Mange tak for dit kjære brev av 18de ds., hvorav sees at I lever vel i alle maater. Gud være tak som altid giver os seier ved vor Herre Jesus Christus, der er et lys sendt til verden. Til dom er han kommen til verden; men dette er dommen, at lyset er kommet til verden. At gaa fra lys til lys bliver altsaa at gaa fra dom til dom; men da dommen er Christi død, saa blir derav følgen, at Christi liv aabenbares i vort dødelige kjød. Eller om man vil: Den anden Adam er bleven til en levendegjørende Aand. Guds vilje er vor helliggjørelse. Denne vilje maa vi fuldt og helt underkaste os time for time, dag for dag. Det har høilig forbauset mig at have truffet paa en masse kristne, som bare ryster paa hode, naar man taler om at gjøre Guds vilje i praksis i Aand og sandhet. Dersom man gjør Guds vilje, da først faar man kjende den lærdom som er av Gud. Der er mange lærdoms veir i vore dage; men der er kun een lære, som fører til gudfrygtighet. Denne lære kan ikke skilles fra livet. Ingen under, at de fleste ved intet av Gud; thi ingen kan komme til Faderen uten ved Sønnen; men at komme til Faderen (fuldkommenheten) ved Sønnen (veien, Midleren) er at gaa lydighetens vei uten at prute og uten at spare sig selv. Her er det frit for enhver at gaa frem, men desto mere man gaar frem desto mere delagtig i hans lidelsessamfund og desto mere dom, desto mere sagtmodighet; thi man vandrer i Herrens nærhet og det bevirker at man blir sagtmodig. Der fandtes ikke en mand saa sagtmodig i Israel som Moses, han var den mest sagtmodige blandt mænd; men saa var der til gjengjæld heller ingen, der vandrede saa ansigt til ansigt med Gud. Eders sagtmodighet vorde vitterlig for alle mennesker: Herren er nær. Salige er de sagtmodige, thi de skulde arve jorden. Math. 5, 5. Salige ere de fattige i Aanden; thi himmeriges rige er deres. Herav forstaaes, at det er stort at være sagtmodig; men større at være fattig i Aanden. Den sagtmodige er nær himmeriges rike; men den fattige i Aanden lever deri. Men da vi er paa jorden i utlændighet borte fra Herren – bør vor sagtmodighet vidne om, at Herren trods alt, dog er nær. Dette gjælder vort væsen utadtil; men indvendig er vi fattige i Aanden; thi himmeriges rike er indeni os. Altsaa har vi for os et utvortes og et indvortes væsen, der begge sorterer under den oplyste forstand. Det utvortes bør være sagtmodig og det indvortes fattig. Men nu vil nogen sige, at det utvortes er som det indvortes. Ja, for personen selv; men ikke for den, man omgaaes med og som ved sagtmodigheten skal lede ut, at Herren er nær. Man kan ikke se en fattig Aand; men man kan se et sagtmodig væsen. Sagtmodigheten svarer nærmest til vandets rensning og fattig i Aanden til blodets rensning. Avtvettede paa legem med rent vand (syndernes forlatelse). Renhet som Christus i hans jordiske legeme. Men nu har vi indgang gjennem forhænget d. er hans kjød. Nu gaar legemet i stykker og blodet kommer frem. Naar alt blodet er uttømt er døden fuldstændig. Blodet er sjælen; han uttømte sin sjel indtil døden. Her gik den 1ste Adam i døden; thi den 1ste Adam blev til en levende sjel. Nu blev denne sjel uttømt, haleluja. Saalænge Christi blod holder paa at rense os (og det gjør det, saalænge vi er her til huse), saa længe har ikke vi uttømt hele vor sjel til døden. Ingen kan bli større end sin Mester. Faderens Aand gav Christus kraft at uttømme sin sjel. Denne Aand optog Christus i sig, og den heter nu Christi Aand, der levendegjør os, likesom den først levendegjorde Christus. Gud nedlagde al sin visdom i den beredelse og det verk han utførte i Christus; derfor heter Christus: «Guds visdom». Denne visdom bor legemlig i Christus, efterdi hele verket skete i legemet. Derved er Guds visdom bleven overført til os mennesker ved Christi legeme; og Christi verk i os er vor delagtighet i Christi visdom; men visdommen er slutproduktet av dom og lidelse; derfor bærer visdommen i sig selv forfarenhet, taalmod, overbærendhet, langmodighet, sagtmodighet, og et for verden og Satan uangribelig liv. Visdommen er min største lyst; den er mig bedre end udsøgt guld; thi den gjør mig uangribelig, den gjør mig dygtig til at avvikle vanskeligheter, den giver mot og sikkerhet, seier og alt som hæderligt er. Gudfrygtigheten er en fast vedhængen ved Herren, og den er størst av alt her paa jorden. Visdommen er det man har lært ved Herrens omgang. Gudfrygtighetens frugter er visdom; men den vise Salomo kunde falde; men om han havde været gudfrygtig, da havde han aldrig faldt. Derfor kan man sige, at gudfrygtigheten er det største; thi der ligger i den en bevarende kraft, der aldrig svikter. Men da gudfrygtigheten afføder visdom, saa maa man jo sige, at visdommen er et produkt av gudfrygtigheten og som saadant kan man vanskelig skille dem at. Derfor er det bedst at være gudfrygtig og at lade visdommen formeres tilligemed gudfrygtigheten, at det ene kan afføde det andet og alt bli i harmoni.

Søndag havde vi møte i «Bethel». Ellefsen har i den senere tid gaat sterkt frem i Aanden; Guds kraft kommer voldsomt over ham; han tiltager i aandelig lys dag for dag. En paa legemet skrøbelig kvinde, der lever paa fattigvæsenets bekostning og som i mangfoldige aar ikke har havt det godt – trods det – at hun skulde have været kristen, fryder sig nu, thi hun har faat Aandens daab. Igaar græd hun længe høit, hun græd i Aanden. En anden kvinde, der har faldt fra Gud i sit hjerte ved at annamme en forfængelighets aand, kom frem og bad os bede med hende, at hun kunde faa det godt igjen. Hun følte Gud saa langt borte, sagde hun, og spurgte, hvad det kunde være. Jeg forklarede hende da, at hun lidt efter lidt havde givet efter for sine verdslige tilbøieligheter og derved havde en anden Aand lidt efter lidt trængt ind i hendes hjerte og gjør, at Gud blir langt borte. Hun erkjendte, at det var saa tilfældet.

Nei, nu blir klokken mange. Hils alle hjemme.

Hils vennerne og vær selv paa det hjerteligste hilset fra din bror