Sjel og ånd.

Det åndelige menneske er «fuld-vokset» i Kristus.

Det åndelige menneske er altså av apostelen beskrevet som «fuld-vokset» i Kristus, og i 1. brev til korintierne har vi en sterk motsætning mellem den åndelige og den kjødelige troende. Carnal – eller kjødelig troende kan alene ernæres ved «melk» det enkleste i evangeliet, mens det «fuld-voksne» eller «åndelige» menneske kan motta de «dypere ting i Gud», ting som ikke engang kan tales om med ord, som menneskelig visdom lærer, men med ord som den Hellig-Ånd lærer, idet åndelige ting (ting likeså naturlige som materielle ting på jorden) omtales av åndelige mennesker med åndelige ord. 1. Kor. 2, 10 og 13.

Apostelen sier tydelig, at det «sjeliske» menneske kan ikke motta «åndelige ting», likesålitt som de kjødelige «småbarn i Kristus» (1. Kor. 2, 14); ti for den sjeliske forstand og visdom synes åndelige ting ikke at være andet end dårskap. Kun åndelige mennesker kan utskille åndelige ting og prøve det, akkurat som man prøver materielle ting. Det åndelige menneske prøver alle ting, for han er ved Ånden istand til at trænge igjennem like frem til kilden og motiverne for alle ting, og han vil skue igjennem sansernes slør hen til de åndelige virkeligheter, som ligger bakom alle ting. Derimot kan det sjeliske menneske ikke bruke andet end sin naturlige forstand. Han kan ikke trænge videre frem end han av forstanden er istandsat, og han vil av den årsak dømme alt inden den «naturlige» sfere og ikke kunne nå videre frem.

Den åndelige mand er moden i forståelse, skriver apostelen, og hvis vi nøiagtig undersøker alle apostelens hentydninger om den «åndelige» og «fuldvoksne» mand, så vil vi finde, at deling (skille) mellem sjel og ånd hos den troende er betingelsen for at nå det trin, hvor man kan kaldes «åndelig» eller «fuld-voksen». For det «fuld-modne» stade er igjen og igjen forbundet med kundskap, lærdom, og dette at kunne utskille åndelige ting. Alt dette har at gjøre med sjelen, som trænger renselse for sjelelivet, så forstanden eller den mentale del må bli istand til at motta åndelig visdom, som er et av kjendetegnene på et åndelig menneske.

Vi taler visdom blandt de «fuld-voksne». 1. Kor. 2, 6. Vær ikke børn i forstand, men vær i forstand fuldvoksne. 1. Kor. 14, 20. Undervisende hvert menneske i al visdom, så vi kan fremstille hvert menneske fuldkomment (det samme græske ord er brukt om fuldkommen eller fuld-voksen i Kol. 1, 28). Fast føde er for de fuldmodne, for den som ved bruken har fåt sine sanser opøvet til at skille. Hebr. 5, 14. La os derfor, så mange som er fuldkomne (samme græske ord som «fuldvoksne» i 1. Kor. 2, 6.) være således sindede (Fil. 3, 15), eller «modne i forståelse», «fuldkomne» i motsetning til «barn», skriver apostelen. For kolossenserne ber han, at de må bli «fyldt med kundskap om hans vilje i al åndelig visdom og forstand». Kol. 1, 9. Og det er den «åndelige» mand som anmodes om at hjelpe den broder som er blit overlistet av synd; for han alene kan utøve himmelsk visdom, som med fuld troskap kræves for at kunne skille synden ut fra det guddommelige standpunkt, idet han inderlig elsker den vildfarne broder.

Atter skriver apostelen til efeserne: «Til vi alle når til enhet i troen og til kjendskap til Guds Søn, til mands modenhet, til aldersmålet for Kristi fylde.» Ef. 4, 13.

Enhet i troen, hvilket skulde karakterisere Kristi legeme på jorden i dets fulde skikkelse, kan ikke åpenbares førend hvert individuelt lem når frem til et fuldmodent stade og blir «åndelige» mennesker. Og atter igjen kan ikke disse lemmer bli «åndelige», førend de griper adskillelsen mellem sjel og ånd, så ånden helt og fuldt blir forenet med den opreiste Kristus Jesus, og sjelens kar med sin forstand og andre intellektuelle egenskaper blir fyldt og ledet av Ånden fra en Gudsbevidst sfere, og ikke fra et lavere liv av den første Adam.

