Dit kjære brev av 17de ds. mottok jeg idag – hele 8 tætskrevne ark, spekkede med spørgsmaal. Det glæder mig meget at se kampen har lagt sig og seiren er vundet indtil dato; men likesom Gud har git os seier indtil idag, saa skal vi altid seire i Jesus Christus. Jeg følte en ikke ringe kamp i mit indre ved at læse de data, du gav mig, men Gud være lov, han gav seier. Men seiren bestaar ikke deri, at vi gjendriver alle vore motstanderes ord; men deres kraft. Den grundvold, som baade Schrenk og Rubanowitsch lægger for sine tankebygninger, er meget markstukken. De samler begge til sit eget niveau og advarer sterkt mot det aandelige. Naar man læser en saadan bok, kan man snart se, om forfatteren samler til Christus, eller om han adspreder.

Hvad profeter angaar, saa er man jo ikke profet, fordi om man har gaver til at fremsi profetiske ord. De 12 i Ap. gj. 19, 6 og 7 skulde da ha været profeter. I Ap. gj. 13, 1 finder vi nogle profeter og lærere, deriblandt var Saulus og Barnabas. Disse var virkelige profeter. En profet er en mand, som staar i Guds hemmelige raad, en mand, der staar paa egne ben, en mand, der ikke vogtes av nogen hyrde; men som selv er hyrde. En profet er en mellemmand mellem Gud og folket. En profet er Guds talerør. Abraham var en profet for Loth. En profet maa altid ha nogen at være profet for. Paulus var en profet og apostel. Er jeg ikke andre en apostel, eder er jeg det dog, siger han til Korintierne. Han var sig sin stilling bevidst, og det bør ogsaa vi være, saamange som da har nogen stilling i Aanden. Du kunde gjerne ha gaat som tandlægeelev i al din tid uten at bli selvstændig og bevidst, dersom du ikke hadde brudt av og begynt paa egen haand. Men da du begyndte selvstændig, følte du det personlige ansvar, og dette ansvar gjorde dig dygtigere, end da du var elev. Saaledes bør vi ogsaa i Christus være os vor gjerning bevidst; vi bør tænke om os selv, som vi bør tænke. Ikke høiere; thi det opblæser; men heller ikke lavere; thi det gjør forsagt, og en anden, der er mindre skikket til at behandle roret, vil snart træde i stedet til skade for Guds rike. Man skal ikke skjule sin visdom til undseelse, ei heller skal man te sig altfor vis; thi da fordærver man sig selv. Moses og Johs. den døber var profeter. De var støtter, som folkene kunde støtte sig paa; men neppe kan man støtte sig til nogen, som netop har begyndt. Trods dette, saa tror jeg dog, at en profet er det fra moders liv av, som Samuel og som Saulus av Tarsus; trods det, at de kan ha levet i verden til en tid. En profet kan dra slutninger og i Aanden forutsi, hvordan det vil gaa, dersom folket handler saa og saa; thi han staar i Guds hemmelige raad og kjender Guds nidkjærhet og Guds maate at styre paa, likesom ministrene lærer at kjende kongen og kan paa en prik si, hvad han ynder, og hvad der mishager ham. Johs. kunde si: Se det Guds Lam, som bærer verdens synd; dette kunde han si i Guds kundskap; thi alle ting og alle aandelige tegn koncentrerte sig i personen Christus. Den som sendte mig for at døbe, han sagde til mig osv. Der ser du, han sad i Guds raad; thi han var en direkte utsending fra Gud. Gud talte til ham direkte; likesom til Samuel, 1. Sam. 3, 4. Eli var ogsaa en profet der skulde ha været Samuels opdrager; men han var saa sløv, at Gud maatte henvende sig til Samuel om Eli (1. Sam. 3, 11 og flg.), altsaa ser vi, at den unge gut Samuel blev en profet for den gamle Eli; der selv var profet; men en saadan, der ikke stod paa høide med sit kald. Der er forskjel paa profeternes størrelse. Ingen var større profet født av kvinder end Johs.

