det ikke, kanske faar du til nød en liten forklaring. Hvordan skal vi nu læse det? Spør: «Er jeg fyldt med Guds kundskap?» Paa den maate begynder du ikke med at gruble og bedømme Bibelen; men du lar Bibelen bedømme dig. Ta dette ord, omsæt det i bøn, og Gud skal omsætte bønnen i dit liv. Gud hører bøn. Ps. 119, 162 — Jeg glæder mig over dit ord som en der finder meget bytte. — David gjorde som der staar i v. 16. Vi faar erfare sandheten i Ordet, og den frigjør os fra den løgn, som er i os. Ordet fortæller hvordan du er, og hvordan du ikke skal være. (Ps. 32, 9 — Es. 1, 5—6 — 64, 5 — Rom. 3, 10—19.) Om Guds ord blir som meget bytte for os, kan vi læse det bestandig. I 5 Mos. 11, 18—20 ser vi den som elsker Guds ord. Naar Ordet kommer ind i hjertet, siger det os hvordan vi er og hvordan vi skal være, — det vil da rense os. Guds ord gjør da, at du blir i harmoni med Gud, hvor du end vender dig. Naar du da gjør noget for Gud gjør du det, fordi Gud har sagt det i sit ord. Naar du rækker ut din haand for at gjøre noget for ham gjør du det, fordi Guds ord — Gud — driver dig. Se alt gjennem Guds ord. (Hebr. 4, 12). Naar du ser opad og utad skal du ha Gud for øie, da skal alt sættes paa sin plads. Din gjerning skal vidne om Guds ord. Da skal det smaa bli smaat og det store stort. — Guds ord. Kun fordi Guds ord sier det, skal du drives til det du gjør — og da kommer gjerningen — at vidne om Guds ord. En fin tankerem er Guds ord. Den skal bevare dig. Naar man skal forkynde Guds ord maa man begynde i Jerusalem — den inderste cirkel — i os selv, i vort hjem. Ofte taler vi om det ydre paa veien, fordi vi ikke ser noget for det indre øie. Du vil tale om det du elsker, («hvorav hjertet er fuldt det taler munden») søvne ind med et Guds ord, vaakne op med et Guds ord, drømme om et Guds ord. Det første man naar til, naar man kommer sammen med et menneske er porten. Der staar et Guds ord derpaa. Vi begynder straks at tale om Gud og ordet. Paa dørstolpen møter man Guds ord, dypere ind i sjælen træffer vi paa et Guds ord, dypt i hjertet finder vi ordet, — hele personen er gjennemsyret av Guds ord. Jesus selv er Guds ord, det levende. Er vi gjennemsyret av det levende ord og det skrevne ord, vil vi være som en Herrens have. Hvordan kan vi vandre værdig i Herren naar vi ikke slaar os sammen med Ordet? Hvor faar vi kundskap om Gud? I hans ord. Hvad gjør det levende? Den Helligaand. Kol. 1, 11. Ofte hører man en masse bønner om kraft til at vidne. Vi lever i en kraftens tid. Der gives mange maater at vidne paa. Man trænger ikke alene kraft til at tale, men ogsaa til at tie; forstaar vi i rette tid at tie, forstaar vi ogsaa at tale i rette tid. I vers 11 tales om at bli styrket med al styrke efter hans herlighets kraft til al taalmodighet og langmodighet. Vi maa bede om kraft, forat den kan utløses i taalmodighet. Vi maa bede om kraft forat den kan utløses i taalmodighet og langmodighet. Kraften skal virke noget. Al styrke i overensstemmelse med hans herlighets kraft, med hvad han har og med ham. Fil. 1, 19 ikke efter det vi tænker uten i overensstemmelse med den kraft som ter sig kraftig i os. — Efes. 3, 21. Han gir over hvad vi beder om eller forstaar. Om jeg beder om det høieste, saa gir han ikke i overensstemmelse med mine tanker og hvad jeg forstaar, men efter hans uendelige rigdomme. Fil. 4, 19 — efes. 3, 20. Gud gir overflødig av al kraft. Naar