Det åndelige menneske er «gjort perfekt i kjærlighet».

Ordet «perfekt» eller «komplet», hvilket vil si «fuldvoksen» i 1. Kor. 2, 6, er som oftest hos Paulus forenet med sind eller kundskap, mens det hos apostelen Johannes er nævnt i forbindelse med kjærlighet. Han taler om de troende, som er «gjort perfekt i kjærlighet» (1. Joh. 4, 18) og fortæller hvorledes den perfekte kjærlighet kaster frykten ut, og hvorledes den gir «frimodighet på dommens dag». Johannes’ breve viser derfor den «åndelige» mand at være en, hvis sjels hengivenhet er fyldt med Guds kjærlighet, og det i den grad helt fyldt, at kjærligheten igjen strømmer ut fra ham. Gud bor i os, og hans kjærlighet er blit fuldkommen i os, skriver apostelen. Dvs. at sjelens kar er fyldt så helt med guddommelig kjærlighet, så det efter sit mål og sin evne til at motta er «komplet» med Guds kjærlighet, og i denne kjærlighets fylde findes der ikke plads eller rum for det som kan kaldes «frykt».

Men Johannes’ språk betyr mer end det at den guddommelige kjærlighet som bor i den troende, kan gjennemstrømme sjelens kar. Han beskriver et virkelig liv i Ånden hos den åndelige mand, hvad der menes med at leve og vandre i en Gudsbevidst sfere. «Gud er kjærlighet», skriver han, og den som forblir i kjærlighet, han forblir i Gud. 1. Joh. 4, 16. Den «åndelige» mand, som lever og vandrer i Åndens kjærlighet, er således «forblivende i Gud». Hvis «frykt» eller «hat» kommer ind, så er han steget ned i sjelens sfere og har tilladt noget element av det dyriske sjeleliv eller lignende ved angrep fra onde ånder at få virke, han har således tapt samarbeidet med Gud i sin ånd. For igjen at få oprettet en guddommelig forbindelse må han straks gå til korset og underkaste det sjeliske element dets strenge krav. Dersom forseelsen kan kaldes synd, må han bede om renselse i blodet i henhold til 1. Johs. 1, 7 og samtidig motstå mørkets magt og igjen iføre sig «Guds fulde rustning» for i denne at kunne seire.

Den åndelige mand er «gjort til ett» med alle troende.

Den «åndelige mand» er gjort til ett i ånden med andre i Kristus. Ordet «perfekt» brukt i 1. Kor. 2, 6 blev også brukt av vor Herre Jesus i hans yppersteprestelige bøn for at gi uttryk for den enhet der skulde råde mellem hans disciple, det der lå som en byrde på hans hjerte like fra den stund han rettet sit åsyn for at gå til Jerusalem og på korset gjøre en sådan enhet mulig. «Som du, Fader, er i mig, og jeg i dig, at de også må være ett i os. Jeg i dem og du i mig, så de kan være fuldkommede til ett.» Joh. 17, 21-23. Den fulde enhet som består mellem Faderen og Sønnen – den rene fulde enhet ånd med Ånd, – er den troendes enhet, den ene med den anden i Gud Herrens utsagn i denne henseende er ikke til at misforstå. Han sier: «At de må være ett, likesom vi er ett». Dette vil igjen si, at Faderen og Sønnen bor ved den Hellig-Ånd i den troendes ånd i perfekt – eller komplet – enhet. Og hermed menes nødvendigvis igjen den samme enhet i ånden med andre troende. Den «åndelige» mand er derfor ikke bare ett med Kristus i Gud, som er kjærlighet, men han finder den samme enhet ved den samme Gud boende også i andre. Derfor kan han ikke fuldt og helt være i Gud, hvis han i nogen grad tillater det dyriske sjele-liv at råde, dette som kommer tilsyne i splittelser, partier og partiskhet. Jak. 3, 17, og Gal. 5, 20.

