Visdoms og åpenbarings ånd

Visdoms og aabenbarelses aand.

Den som bevarer indsigt skal finde godt. Ord. 19, 8. Tænk, bevare indsigt. Det er at vandre i lyset den stund vi har lyset, forat vi kan bli lysets børn. Josefs føtter blev plaget med lænker, hans sjæl kom i jern, indtil den tid da Herrens ord beviste hans uskyld. Ps. 105, 19. Ingen faar visdom uten først at være prøvet og uten at ha bevist troskap i prøven. Visdommens aand skal føre dig baade i ild og vand, indtil den kan betro sig til dig og aabenbare dig sine hemmeligheter. Siden skal den gaa med dig paa de like veie. Visdommens aand nærmer sig altid mennesket med tugt. Dette er aarsaken til at den ikke blir annammet. Den kan ikke smigre. Den vil selv være herre og leder, hvilket den ogsaa med rette har krav paa at være. Vil vi da komme i besiddelse av visdommens aand, saa la os bøie vor nakke under dens halsjern. La den føre vor sjæl i jern, indtil Herrens ord indtræffer og sætter os fri. Den har sin lyst til menneskenes børn, og ved den kan vi oplæres til regenter — uten betaling. Visdom og tugt foragtes av daarer, derfor forblir de ogsaa i sin daarskap. Det gaar an at vende øret til visdommen og bøie hjertet til forstanden. Ord. 2, 2. Det kommer an paa os selv.

Jeg er forvisset om, at det er med de fleste av vennerne som omtalt i ef. 1. kapitel. De har hørt og har annammet sandhets ord; de har tro; de er beseglet med den Hellig-Aand; de har kjærlighet til alle de hellige. Dog, ett fattes: Visdoms og aabenbarelses aand. Hvad er saa at gjøre? Jo, bed Gud om det. Bøi hjertet efter forstanden, bevar indsigten, hold paa lyset og vandrer i det. Bevar tugten, slip den ikke; ti der er visdom i den. Skallet er haardt; men kjærnen er søt. Se og hør, forkast og vælg. Fat kjærlighet til visdommen; ti det blir saa allikevel kun gjenkjærlighet. Den elsker mens den tugter, hvis ikke saa var vilde den ikke tugte; men den tugter med haap. Visdoms aand findes ved dørtærskelen til dit hus, men den sees ikke av høie øine, der snubler i den. Den er i kjælderen og paa loftet, paa gaterne. Den taler i menneskets indre til overbevisning om alt hvad ret er. Endog den ugudelige har ingen undskyldning; ti det viser sig at han vet hvad ret er, naar han har fordel av retten. Hvormeget mer skulde da ikke de troende høre og forstaa. Men vantro hindrer, og hvad er vantro andet end tilsidesættelse av tugten for at slippe billigere fra det efter kjødet. La os nu da alle som een søke og finde denne visdoms og aabenbarelses aand, en lærer til retfærdighet. Den gjør levende, likesom den selv er levende.