trænger vi taalmodighet? I alle livets forhold. (Jesus bad ogsaa om kraft), — se i Getsemane (og Hebr. 5, 7). Imot synd og selvliv, i lidelser. En kristen som ikke lider er kommet bort fra Kristus. Jesus led taalmodig — klaget ikke over andre — Hebr. 12, 2 — han sukkede ikke over sine lidelser. Es. 53, 7 — uagtet han var slagen, oplot han ikke sin mund. Hvad forskjel er der mellem taalmodighet og langmodighet? Taalmod i dine forhold — langmodig med den som feiler. Hvis vi ikke er langmodig brister det i taalmodighet. Vi maa lære av Guds taalmodighet med os — kraft til langmodighet. Jesus led med glæde. Jesus kunde gjøre det, fordi han hadde glæden — foran sig — bruden. I grunden er det fra manges standpunkt seet, en vanære at ikke svare igjen. Joh. 12, 27. Høidepunktet i Jesu liv — dog nei! — for min skyld sa han det. Først et spørsmaalstegn, derefter et utraapstegn. Han ser hen til glæden — bruden, — dog nei! La alt dette rense mit inderste væsen. La mig ikke fly korset! La forholdene rense mig! Gud sender forhaanelser, bespottelser, plager og motsigelser forat alt i mit hjerte skal bli aapenbaret. Vær glad at det kommer frem og blir dømt, selvlivet blir blottet — en dødens vei. Vi trænger taalmodighet i den os foresatte kamp. Hebr. 12, 1—2 gjennem lidelser fuldendt. Hebr. 2. — Jesus banet vei forat vi skulde komme efter. Den som flyr fra korset flyr fra seiren. O, at vi kunde ha glæde gjennem alt! Vi skal se Guds frelse gjennem og i alt dette. Det er Guds «midler» for at lære os at lide taalmodig. Hebr. 5, 8. Han baner vei gjennem trængsler, forat vi skulde bli kvit selvlivet. Hvor der ingen trængsler er der er ingen seier. I de dypeste trængsler skulde vi glæde os. — V. 12. Skikket at faa del i de helliges arvelod i lyset. Skikket ved lidelser — se rom. 8, 17. Hvorledes blir vi skikket dertil? Ved lidelser. Jesu glæde var korset. Han led. Saafremt vi lider med ham faar vi arvelod — —. Vi lider mest utaalmodig; men vi maa komme til at lide taalmodig. I Gud er utvei for alle vanskeligheter. Rom. 8, 18 ikke at agte — —. Satan hater dem som forstaar at lide; ti de som lider taalmodig blir renset, og de faar en større arv. Han sender mennesker i deres liv som plager dem, men han tænker ikke paa at han opnaar det motsatte av hvad han vil, og de blir skikket til at arve med Jesus. Han slaar ihjæl; — men de faar ærens krone. Takker Faderen. Paulus takket Gud i sine lænker i Rom. Hvis vi skal ha Jesu herlighet, maa vi og lide med ham. — Vi er utfriet av mørkets magt. Hvad er det? Satans magt. — Hvorfor blev han nedstøtt? Es. 14, 12—15, se derefter v. 11. faldt? Hvordan begynder Satans magt? Svar i v. 13. Satan kaldes for morgenrødens søn? Hvorfor? Han gaar nær til mørket hvor Gud er — staar i morgenrøden, der lyset bryter frem og tar mot lys, han tragter efter nyt lys. Saa ogsaa vi; men saa skal vi staa i lyset. Satan snoet sig ifra Gud og lyset, fik syn paa stjernene. Han sa: «Jeg vil være den største — vil reise min trone.» Satan gjennemfører systematisk i denne verden sin metode — den ene vil være større end den anden. Den ene vil ha bedre eksamen end den anden — faa flere penger end den anden — æresøkende. Gud gjør ingen forskjel. 