Guds naade og fred vorde eder mangfoldig tildel ved Jesus Kristus vor Herre.

Vi ved ikke hvad vi skal bede, som det sig bør; men Aanden træder frem for os med uudsigelige sukke; akkurat slig er det ogsaa i skrift og tale. De hellige Guds mænd talte fordum drevne af den Hellig-Aand; slig taler ogsaa nu de hellige Guds mænd drevne af den Hellig-Aand. Aanden driver os til at tale som Guds ord, og da der hos Gud ikke findes persons anseelse, saa vil dette Guds ord imødekomme enhver paa det standpunkt, han staar. Nogle vil det være til dom, andre til liv; men det er ogsaa mægtig til at forstyrre befæstninger og høie anslag, som sætter sig op imod Guds kundskab. Dersom vi taler mennesker til behag, saa er vi ikke Kristi tjenere, eller dersom nogen taler for at søge sit eget, da er en saadan uduelig til tjenesten.

Gud er en hevner over al uretfærdighed. Gud er nøie i alle detaljer. Han lader sig ikke narre; thi alle Ting er blottede og udspændte for hans øine, med hvem vi have at gjøre. Han er en fortærende ild over alle gjenstridige og uretfærdige; men han kommer over den ydmyge og sagtmodige med megen naade og barmhjertighed. Gud lutrer sine udvalgte i ildovne; men han trykker dem ogsaa til sit bryst med megen barmhjertighed.

Solen indeholder baade lys og varme. Om vinteren her nord har vi mere lys end varme; men lyset alene magter ikke at drive græset frem. Dersom vi tænker os en del planter staaende nede i en mørk, varm kjelder, saa vilde der paa disse planter gro frem lange saakaldte «varmeskud»; men noget egte vilde det ikke være. Akkurat saadan er det ogsaa i det aandelige. Nogle stræber bare efter lys, lys. De lærer og lærer i det uendelige, men kan aldrig komme til sandheds erkjendelse; thi det lys, de faar i sig, er bare mørke, og da kan enhver tænke sig, hvor stort mørket bliver. De søger med andre ord ikke lys ved Guds aabenbarende aand, men ved selvstudie og hovedbrud.

De derimod, som gror frem som aandelige varmeskud, er de, som bare føler og føler i det uendelige. Saadanne vil ikke vide af lys, thi det er saa uhyre bra, som det er.

Best af alt er det imidlertid at tage baade lys og varme til sig, eftersom Gud giver; thi da skal vi vokse en sund og kraftig vekst i Kristus Jesus.

Dersom vi vil læse lidt om, hvordan Paulus havde det, saa kan vi slaa op 2det brev til de Corinthier og læse 1ste kap. 3-13. Han taler her om, at han var stedt i trængsler og blev trøstet i trængselen, for at kunde trøste dem, som var i allehaande trængsler.

Ja, kjære brødre og søstre, det er dyrebart at faa trøste dem, som er i allehaande trængsler, med den trøst, hvormed vi selv er trøstede. Thi dette er at græde med de grædende og at være glad med de glade. Slig Gudsfrygt, som fører os til at blive som jøde for jøde og som græker for græker er velbehagelig for Gud og gavnlig for menneskene.

Ligesom før synden var drivkraften i os, saaledes er nu Guds Aand den, der driver os; og vi ved, at Aandens sans er fred og glæde i den Hellig-Aand. Derfor gaar vi en herlig fremtid imøde; thi Aanden driver os fra lys til lys, fra kraft til kraft, fra herlighed til herlighed, indtil vi sees for Gud i Zion. Da er vi kommen til ham, som drager alle til sig, og det er os nok. Amen.

En hjertelig hilsen til alle brødre og søstre, der under Aandens drift er underveis, i det forkrænkelige – mod det uforkrænkelige.