Til «Missionæren»

Br. Ludvig Ellingsen skriver i «Missionæren» for 21de November d. A. bl.a.:

«Der aabnedes en Basar blandt Frimissionsvennerne den Aften jeg var der. Man mener jo ellers, at Basarer bør afskaffes mest mulig, og det er nok saa; men da bør man vogte sig for at indføre Methoder som ikke er en Døit bedre, som f. ex. at gaa omtrent ved hver verdslig Mands Dør og tigge. Sandelig, det smager næsten værre end Basarer, og forøvrigt en hel del «Dikkedarier» ellers, som mange foretager sig for at samle Penger – til Guds Sag!!!

Montro om det ikke var ret at overveie, hvorvidt der ikke er en eller anden væsentlig Feil ved selve Sagen, naar saadant Uvæsen behøves for at faa ind Midler – til Guds Sag, som det saa skjønt heder.»

I Anledning av ovenstaaende kan det maaske være paa sin Plads at si noget om denne Sak.

Man maa ha ind Penge til Guds Sag, siger man saa smukt. Hvad er saa Guds Sak? maa man uvilkaarlig spørre. Er det Sølv og Guld Gud kræver av os, siden man har saa travelt med at samle saadanne Ting til ham? Det ser jo ut som Gud bare kræver og kræver, og han kan kun tilfredsstilles med Sølv og Guld. Guld maa man skaffe ham være sig paa hvad Maate, det være vil. Basarer med Musik og Tableauer maa til; Man maa skrive Land og Strand rundt efter Sangerinder og Pianistinder der baade kan synge og spille Folk sammen, at man kan faa rigtig mange Penger ind til Guds Sak. Man maa opbygge Kjødet og tjene Satan for at skaffe tilveie Penger for Guds Sak. En merkværdig Sak. Mon det ikke skulde lønne sig at starte et Brændevinssamlag for at skaffe tilveie Penger til Guds Sak, som man kalder det?

For mit eget vedkommende har jeg faat en hel anden Opfatning av Guds Sak. Guds Sak var det at knuse Djevelen i Mennesket. Og Guds Sak er det, at vi avstaar fra Kjødets Lyst og Øinenes Lyst og fornekter os selv og tar Korset op og følger efter ham; idet vi hengives stedse i Døden for Jesu Skyld, at hans Liv kan aapenbares i vort dødelige Kjød. Peter og Johannes hadde hverken Sølv eller Guld; de maatte da selvfølgelig udrette svært litet for Guds Sak. Men Verdens Mangemillionærer maa gjøre meget; især saadanne, som ofrer meget til Kirkerne. Jeg har flere Gange hat Anledning til at bese de kostbare Kirker i Syd-Europa. Disse staar der saagodt som tomme med al sin Herlighet. De Mennesker som har skaffet tilveie Penger til alt dette, tror maaske ogsaa, at de har gjort meget for Guds Sak.

Guds Sak er det at redde Syndere, at forbarme sig over den, som har et sønderbrut og sønderknust Hjerte. Guds Sak er det at optugte os i Retfærdighet, at veilede os ved sin gode Aand til al Sandhet. Men ikke maa nogen tro, at det er Guds Sak at samle Guld i Hauger; thi alt Guldet og alt Sølvet hører Herren til, enten det ligger i Forsamlingens Kasse, eller om det ligger begravet paa Havets Bund. Vi er forløst ikke med forkrænkelige Ting – Sølv og Guld – men med Jesu dyrebare Blod. Renselsen heri er Guds Sak.

Om man samler Penger for at bygge store Huser, da siger Herren, at han ikke bor i Huser gjorte med Hænder. Om man samler til Sage for Præsten, da siger Herren, at I er ett kongelig Presteskap, og, I har mottat det for intet, gir det da for intet. Om man sier: man maa da ha et Sted at være! Ja da vet vi, at der, hvor der er Hjerterum, der blir der nok ogsaa Husrum. Og er der ikke Hjerterum, saa har vi Herrens Befaling for at gaa ut fra dem og endog avryste Støvet av vore Fødder til et Vidnesbyrd imot dem.

Ifølge dette kan jeg ikke indse bedre, end at det Folk i Almindelighet anser for at være Guds Sak er en Sak av en Fader Djævelen.

Johs. Ev. 8, 36: Dersom da Sønnen faar frigjort eder, skulle I være virkelig frie.

Horten, 24. november 1907