1. Tim. 3, 1—7. Der findes dem som vil dra Satans metode ind i Guds rike. «Reise sin trone» — vei til at falde, — komme under Satans dom. V. 6, opblæst — tillægge sig noget større end en er — en værdighet som man ikke har. I grunden fyldt med tomhet. — «Reise sin trone» — mørkets magt. Satan vilde høiest op, derfor faldt han dypest ned. Alle som følger Satan faar del og lod med ham. Vi som følger Gud faar del og lod av de helliges arvelod i lyset. Joh. 16, 7—13 overbeviser os om at Satan er dømt. Ef. 2, 1—2, Satan er virksom i vantroens børn. Adam skjulte sig, — følte sig dømt med Satan. (Er vi altsaa vantro dømmes vi med Satans dom; ti han er da virksom i os.) Vi løper sammen med den Satan som er dømt. Jesus friet os ut av mørkets magt. (Kol. 1, 13) men om du er bundet til en mand, som er forbryder — dømt til livsvarig fængsel, hvis du ikke vil slippe ham, kommer du under samme dom som ham. Satan er dømt. Det gjælder at bryte med ham, saa at vi ikke skal komme under hans dom (om vi er vantro kommer vi ind under Satans dom). Vi maa bli renset. Naar vi ser mørket om os, maa vi prise Gud, fordi han har utfriet os av mørket, (ikke reise os trone, saa vi kommer under dommen). Vi har saa længe fulgt efter Satan at vi er aldeles gjennemsyret av ondt — se Rom. 3, 10—19, — «en aapnet grav». Hvad er det? I en grav ligger et stinkende lik. Naar du baktaler din næste, er du en aapnet grav. Du kan tie — maaske, og tænke det samme; men da er du kun en lukket grav. — Jesus døde for at det gamle skulde ødelægges. Ved tro paa at Jesus seiret over Satan paa korset blir vi født paany. Dybden av fortapelsen — dybden av frelsen, ordspr. 8, 22—31. — Joh. 3, 16. Skal vi gaa forbi uten at række haanden ut for at hjælpe den som endnu er dømt med Satan, som endnu er i mørket, — være med i arbeide for syndere — indre og ytre tjeneste. Det gjælder at faa den aand frem som er i mennesket. Paa hvilken maate fik Jesus dømt Satan? Idet han avvæbnet magterne og stillet dem aapenlyst til skue, idet han viste sig som seierherre over dem paa korset. Hvor vigtig at motarbeide Satan ved at tro paa Guds ord og evangeliet. Hebr. 9.

Gud er god, og han gir det gode til dem som er værdige dertil. Djevelen er ond, og han er ophavsmand til allehaande ondskap. Likesom det følger den gode, at han ikke er misundelig, saaledes er avind Djevelens ledsager. La os derfor vogte os, mine brødre, for misundelsens synd; la os ikke delta i motstanderens gjerninger, saa vi skulde findes underlagte den samme dom som han. Ti dersom den der opblæses falder i Djevelens dom, hvorledes skal da den misundelige undfly den straf, som er beredt Djevelen? Der fødes ikke i menneskesjæle en fordærveligere synd end misundelse. Den bedrøver vel litet de utenforstaaende, men er først og fremst en ond fælle for den som har den; ti som rust fortærer jern, saa gjør misundelse med den sjæl som besidder den. Man sier om øglerne, at de kommer til verden ved at æte sig ut av mors liv, saaledes pleier ogsaa misundelse at fortære den sjæl som er svanger med den. Bedrøvelse over at det gaar næsten vel, det er misundelse. Derfor forlater aldrig smerte, aldrig mismot den avindsyke. Har næstens mark baaret rik grøde, blomstrer hans hus med alt hvad der fremmer livet, har manden stadig det der kan glæde hans sind, saa er alt dette næring for sygdommen, det forøker den misundeliges smerte. Det er med ham som med en nøken mand, han saares paa alle kanter. Er en mand ved god helbred, det saarer; er en anden skjønnere av utseende, saa er det nok et slag for den misundelige. Rager den eller den frem for de