I den nye pakt er der ogsaa profeter, som vi nu har seet. Dersom en profet gjør det som galt er, da opsætter Gud øieblikkelig en profet over ham (David og Natan – Samuel og Eli osv.). En profet er en myndighet, saalænge han forblir tro i sit kald. Christus var en profet. En profet bør kunne opdrages av en profet (Jesus og disciplene – Elias og Elisa). En profet har at være tro i alt Guds raad. Gud har ansat i menigheten apostler, profeter, hyrder, evangelister og lærere. En profet kan baade være hyrde og lærer og evangelist; det, at han er profet, gjør han netop skikket til disse gjerninger.

Dersom Gud har git os nogen at verne om i menigheten, da bør man vogte disse med omhu. Det hænder nok her, som paa hvalfangst, at man maa stikke ut en 2 a 300 favner line, naar de løper rigtig grasat, men naar man har skut «fast fisk», saa kan man hale ind slakken igjen, naar de rigtig har maset sig ut. Hovedtingen er, at man ikke sprænger holdet. Det er et svare taalmodighets arbeide; men saligt.

Br. Brungot, forfatteren av den deilige salme 190 i Schibbolet, kom hjem forleden dag efter en længere sjøreise i Amerikanske farvande. Han var 1ste gang paa møte igaar aftes, hvor han 1ste gang hørte tungetale og profeti. Han var saare forundret og frydede sig. Han hadde tænkt, sagde han, at han skulde faa vældige overhalinger, fordi han hadde følelsen av, at han ikke hadde levet, som han skulde (han hadde været utsat for meget, maatte endog gaa med revolveren i lommen for at sætte skræk i besætningen i det fartøi, hvor han var styrmand; thi de vilde intet gjøre uten trudsel). Nu fik han istedetfor bank fred og fryd i hjertet, og det kunde han ikke fatte. Det skriftsted: Om vi er utro, saa er han dog trofast, kom saa levende for mig i dette tilfælde. 3 søstre har nu begyndt at tale i tunger i de sidste dage, hos en 4de søster er tungemaalsgaven i anmarsj. Hagemann Olsen, som vi hadde lokale frit av en tid, taler nu i tunger og ler hele dagen. Hans kone er meget sint paa ham; men nu overvinder han hendes vrede med sine smil. Han har forlatt «Kristi Menighet», som de kalder det. Han ligner en gammel ærværdig sogneprest, som han gaar der svær og bred, smilende med en halv floshatlignende hat paa hode. Her er det nu meget godt; det er saadan enighet og orden som aldrig før. Kristian Olsen kom fra Drammen, hvor de har delt sig i 3 grupper. Han trivedes rigtig bra her. Nu er han reist til Moss; men kommer hit i julen. Der er kommen en frygt ind for at sladre efter det sidste opgjør, og det er en sand fryd at se, hvordan alle glæder sig. Det er kun med sverdet i haanden og alle kanoner klare, at vi faar lov til at ha det slik. De lurer paa os fra alle kanter; men Gud har git os magt til at slaa dem i hode med noget rigtig hart. I Fr.hald skal der være rigtig god orden og enighet. Men Kr. Olsen fortalte, at Sev. Larsen dersteds hadde sagt, at han maatte regjere, som en vildokse for at holde alle ting i sunde spor. Dette er ganske sandt; man maa benytte alle kunstgrep. Være som en brølende løve utover, og som en listig slange indad. Dersom ikke den Aandelige vil regjere, saa kommer de kjødelige og tar ledelsen øieblikkelig, og de sparer ikke, det har jeg seet. De gir sig ikke, før de har dræbt alt liv. Av den lille herlige flok, som var her første gang, er der nu ikke tilbake 2, som holder sammen. Dette kan være værd at mærke sig. Deres fører tillot dem alt mulig galt og bare lo av det hele; men saa kom resultatet.

Værst av alt er det at holde det rent inden flokken. Man kan ikke gaa bums løs paa galskapen; thi da vandt man ikke seier; man maa la dem løpe ut nogle hundrede favner line for ikke at sprænge holdet. Det at være Aandens tjener er en manøvre, der kræver uhyre langmodighet og uforfærdet indgrep, naar det kræves.

Dødens braadd er synden? 1ste Kor. 15, 56, siger du. Det er jo klart, at dødens braadd er borttat for os; thi synden, som er braadden, er vi frelst fra. Braadden (synden) er borte. Derfor heter det; De hensovede i Christus. Dødens braadd smagte Christus, da han blev gjort til synd for os. Han blev regnet blandt overtrædere.

