Se SB 1907.12.14. – JOS brev til Aksel Smith

Til
S. F.

Efter at ha gaat min artikel i «Missionæren» av 28de nov. f. a. «efter i sømmene» *), anmoder De mig om at foreslaa en mere tiltalende og retskafnere indtæktskilde end basarer og lignende for at skaffe tilveie penge til Guds sak. Denne opfordring skal det være mig en stor glæde at efterkomme – saalangt lys og evne tillater det; men ingenlunde har jeg tænkt, hverken med denne artikel eller den forrige, at tækkes mennesker; thi vi er ikke kjødets skyldnere – hverken deres eller vort. Derimot er vi ved den naade, som er i Kristus, blevne Aandens tjenere, og da denne tjeneste er en tjeneste i herlighet, 2 Kor. 3, 8, saa kan vi med desto større iver og glæde ta fat i den.

Men nu til saken.

Jeg ser, at De er høilig forundret over, at jeg kan gaa basarvæsenet saa haardt ind paa livet. Jeg sitter netop med et religiøst festskrift foran mig, og her skal De faa en liten prøve paa, hvad det præsterer:

Vor kvindeforening arbeider saa trutt,
Sit ry den har sikkert bevart,
om alt staar i stampe, i den er der futt,
den giver foreningen fart.
:,: Ja, vi har nytte av dem :,:
og naar vi til høsten skal ha basar,
Da maner de pengene frem.

Det gaar nemlig godt an at sætte igang store basarer, store fester og meget andet stort, men hvem faar æren? Læs ovenstaaende vers en gang til, maaske det kunde bli forstaat. Jesu ord: de har allerede faaet sin løn, kommer mig saare nær ved tanken paa alt dette. Æren gaar til menneskene og Gud skal nøie sig med skillingerne. Fattigmanden slænger man ogsaa til nogle pengestykker; men saadanne ting som ære beholder man for sig selv.

Forresten faar vist ikke Gud saa meget av skillingerne heller; thi har jeg set ret, saa bygger de sig selv store prægtige huse for dem, at man kan ha det rigtig koselig og bekvemt og hyggelig efter al menneskelig vis. Likedan gjør alle mulige verdslige foreninger, saa dersom nogen tænker at dette er at bygge Guds rike, da vil jeg raade til at be Gud om, at saadanne løbske tanker maa bli tat til fange under Kristi lydighet, maaske man da skal komme til ganske andre resultater. Jeg frygter meget for, at kjødelig hygge tar broderparten av skillingerne. Men hvad blir der da igjen til Guds sak, maa man uvilkaarlig spørge.

Guds sak i Aand og sandhet kræver ikke saa meget. Paulus, der vel ogsaa maa sies at ha gjort lidt for Guds sak, undertvang sit legeme og holdet det i trældom, forat ikke han, som prædiket for andre, selv skulde bli forskutt. Der skulde efter dette ikke saa meget til for at holde hans liv oppe; han maatte holde legemet i tømme for ikke at bli forskutt. Man skulde da anta – efter al sund logik at dømme – at de forkyndere, der koster paa sit legeme tusinder av kroner om aaret, allerede er forskutt.

Hvad bekvemmeligheter angaar, saa ser det ikke ut, som om der medgik store summer til det heller; thi Paulus var i fare i vandstrømmer, iblandt røvere, blandt sit folk, blandt hedninger, i byer, i ørkenen, paa havet, blandt falske brødre, i arbeide og møie, ofte var han i nattevaaken, i hunger og tørst, i faste, i kulde og nøgenhet, 2 Kor. 11, 26 og 27.

Jeg tror neppe, at disse ting kræver større midler; derimot tror jeg, at netop alle disse farer var saare nødvendige for en Herrens tjener, der skal være dygtig til at motta og beholde – uten at opblæses – saa megen Guds kundskap, som den, Paulus var i besiddelse af. Herav maa jeg uvilkaarlig dra den slutning, at pengemidler er noget, Gud maa holde saa langt fra os som mulig; thi kjødet vil gjerne forlate sig paa gods og slaa sig til ro for mange aar og æde og drikke og være glad og bygge sine lader større. Jakob sier, 5, 1. Nu vel, I rike! Græder og hyler over de elendigheder, som kommer over eder, vers 5. I have levet i yppighet paa jorden og i vellyst; I har gjort eders hjerter tilgode, som paa en slagterdag. Herav kan man lære, at jo mere pengesterk man er, desto mere er man tilbøielig til at pleie sig selv; men jo mere man pleier sig selv, desto mere udygtig er man i Guds rikes arbeide. Dette gjælder den enkelte, men da store foreninger bestaar av de enkelte, gjælder samme regel der.