mange ved aandelige fortrin, betragter man og efterligner hans forstandige og mægtige ord, er en anden udmerket ved sin rigdom og de storartede gaver han utdeler til de fattige, saa han roses høiligen av dem, der har mottat hans velgjerninger, saa er alt dette slag og saar der rammer den avindsyke midt i hjertet. Og det værste ved denne sygdom er, at han ei engang kan aapenbare den, men slaar øinene ned, er forvirret og nedbøiet, klager ynkelig og fortæres av ondet. Men naar man spør om hans sygdom, saa undser han sig for at fortælle om sin ulykke, at han er misundelig og bitter, at vennens lykke plager ham, at han bedrøves over sin brors glæde og ikke taaler, at se andres lykke, men at næstens velfærd gjør ham ulykke. Men da han ikke vil aapenbare noget av dette, saa beholder han sygdommen derinde, og den fortærer hans indvolde med en langsom ild. Derfor tar han ingen læge med paa raad i sin sygdom, ei heller kan han utfinde noget lægemiddel, der fordriver ondet, og det endskjønt Skriften er fuld av den slags midler. Han venter som eneste lindring for ondet, at se en av de han misunder skulde falde. Dette er hatets maal, at se den misundte gaa fra lykke til ulykke, at se elendig den, hvis lod man ønsket sig. Da forsones den misundelige; da er han venlig, naar han ser en graatende, naar han skuer en sørgende. Med den glade glæder han sig ikke. Han ynkes over forandringer i livet, at de der staar saa høit, falder saa dypt. Dog er det ikke av menneskekjærlighet og medfølelse, naar han omtaler de tidligere forhold, men for at gjøre ulykken end tungere for dem. Han roser barnet efter døden og smykker det med uendelige lovtaler om hvor smukt, hvor begavet, hvor skikket det var til alt; men da det endnu levet undte han det ikke et eneste godt ord. Han beundrer rigdommen, naar den er tapt. Legemets skjønhet, dets kraft og sundhet roses og ophøier han efter sygdommen. I det hele, han er en fiende av det forhaandenværende, men en ven av det som er gaat tilgrunde. Hvad drev den aand som er alt ondts ophav til krig mot menneskene? Mon ikke avind? Derfor blev han grepet i aapenbar motstand mot Gud; ti han blev vred paa Gud formedelst denne store gave til menneskene, og han hevnet sig paa menneskene, da han ikke kunde hevne sig paa Gud. Det samme gjorde Kain, som er Djevelens første discipel. Han blev oplært av ham i avind og mord, disse søstersynder, som ogsaa Paulus forbinder, naar han sier: fulde av avind og mord. Rom. 1, 29. Hvad var det da han gjorde? Han saa den ære Gud ga hans bror, og han blev optændt til nidkjærhet. Han dræpte den som fik æren for at antaste den, der æret ham. Da han ikke formaadde at stride mot Gud, saa forandredes det til brodermord. Hvorfor sørger du menneske, naar du ikke har lidt noget ondt? Hvorfor fører du krig mot den som har det godt, naar han intet tar av dit? Men om du endog er vred efter mottagne velgjerninger, er du da ikke aapenbart misundelig paa hvad der gavner dig selv? En saadan var Saul, der gjorde de overordentlige velgjerninger til krigsaarsak mot David. Da han ved hin vellydende og guddommelige strengelek var befriet fra sit tungsind forsøkte han med sin lanse at gjennembore sin velgjører. Dernæst, da han med hele hæren var frelst av fiendernes haand og var befriet fra skjændselen med Goliath, handlet han likesaa; ti da de dansende kvinder i sine seierssange ga David den tidobbelte ære for hvad