At tale profetiske ord er at tale menigheten til opbyggelse, 1. Kor. 14, 4. Jesu vidnesbyrd er profetiens Aand. Hvad vil dette si? Jo, Jesus vidner om syndelegemets tilintetgjørelse, og Jesus vidner om sit eget legemes opbyggelse; thi han avskaffede synden med det ene offer. Alle profetiske ord eller taler maa gaa i denne retning; thi i denne Aand skal man profetere menigheten (det er hans legeme) til opbyggelse. Dersom ikke de profetiske ord gaar i retning av syndelegemets tilintetgjørelse og Aandslivets opbyggelse, da kan man med rolig samvittighet stoppe munden paa den, som profeterer; thi Jesu vidnesbyrd er profetiens Aand. I denne Aand kan man ikke søke sit eget eller profetere sit eget hjertes syn; men kun tjene andre; thi dette er Jesu Aand.

Naar tydningen sker ved en anden, saa mener du, at tungetaleren og tyderen kan divergere i Aandsretningen. Heri er jeg ganske enig; thi det har jeg praksis for. Men det hænder undertiden, at tungetaleren kan tvinge tyderen i den retning han vil. Det har hendt mellem mig og br. Ellefsen; han vilde tyde noget andet, men blev drevet til at tyde det, som jeg vilde ha frem. Jeg kunde føle han kom nærmere og nærmere efterhvert, indtil han var der, hvor jeg ønskede han skulde være. Efterpaa forundrede han sig høilig over, at han maatte tyde ting, som han aldeles ikke hadde tænkt at tyde. Br. Berg derimot har tydet andre ting, end det jeg har ønsket for øieblikket. Her kommer det sandsynligvis an paa, om tungetaleren ønsker at gaa i en bestemt retning, eller om han taler kun i sin almindelighet uten at ønske det talte hverken hit eller dit. Dersom man ønsker talen tydet i en hvis retning, og tyderen er Aandelig musikalsk, om man vil kalde det saa, da tror jeg absolut at det skal gaa an, at faa tydet ved en anden, hvad man selv vil ha frem; thi det er bleven praktiseret, som ovenfor nævnt.

Hvad spørgsmaalet angaaende 1ste Kor. 14, 7 angaar, saa siger Paulus dette for at klargjøre for dem, hvor galt det er bare at komme sammen og tale med tunger, naar ingen tyder. Det er omtrent, mener han, som naar en Sigeuner vilde komme ind i vor forsamling og begynde at præke; han vilde præke hen i veiret; thi ingen forstod det.

I menigheten er tungetale uten tydning forbudt, vers 28. Herav følger, at al tungetale i menigheten bør i Aanden være rettet til menigheten. Utlæggeren bør da stille sig til tjeneste for tungetaleren; og tungetaleren bør gjøre sig op en mening om, i hvilken retning han vil. Man skal ikke tale i tunger bare fordi man ønsker at tale i tunger; dette er ikke at tjene i menigheten. Man skal gjøre sig op en mening, tale da i tunger, og hvis tyderen da ikke gaar i den retning; som man vil ha ham, saa faar tungetaleren spænde i gulvet for ham, likesom Warley gjorde i metodistkirken i Kr.sand, da tolken tolkede feil. Men man er børn i disse ting endnu, derfor kan man ikke vente saa meget, dog bør man arbeide den rigtige vei med flokken. Søke at utvikle naadegaverne, agte dem høit, istedetfor at forkaste disse herlige ting, som Gud har git os. En tungetaler, som ikke kan tyde vilde lide overlast, om man ikke stillede sig til hans disposition og tydet, hvad han ønskede at faa frem. Fremhold disse ting iblandt de forstandige i Kr.sand.

