Tak for dit meget kjære brev, hvori du omtaler frk. Holmkvist, Jensen og fars stilling. Du nævner samtidig det mindeværdige møte hos Th. R., som jeg ved en underbar Guds styrelse fik overvære fra 8 ¾ til ca. 9 ¾ den samme aften, som jeg i sessionstjeneste avreiste til Egersund.

Paa dette møtet talte Jensen og en stor dame, der sat bak br. Gerrard samt frk. Holmkvist (jeg erindrer ikke saa sikkert den sidstnævnte) om, at da br. Barratt var i Kr.sand, blev han omgit av en flok, der i det økonomiske var bedst stillet og som derfor i klagernes øine efter kjødet ansaaes for de største. Den store dame bak G. talte om, at hun den aften Barratt var hos feieren Torjussen ogsaa hadde forsøkt at komme ind til Torjussen, men datteren Anna hadde svaret, at hun nok kunde komme ind; men at det var vanskelig hun vilde finde sitteplads osv. Herover følte hun sig tilsidesat. Br. Jensen vilde saa gjerne ha talt med Barratt, men han var stadig omgit av en flok, som gjorde det umulig for ham, herover følte han sig tilbakevist. Br. John W. fortalte senere, at søster Anna T. (nu fru G.) var hos W. og bad Johns far og stedmor, men ikke John. John følte sig herover bedømt efter kjødet og knuget i sin aand.

Efter dette at dømme synes det mig som om man ikke er ganske uten skyld i, at br. Jensen, søster Holmkvist og til dels John er kommet noget utenfor. Br. Gerrard maktet heller ikke hin aften at faa opklaret det hele.

Det synes mig aldeles paakrævet, at alle de, der har forsyndet sig i disse stykker erkjender sin forgaaelse likeoverfor dem, som har lidt uret, saa tænker jeg nok, at disse venners feil ogsaa vil smelte bort av sig selv. Menighetens tjenere er jo først pligtig at erkjene sine feil, at menigheten kan faa tiltro. Du talte om, at du vilde saa gjerne, at far skulde æres efter sin alder. Ved dette opgjør vilde I vinde baade br. Jensen og str. Holmkvist og br. Johns fulde tillid, og far vilde bli æret for sin til det yderste trofaste hyrdegjerning. Far er en retfærdig mand, og han kan ikke sættes ut av betraktning. Naar Gud har git ham haardnakket at holde forbindelsen med Jensen og Holmkvist, saa har dette sin aarsak. Der trænges en fuld menighets dom i Kr.sand, hvorunder de ledende kræfter ydmyger sig, de tilsidesatte trøstes og far æres for sin trofasthet.

Dit brev igaar lagde en stor tyngsel paa mig, og især din kamp mot far, der holdt paa Jensen og H. Jeg kunde ikke øine utvei av denne knipe. Jeg fortalte Pauline om dette, og om det møte jeg overvar i Kr.sand. Medens jeg da sat og talte, blev der fuldt lyst for mig, og det hele avviklet sig som ovenfor nævnt. Naar I foretar dette opgjør i fars, Jensens, Holmkvists, Johns, Gerrards, fru Gerrards, Torjussens og den store dames overvær, saa tror jeg det vil være en solid basis for at grundlægge en ordnet menighet. Br. Gerrard har her en utmerket anledning. Ogsaa du bør stille dig blandt dem, som har begaat feil; thi du har jo hele tiden holdt J. og H. for dem, der hadde al skylden. Hermed er det ikke sagt, at J. og H. er at frita; men eders skyld mot dem blir dog fjernet, og saa blir deres skyld mot eder nok ogsaa opløst; thi visdom opløser synder, og det er jo visdomsfuldt at ydmyke sig.

Guds veie er underlige og hans domme usporlige; men efterdi vi forventer ham ogsaa paa hans dommes veie, saa lad os ydmyke os under hans domme. Thi dersom min ydmykhet kan vinde mange sjele, hvorfor da ikke lægge ryggen til gaten, saa man kan gaa over den.

Du taler om meget i dit brev, som jeg nu for øiebl. ikke kan skrive nærmere om, da man kan ha nok foreløbig med dette. Dog kan sies, at vor aand kan lignes med en konstant, hvorpaa baade Guds Aand og djevelens aand søker at influere. Tyvagtig aand, løgnens aand osv. er medhørende til det store syndelegeme (djevelen). Forfølger man den tyvagtige aands linjer, vil man træffe ham i djevelen. Likesaa med enhver anden aand med en speciel mission i den ondes tjeneste.

Hjertelig hilsen til dig selv med Ordspr. 18, 14. Til menigheten med Ordspr. 21, 16.

Hils far specielt med Filemon 7 i forbindelse med brevets indhold.