Matheus 10, 7. Men naar I gaar hen, da prediker og sier, at himmerikes rike er kommet nær . . . . . vers 9 og flg. og I skulde ikke ha guld ei heller sølv, ei kobber i eders bælter, ei taske til at reise med, ei heller to kjortler, ei heller sko, ei heller stav; thi en arbeider er sin føde værd.

Alt dette synes mig ogsaa at være billig utstyr, anvist av Frelseren selv.

Hvorfor har nu Gud ordnet det saadan, at der ikke kræves omtrent noget til at holde Guds sak oppe? Jo, det har han gjort ene og alene av den grund:

1ste Kor. 4, 11, 12 og 13. Indtil denne time lide vi baade hunger og tørst og ere nøgne og faa næveslag og har intet vist opholdssted og arbeide møisommelig med vore egne hender, overskjeldede velsigne vi; forfulgte taale vi; spottede formane vi; vi er blevne som utskud i verden, alles skovisk indtil nu. Under saadanne omstændigheder prædikede Paulus for intet, 1ste Kor. 9, 12.

1ste Kor. 9, 13. Vide I ikke, at de, som tjener ved helligdommen, æder av det hellige, de som tage vare paa alteret, dele med alteret?

Herav ser vi, at de, som tjener ved helligdommen, skal æde av det hellige. Men kan man nu si, at de indkomstkilder man benytter, er saa svært hellige? Mon det ikke skulde hende av og til, at de, som æder deraf, faar i sig noget vanhelligt?

2det Kor. 11, 12 og 13. Herav ser vi, at der fandtes falske apostler og svigefulde arbeidere, som paatok sig skikkelse som Kristi apostler. Om disse siger apostelen, at han fremdeles vilde prædike evangeliet for korintierne for intet, for at de (de falske apostler) skulde findes ham like ogsaa i dette stykke. Men her traf han vel rigtig sømmen paa hode; thi det var jo netop for verdslig vindings skyld, at de prædikede. Saadanne karle er kostbare, og det forundrer mig i sandhet ikke, at man vredes, naar man vil sætte stopper for indtæktskilderne; thi der skal jo en masse penger til, for at holde en saadan hær paa fote. Men saadanne folk har jo i alle dage utgjort hovedmassen, se 1ste kong. 22, 5 og flg. Her hadde Josafat, Judas konge og Achab, Israels konge, forsamlet om sig ikke mindre end 400 profeter, der alle profeterte løgn, og en av dem, Kena’anas søn, gjorde sig endog horn av jern og sagde: Saa siger Herren: Med disse skal du stange Syrerne, indtil du faar gjort ende paa dem. Og alle spaaede og sagde: Drag op til Ramot i Gilead! Saa skal du ha lykke med dig, og Herren skal gi det i kongens haand.

Alle disse 400 profeter var Achabs profeter, og Achab var jo en meget ugudelig mand. Her gjorde vantroen sig gjældende, han maatte ha en masse profeter; thi paa en enkelt turde han ikke stole. Der skulde nok adskillig til at opholde disse 400, der ikke netop skulde næres med trængsels brød og vand.

Josafat, der var en meget gudfrygtig mand, merket nok straks, at de ikke var saa ganske at stole paa disse 400 profeter, derfor spurgte han ogsaa, 1ste kong. 22, 7, om der ikke fandtes endnu en Herrens profet, hvorigjennom Herren kunde adspørges. Jo, der var da én, nemlig Mika, Jimlas søn. Han profeterte ogsaa, men han sagde sandheten, der hadde tilfølge, at Achab lot ham indsætte i fangehulet for at næres med trængsels brød og trængsels vand indtil han kom tilbage i god behold.

Utav alt dette kan jeg ikke indse bedre, end at Guds sak baade i fortid og nutid ikke kræver saa store pengeofre; men hvad der trænges er helstøbte kvinder og mænd, der ikke blot betragter gudsfrykten som et middel til vinding, men som endog er villig – om saa skulde være – at lide for Kristi navns skyld.

Penger til Guds sak kan kun gives av gudfrygtige folk, der har Kristi tro; og de som tjener ved helligdommen skal æde av dette hellige. Til disse Guds folk heter det: Gud elsker en glad giver.

Hermed anser jeg denne sak for færdig fra min side, og, om nogen synes, at det ikke er skriftmæssig nok, saa haaber jeg dog at bli sparet for at ta avskrift av en masse av bibelen; enhver har jo den hos sig selv. Om nogen synes det er for stærke ord, saa vit, at det er ikke ordene, som skal prøves, men kraften; thi himmerikes rike bestaar ikke i ord, men i kraft.

Og saa tilslut, min kjære «S. F.» en hjertelig hilsen med Johs. ev. 12, 24.

*) Missionæren Nr. 49 – 1907.12.05