Derfor, vær ikke overmodige, men frykt

Derfor, vær ikke overmodig, men frygt.

Herrens vei er i hvirvelvind og i storm, og skyer er hans føtters støv. En nidkjær og hevnende Gud er Herren. En hevner er Herren mot sine motstandere Nah. 1. 2—3. En Gud der hater hovmod og staar de stolte imot. Men som kommer den fattige og ydmyge ihu og opreiser ham for at sætte ham hos fyrster.

Lægger vi merke til i Skriften saa vil vi finde dette atter og atter, at Gud nedstyrter de hovmodige og ophøier de ringe. Herren talte til Saul ved Samuel og sa: Se, da du var ringe i dine egne øine blev du hode for israels stammer, og Herren salvede dig. — 1. Sam. 15, 17. Dengang Saul var ydmyg fandt han naade hos Gud, og han betroet ham en ære- og ansvarsfuld stilling og salvet ham. Men Saul frygtet ikke for at ta ære av mennesker, og tok ikke vare paa sin høie stand, og befæstet ikke sit kald. Hans hjerte hovmodet sig og han steg op, men Herren styrtet ham ned.

Sirak sier: Ophøi dig ikke paa ærens dag; ti underlige er Herrens gjerninger. Mange herskere har maattet sætte sig paa jorden, og den om hvem ingen tænkte det kom til at bære krone — Sirak 11. 4—6. — Ja underlige er Herrens gjerninger. Hans vei er i hvirvelvind. Ham tilhører visdommen og magten i al evighet, derfor heter det: Ydmyg eder under Guds vældige haand, forat han kan ophøie eder i sin tid. 1. Pet. 5—6.

I Præd. 9. 14—15 staar det om en fattig mand i en liten by, men den fattige mand var vis og ydmyg; ti han fandt naade for Guds øine. Gud glemmer ikke de ydmyge og fattige, selv om de bor i avkroker av verden. I sin tid vil han ophøie og ære dem. Det heter videre: Og der kom til den (den lille by) en stor konge og omringet den, og bygget store volder mot den. Men den fattige mand reddet byen ved sin visdom. Gud hadde sørget for, at det var en mægtig konge, forat æren skulde bli stor nok. Men ikke et menneske var kommet hin fattige mand ihu, — endda han var vis. Slik har menneskene altid været. De har det synlige for øie, og ser efter det som glimrer, men skjønner ikke at Gud i sin visdom har lagt et dække over alt herlig.

Ja, Gud er stor, dog agter han ingen ringe, men skaffer de elendiges ret frem. Derfor salig er de ydmyge, de skal finde naade. Salig er det menneske som altid frygter. Ordsp. 28, 14.

Den mægtige assyriske konge Sancherib stolte paa sin egen kraft og i sit hovmod talte han og hans mænd om Jerusalems Gud som om jordens folks guder. De bævet ikke for at tale om Gud som noget almindelig. Men de gudfrygtige som hørte dette bad og ropte for denne saks skyld til himmelen. Da sendte Herren sin engel, og han tilintetgjorde de hovmodige, men friet ut de retfærdige, som hadde frygtet for hans navn. Derfor sier ogsaa Sirak: I som frygter Herren ha tillid til ham, og eders løn skal ikke gaa tapt. Se paa de gamle slegter og giv agt. Hvem trodde paa ham og blev tilskamme. I som frygter Herren, haap paa godt. Sirak 2. 8—10. Om end den gudfrygtige maa bie paa sin løn, saa skal den dog ikke utebli. Den som vil leve Gud nær, maa være forberedt paa ild. Ti Gud er en fortærende ild. —

Vor Gud er en forfærdelig Gud, han som har øine som ildsluer, og som hater synden i alle skikkelser. Det er forfærdelig at falde i den levende Guds hænder. Dog salig hver den som heller har valgt at falde i hans hænder end at ha en kortvarig nydelse av synden. Salig hver den som har lært at si: Ske ikke min, men din vilje, o Gud. Salig er de ydmyge, de skal finde naade. Derfor, vær ikke overmodig, men frygt. Rom. 11. 20.