Befeste kald og utvælgelse.

Derfor, brødre, læg end mer vinn på at gjøre eders kald og utvælgelse fast. 2. Pet. 1, 10.

Ethvert menneske har sit specielle kald og sin særskilte utvælgelse. Likesom der er mange lemmer på det samme legeme, således er der også mange kald inden det samme legeme. Men alle kan de vokse op til hodet – Kristus. En tjenestegut på landet kan likeså snart vokse op til hodet som en biskop i byen, og en tjenestepike likeså hurtig som husfruen. Det kommer bare an på troens lydighet. Men nu gjælder det at få klare linjer ad hvilken vei vi skal kunne få befestet vort kald og vor utvælgelse. Vi må vel alle være enig i, at Jesus også i dette stykke var Mesteren, av hvem vi har at lære.

«La dette sind være i eder, som og var i Kristus Jesus, han som, da han var i Guds skikkelse ikke aktet det for et rov at være Gud lik, men av sig selv ga avkald derpå og tok en tjeners skikkelse på sig, idet han kom i menneskers lignelse, og da han i sin færd var fundet som et menneske, fornedret han sig selv, så han blev lydig indtil døden, ja korsets død. Derfor har Gud høit ophøiet ham, og git ham det navn, som er over alt navn.» Fil. 2, 5-9.

Veien til befestelse av kald og utvælgelse går altså gjennem selvfornedrelse. I hvilken stand og stilling man end befinder sig, så går det an at fornedre sig. Alt stræb opover tjener altså til at ødelægge Guds verk. Det er ikke farlig at bli sunget ned på et møte, slik som den bedende missionær John Nelson Hyde blev det av uforstandige mennesker. Han blot taug, denne Guds mand, og når flere blev nidkjære over, at han blev behandlet så slet, da bare undskyldte han det de hadde gjort mot ham. Heller ikke er det noget at trakte efter at bli leder av en forsamling, dersom jeg på bedste måte kan befeste mit kald og min utvælgelse ved at sitte nederst. Vor sak er det at gå lavt ned. Guds sak blir det i sin tid at ophøie. Alle Guds tjenere har forståt hemmeligheten ved at gå ned. Paulus sier: «Men hvad der var mig en vinding, det har jeg for Kristi skyld aktet for tap. Ja, jeg akter i sandhet alt for tap, fordi kundskapen om Kristus Jesus, min Herre, er så meget mer værd.» Fil. 3, 7-8. Hermed slår apostelen fast, at al anden kundskap var til hinder for kundskapen om Kristus Jesus. Hvor klodset høres det da ikke ut, når man fra predikestolen så smukt og indflettende får fortalt sine tilhørere om alle sine eksamener. Vi trenger eksamen i at lyde og tro, i at gå ned, i at glemme det som er bak. Når Gud så omsider ophøier, da sker det på hans egen underlige måte for at gjøre de som tykkes sig at være noget, tilskamme. Dette gjør han gjennem alle tider og alle slekter. Jesu moder var ringe i sine egne øine, og hun hadde også lagt merke til Guds vei med de hovmodige. Dette kan vi se av hendes egne uttalelser: «Herren har seet til sin tjenerindes ringhet; ti se fra nu av skal alle slekter prise mig salig. Han gjorde et vældig verk med sin arm, han adspredte dem som var overmodige i sit hjertes tanker, han stødte stormænd fra deres høisæter og ophøiede de små; hungrige mættet han med gode gaver, og rikmænd lot han gå bort med tomme hænder». Lukas 1. kap. Atter bevis på, at kald og utvælgelse går gjennem selvfornedrelse. «Han leder de saktmodige i det som ret er, og lærer de saktmodige sin vei.» Salm. 25, 9. «Ydmyghet går forut for ære.» Ord. 15, 33. Jesus gik helt ned til jordens lavere dele. Just derfor prises hans navn blandt de mest forkomne, ti hans velsignede ånd er virksom blandt dem.

Hebr. 12, 3. Gi akt på ham som tålmodig har lidt en slik motsigelse av syndere (Dvs. av folkets øverster, deres yppersteprest og prester samt alle de andre, som hørte på disse sine ledere, eller rettere sagt vildledere.)

Hvor dette Kristusliv åpenbares i kjød, må det igjen lide motsigelse av syndere. Men også dette medvirker til at befeste kald og utvælgelse; ti tiden kommer, da Herren vender op og ned, og ned op, så det ansete blir ringeaktet og det ringeaktede anset. Så de med forfærdelse ser hen til ham som de har gjennemstunget.