Den åndelige mand «vandrer i lyset».

Det er om den «åndelige» mand at apostelen Johannes skriver: «Hvis vi vandrer i lyset, likesom han er i lyset så har vi samfund med hverandre og Jesu, hans Søns blod, renser os fra al synd». 1. Joh. 1, 7. Kun den mand kan vandre i lyset, som lever i en gudsbevidst sfere, hvor Gud bor i hans ånd. Nogen nedstigning i sjelens sfere og det formørkede kar vil fordunkle lyset.

Den troende som forblir i Gud, som er lyset, han lever og vandrer i lyset, og i dette lys har han samfund med Gud og finder samfund med andre mennesker som vandrer i det samme lys. Under denne vandring vil al ukjendt synd som kommer frem for vor bevidsthet ved det dommens lys, hvori vi vandrer, bli dømt, og Jesu blod renser på denne måte fra al synd.

Gud er lys, og der er aldeles intet mørke i ham. Den som elsker, han forblir i kjærligheten og i lyset. Dette er opstandelseslivet, eller livet skjult med Kristus i Gud, som apostelen Paulus omtaler. Jesus nævnte dette i sine farvel-ord til disciplene på salen i Jerusalem, og det blev brakt til virkelig erfaring på pinsefestens dag, da Jesus var forherliget og sendte sin Ånd, som løftet deres ånd op og ut over sjelens sfere – op til åndelig enhet med ham selv. Når han forblir i os og vi i ham, da vil verden tro. De så enheten hos den Åndsfyldte discipelskare, der ved den iboende kjærlighet var fryktløse. De så dem vandre i sådant lys at syndig selvinteresse, slik som den åpenbarte sig hos Ananias, ikke kunde tåles iblandt dem.

I lyset av dette og hvad det betyr for Kristus og hans menighet, at alle lemmer på hans legeme blir «åndelige» og tilpasset eller fuldkommengjort på sin plads i forening med Kristus som det opstandne hode for menigheten, vil det forståes, at klarhet over skille mellem sjel og ånd ikke noksom kan værdsættes. Ti når man har hørt op med at leve «efter kjødet» – i sandsebevisstheten – vil man kunne vokse op til en fuldvoksen «åndelig» mand, en mand som er istand til at forstå Guds Ånd, og som kan skille og undersøke åndelige ting. Ti han vil da være en mand som er helt helliget og hvis ånd er helt frigjort fra både sjelens og legemets herredømme, idet den Treenige Gud har tat bo hos ham. Joh. 14, 23. Og idet han vandrer således, jager han altid mot fuldendelsen (Fil. 3, 15-16).

Hvor lang tid behøves mellem det første skridt i den nye fødsel og til det fuldvoksne trin i Kristuslivet, i betydning av, at ånden er frigjort og satt i forbindelse med vor opstandne Frelser, Jesus Kristus, som har fuldt herredømme over sjel og legeme? Ja, hvor lang tid det kan vare, kan vi ikke nøiagtig si, men av apostelens brev til korintierne og av hebræerbrevet forstår vi, at de blev lastet for at ha brukt for lang tid i barnetilstanden; ti endnu var de kjødelige og trængte til melk for sit svake åndelige liv, når de efter tiden skulde ha været lærere, som skulde ha ledet andre til fuldmodenhet. Barnetilstanden kan øiensynlig bli forlænget eller gjort kortere, og trænger ikke at bli målt efter sædvanlig tidsregning. Sandsynligheten taler for, at det kommer an på hvor hurtig den troende kan gripe sandheten, og hvor rask han er til at overgi sig selv, når Guds kundskap har overbevist ham. I alle tilfælder går det klart frem av hebræerbrevet, at den troendes stilling har meget at si, når det gjælder hans fremgang. Når han skriver til dem at de var træge til at høre, og at de atter trængte til at lære evangeliets begyndelsesgrunde, så sier han: «La os gå forbi begyndelseslæren om Kristus og stræbe fremad mot det fuldkomne.» Hebr. 6, 1. Dette er omtrent de samme ord som Paulus bruker til filipenserne i 3. kapitel, hvor han fortæller om sin egen iver, når det gjælder at stræbe fremad.