der var sked, idet de sang: David har slaat sine titusinder, Saul sine tusinder, saa forsøkte Saul blot for denne røsts skyld og for det vidnesbyrd — sandheten selv gav — først at dræpe ham med egen haand og at rydde ham bort ved et bakhold; dernæst gjorde han ham til flygtning. Ja, end ikke hermed blev han staaende i sit fiendskap, men han drog tilsidst i felten mot ham med tre tusinde utvalgte mænd og gjennemsøkte ørkenerne. Var han blit spurt om aarsaken til denne krig, maatte han visselig ha svaret, at det var mandens velgjerninger. Engang blev han truffet sovende, saa han lettelig kunde være blit dræpt av fienden; men atter blev han frelst av den retfærdige, der vogtet sig for at lægge haand paa ham. Dog, Saul lot sig heller ikke bøie av denne velgjerning, han samlet atter en hær og atter forfulgte han ham, indtil han anden gang blev fanget i en hule. Ved denne leilighet gav han David anledning til at glimre ved sin dyd, mens han gjorde sin egen ondskap end mer øiensynlig. Misundelse er den slags hat som vanskeligst lar sig stille. Andre fiender formildes ved velgjerninger; men den avindsyke og ondskapsfulde opirres kun mer ved at erfare velgjerninger; og jo større disse er des mer vredes og krænkes han i sin forbrydelse. Hans uvilje mot velgjørerens magt er større end hans taknemlighet for det mottagne. Hvilket vildt dyr har vel et saa bittert sindelag? Hundene tæmmes ved at man gir dem føde, løverne lar sig behandle, naar man røgter dem; men de avindsyke blir kun vildere, naar man gjør dem tjenester.

Overgydt med frisk olje. Salme 92, 11. Oljen er et tegn paa den Hellig-Aand. Vidnesbyrd fra sjæle, som er overgydt med frisk olje, er som balsam for andre sjæle. Det umiddelbare, friske vederkvæger hjertets inderste. Naar man har frisk olje, saa blir baade gamle og nye sandheter fremført med salvelse — motsat tør lære og kundskap, som maaske er en rest fra fordums fremspirende liv eller tillært kundskap. La det lys vi har faat være brændende. Luk. 12. 35. Hvert nyt lys maa tillægges det allerede erhvervede, og alt maa plasseres i lysestaken. Lys som skjules viser feighet i hjertet; men lys paa mørke steder kan befrugte det øde land. Ha derfor altid frisk olje, og la lyset være brændende — og voksende i styrke. La din fremgang være aapenbar for alle. Men ved øket lys og fremgang vil der følge øket motstand fra alle sandhetens fiender, som man møter paa sin vei. Du vet, at daaren har sin lyst i daarskap, og han agter forstand som uvittighet. Han agter sin daarskap for storhet og agter alt lys for ringere end dette. Meget av vort arbeide blir nu at omstyrte disse luftige fæstninger og tankebygninger. 2. Kor. 10, 4.5. Vore stridsvaaben skal være mægtige for Gud. Likesom nu lys fordriver mørke, skal sandhet fordrive løgn. Vore seire er Aandens seire. Vi skal staa efter at ha overvundet alt (Ef. 6, 13) — dette skal være Herrens tjeneres arv — Es. 54, 17 — sier Herren. Gaa kun frimodig frem i efterfølgelse av 2. Kor. 6, 3—10 — ved sandhets ord, ved Guds kraft, ved retfærds vaaben paa høire og venstre side. Under alt dette: bed uten avladelse i hjertet; øv den indre bøn; d. v. s. la altid hjertet være aapent for den, saa de evige pulsslag kan gi gjenklang i sjælens dyp uten ophør. Hvad vor store Yppersteprest beder for Faderens aasyn, det maa ved Aanden ogsaa bedes i vor sjæl; ti Aanden tar av mit, sier Jesus, og meddeler eder.