Det store enhetsmøte.

Der var et stort fiendskap mellem jøder og hedninger. Jøderne trodde sig nemlig at være så meget bedre end hedningerne, fordi Gud hadde utvalgt dette folk fremfor andre folkefærd. Men var de nu i bund og grund bedre? Ak nei! Stefanus sier om dem: I hårde halse og uomskårne på hjerte og øren! I står altid den Hellig-Ånd imot, som eders fædre således også I. Hvem av profeterne forfulgte ikke eders fædre? og de dræpte dem som forut forkyndte, at den retfærdige skulde komme, han som I nu har forrådt og myrdet. Ap. gj. 7, 51-52. Likeså sier Paulus i Rom. 3. kap.: Der findes ikke en retfærdig, end ikke en. Loven blev føiet til for overtrædelsernes skyld.

Enten det nu var jøder eller hedninger, så hadde de da et kjød, som var i fiendskap mot Gud, at drages med.

For nu at få en ende på dette fiendskap som var mellem jødefolket og hedningerne, og for at få gjort en basis for fred folkene imellem og de enkelte individer imellem, så måtte Kristus Jesus iføre sig kjød og blod. Se Hebr. 2, 14. Dette kjød blev naglet til korset, og ved dette sit kjød avskaffet han den lov, som kom med bud og forskrifter. Budene og forskrifterne var jo git for det kjød som var i fiendskap mot Gud og som ikke kunde være Guds lov underdanig. Det er da klart, at når dette kjød blev korsfæstet, da bortfaldt budene og forskrifterne av sig selv. Likeså bortfaldt den ære jøderne påberopte sig fremfor hedningerne, når de kunde rose sig av at ha fåt en sådan lov. På den måte kunde både jøder og hedninger – uten at ha noget at rose sig av den ene frem for den anden – forlikes i én Ånd med hverandre i Gud på korset, hvor fiendskapet blev dræpt. Nu blev der fred for de som var langt borte og for de som var nær ved. Ef. 2, 15 og flg.

Anvendt i praksis i vor tid vil dette si, at alle kristne kan forlikes og komme til enhet i samme Ånd med Gud og med hverandre, når kjødet holdes på korset. Er det ikke kjødet som danner partier? Og er ikke partier av djevelen? Jo, visselig. Altså «på korset» med alt kjød, og så forsvinder partierne – isterne og anerne. La os møte til det store enhetsstevne «på korset med alt kjød.» Da kommer freden som floden over hver eneste en, enten vi har været langt borte, eller vi var nær ved.

Til frihet har Kristus kaldt os, men dvs. til en frihet med et korsfæstet kjød. Når der er tale om frihet – uten at være korsfæstet med ham, så er det selvbedrag. Ti kjødet kan ikke være Guds lov underdanig. Når det derfor formanes til at bli stående, i friheten, så vi ikke atter lar os lægge under trældoms åk, Gal. 5, 1, så menes hermed, at vi skal fortsætte i troskap at forbli på korset og akte os som død for synden og levende for Gud. Med kjødet i denne korsfestede stilling med ham blir vi til ett kjød med ham. Derfor skal manden forlate far og mor og holde sig til sin hustru, og de to skal være ett kjød. Denne hemmelighet er stor; men jeg tænker hermed på Kristus og på menigheten. Ef. 5, 31 og 32. Herav fremgår, at bruden er ett kjød med Kristus, og at dette kjød er på korset. Bruden lider derfor også korsfestelsen her i verden, hvilket også stemmer med: Men de som hører Kristus Jesus til, har korsfestet kjødet med dets lyster og begjæringer. Gal. 5, 24.

Ut fra dette kors kan vi leve i Ånden og vandre i Ånden. Gal. 5, 25. Og i denne ene Ånd har vi adgang til Faderen. Ef. 2, 18. Derfor heter det også om Jesus, at han led døden efter kjødet, men blev gjort levende efter Ånden. Men efterdi han selv har lidt i kjødet, idet han blev fristet, kan han komme dem til hjelp som blir fristet. Hebr. 2, 18.

Enten vi nu er jøde eller græker, sort eller hvit, fattig eller rik, katolik eller protestant, så kan vi alle komme til fuld enhet med Kristus på korset; ti der dræpes fiendskapet. Her kan vi møtes i een Ånd og i ett legeme. Her er der ikke tale om stor, større og størst; ti den aller største blir alles tjener og den største blir som den mindste. Til dette enhetsmøte indbydes enhver som er træt av sig selv og sit kjød, og som er træt av at være en træl under andres kjød. Herlige frihet.