Paulus talte mere i tunger end alle. Hermed mener han ikke, at han stadig gik og talte i tunger; men han mener, at det han talte i tunger, talte han i tunger. Han forstod at lægge an sin tungetale der, hvor den gjorde effekt. Om man taler i tunger i tide og utide, saa er det kun der, hvor tungetalen kan slaa an, at gaven har virket det, hvortil den er givet (tegn for vantro). Paulus hadde nok andet at bestille end at sidde og tale i tunger om dagen. Men han magtede med det lille han talte i tunger at gjøre mere effekt end de alle; men dermed talte han ogsaa mere i tunger end de alle; thi han vandt mere med sin tungetale end de alle.

Hvad vi fremfor alt trænger er ro til at hengi vore hjerter til at forstaa, hvad Gud vil aabenbare for os. Man trænger at bli mere indadvendt; thi speider man stadig utad, blir man verdslig; men speider man indad, blir man aandelig.

Hvorledes forstaaes dette (v. 15) jeg vil bede med Aanden; men jeg vil og bede med forstanden? Jo, det er motsetningen til v. 14, hvor det heter: Dersom jeg beder med tunger, da beder vel min Aand; men min forstand er ufrugtbar. Naar han beder i Aanden og med forstanden, saa menes her, at han beder paa almindelig maate i motsætning til tunger.

Har du nogengang merket synlige beviser paa v. 25? siger du. Ja, det var jo dette mandefald, som Rubanowitsch var saa imot. Om man ikke direkte altid falder paa sit naturlige ansigt, saa falder man dog tilfode i erkjendelsen, og det har jeg set flere gange, og hørt dem selv forkynde.

V. 19. Her mener Paulus direkte, hvad han sier; han vil heller tale fem ord forstandig end ti tusiende ord med tunger. Thi Paulus tænkte aldrig paa sin egen opbyggelse; han tænkte bare paa andres. Han tilhørte fædrene. Fædrenes glæde er bare dette, at det gaar børnene vel, selv om de selv derved lider. Christus tjente sig ikke selv, men andre. Fædrenes opbyggelse er det at børnene opbygges. De 10.000 ord kunde maaske ha opbygget Paulus meget, skulde man tro, da jo den, der taler i tunger opbygger sig selv; men han renonserte paa denne opbyggelse, dersom han bare heller med 5 ord kunde faa opbygge menigheten. Lad os ha samme sindelag.

Jeg er enig med dig i, at det er mest kjødelighet, som vil spille ind i Guds forsamling. Dersom I annammer en anden aand, heter det. Man maa altsaa godvillig annamme den. Den kan ikke komme uten vort vidende. Vi maa da fornegte den Aand vi har og annamme «en anden aand». Dette er at bli oprykket med roten og 2den gang død. Dette er imidlertid ikke ofte tilfældet. Man kan være sterkt under indflydelse av en anden aand uvidende; idet hjertet er ret for Gud. Dette har jeg erfaring paa. Men Gud ser til hjertet og vet at utfri os; saa vi ikke blir oprykket med roten. Mest vil man unddra sig lidelserne og lydigheten – dette er kjødelighet og kan forstyrre freden og hindre sterkt den Aandelige vekst. Det Dallmeyer, Schrenk og Rubanowitsch skriver er «det rene tul», «avlægse fraser», sammenlimet med «Kløgtige fabler». Man maa gaa væk fra saadant og adskille sig. Det har i alle dage ikke nyttet at opta kampen med kjødet i andre mennesker med trumpf. Kristiansen maa skille sig ut.

Nu har jeg skrevet et langt brev og uttømt mit hjertes forraad for denne gang. Alle spørgsmaal har jeg nok ikke faat besvaret; men du faar la det skure med det som er nu.

Hils hjemme.

Om man kunde utgi et litet blad hver 14de dag eller hver maaned 1 gang, ved arbeide i fristundene, saa tror jeg det vilde være bra. Man kunde gjendrive galskaper og uaandelige forteelser. Dette blad burde være «En hyrdestav». Man maatte ta av, hvad Gud gav os, og ikke bare bruke saksen i andre aviser.

Hils Helga, br. Gerrard. Jeg hørte intet om, hvordan det gik paa det møte I skulde ha fredag f. u. Jeg tænkte meget paa eder den fredags kveld. Kl. 9t 10 emd. syntes jeg at se dig i en vanskelig situation, Jeg siger bare, hvad jeg syntes – intet andet.

Hjertelig hilsen med Tit. 2, 1.

Din broder i Christus Jesus