Den bogen, jeg fik af dig «Lysstreif over Livsproblemer», har jeg læst en del af, og det skulde være morsomt at se lidt paa dens indhold og grundvold. Det er ikke bogen, som present, jeg vil til livs; men bogen, som læremester og opdrager paa en anden grundvold, end den, som lagt er, hvilken er Jesus Christus.

Forfatteren anstrenger sig til det yderste for at grave frem det gode i mennesket og for deraf at forme og bygge en grundvold, hvorpaa der bygges en fæstning, som skal modstaa og beseire alt ondt i mennesket.

Mennesket er bleven som en af os til at kjende forskjel paa godt og ondt, siger Gud. Dette, at vi kjender forskjel paa godt og ondt, gjør derfor ikke, at vi paa en gang kan være baade onde og gode. Gud kjender forskjel paa godt og ondt; men «ingen» er god uden èn, nemlig Gud. Altsaa staar mennesket indesluttet i dette «ingen» i faldet med kjendskab til godt og ondt.

Rom. 3, 10 & flg. Der er ingen retfærdig, end ikke en, der er ingen forstandig, der er ingen, som søger Gud. Alle ere afvegne; de ere til sammen blevne udugelige; der er ingen, som gjør godt, der er end ikke en. Deres strube er en aabnet grav osv.

Altsaa ser vi heraf, at der i mennesket ikke findes det mindste materiale til nogen god grundvold, hvorpaa noget godt skulde kunne bygges.

Mennesket er af naturen med sin hele existens i døden borte fra den, som er god, nemlig Gud.

Alle, der graver og studerer i denne menneskets dødsgryde arbeider forgjeves. Man kan gjerne ofre hele sit liv uden at komme til noget resultat. Gud har sluttet alle ting under synd paa det, at han kan forbarme sig over alle. Alle ting, som er sluttet under synd, er ogsaa skabte ved ham og til ham. Dersom nu mennesket i hele sit liv digter om og lovpriser skabningen, naturen etc., der er indesluttet under synd, hvad gavn har det deraf, naar det aldrig lærer at kjende disse tings ophav, Gud. Verden forgaar og dens lyst, hvad gavn har man da af at have lovprist det, som forgik? Og hvorfor maa det forgaa? Jo, fordi det er indesluttet under synd.

En ond kilde kan ikke udgyde godt vand. Ingen er god uden èn, nemlig Gud. Han er den kilde hvorfra vi maa drikke vand og blive slig tilfredsstillet, at vi aldrig tørster mere. Dette er noget andet, du, end, som der staar i omtalte bog, lade sig nøie i dødsøieblikket med en stribe klar himmel.

I det naturlige menneske er intet godt, derfor bør det mennesket at fødes paany. Det nye, som fødes i os er ikke noget mindre end Jesus Christus selv. Han er god; thi han er ett med Faderen; og der gjælder heller intet andet, end en ny skabning i Jesus Christus. Hvorfor gjælder intet andet? Jo, fordi der ikke findes noget godt udenom ham.

Mennesket har syndet og derfor maa det dø; dersom der i det naturlige menneske fandtes noget godt, saa skulde da dette ikke dø; men nu dør jo hele mennesket, der bliver ikke en eneste levning af det tilbage. Det samme er ogsaa tilfældet med den, som tror paa Jesus Christus; thi hans kjød og blod skal heller ikke arve Guds rige; men forskjellen er den, at den, som tror, bærer i sig Jesus Christus formedelst sin tro, og dette nye liv, som ikke er til at pege paa eller til at tage paa, er det, som lever, naar vor jordiske hytte nedbrydes.

Man maa jo være blind aldeles og henfalden i den dybeste søvn, dersom man ikke skulde kunne forstaa, at himmel og hav, bjerg og dal ikke kan gjøre os lykkelige i bund og grund. Der er inderst inde i hjertets dybeste vraa en skrigende trang efter tilfredsstillelse; men ikke kan nogen underordnet skabning tilfredsstille denne trang; thi vi er jo selv den ypperste af alle skabninger. Kun Gud kan blæse balsam ind i denne skrigende trang og helt tilfredsstille den. Naar man slig er tilfredsstillet, da søger man ikke hen til blaaveisen efter tilfredsstillelse; thi man er tilfredsstillet.

Kun den, som ikke er tilfreds, finder paa det mest utænkelige for at tilfredsstille denne sin skrigende trang. De leder efter tilfredsstillelse hos blaaveisen, hos den stjerneklare himmel, hos naturen i det hele; men søger den ikke hos den, som skabte naturen.

Dersom mennesket finder ud af sig selv, at naturen er herlig, hvor meget snarere skulde de da ikke finde ud, at den, er end mere overvættes herlig, som dannede den.

Ingen roser og beundrer Ibsens og Bjørnsons verker uden at beundre disse verkers forfattere endnu høiere. Ikke fik «Ja vi elsker dette landet» nobelpremien, men dens forfatter. «Ja vi elsker dette landet» kan aldrig præstere mere, end hvad den i sig selv indebærer, medens dens forfatter kan fabrikere mere.

Altsaa, lad os slutte heraf, at Skaberen er langt mere værd og langt herligere end skabningen.

Om nogen prisede og forgudede «Ja vi elsker dette landet», men spyttede efter og foragtede dens forfatter, saa vilde jo dette vise, at vedkommende var en stor blindebuk, hvilket ogsaa alle de ere, som lovpriser skabningen og ikke kjender skaberen.

Du, som er ung, og interesserer dig for sandhed, forstaa hvad sandhed er i bund og grund, og lad dig ikke blænde af den skjønne overflade og forblive der.

Dersom du søger visdom, saa søg den hos visdommens ophav; thi denne verdens visdom er daarskab for Gud. Alle ting er skabte ved Jesus Christus og til Jesus Christus, derfor kan vi hos ham lære alt muligt.

Ingen visdom kan blive staaende for Guds visdom; derfor er det Herrens tjeneres arv, at faa domfældt alle sine motstandere.

Nu er det din tid. Nu kan du gro fast i falske teorier slig, at du vanskelig kommer løs. Men du kan ogsaa trænge dig slig ind i Guds dyrebare sandheder, at du bliver en uindtagelig professor i Guds visdom. Du faar selv vælge; men mit hjerteligste ønske er, at du valgte det sidste. Døm selv, hvad ret er.