Mange tak for Jers brev av 15de mai, som jeg modtog idag. Tirsdag og onsdag var Erik Andersen hos os; hans hustru fulgte med. Han predikede i «Betel» begge aftener, og det var to gode møter.

Du siger i dit brev: Jeg skriver ikke dette brev for at gjendrive dig; men for at skue saken fra en anden kant. «Det er bra nok, at vi afstraffer hinanden; men vi maa være varsomme, at ikke vi selv bliver fristet og indsnøret i et net vi ikke selv merker for sin finheds skyld.»

Herom kan være meget at sige, og det er altid godt at tale om ting, som kan bli til lærdom. Jeg for min del har ingen tro paa Satans net, enten de er fine eller grove; men tilliden og troen paa Gud gjør os sterke og seierrike, saa Satans net bliver som æderkoppens væv; den holder ikke. Heller ikke kan man sige «haleluja» til tykt og tyndt, som kommer frem paa møterne, ellers er jeg bange for, at alt i hop om en føie tid kom til at kvæles av ugræs. Der maa lukning til. Om vi bespottes av verden, saa skal vi bespottes for vor aandelighet; thi da er vi seirende; men om vi begaar saa megen galskap, at vi bliver fanget likesom Samson og surret og bespottet, saa er ikke dette til Guds ære; men hellere til vanære. Du fortalte selv, at det saa «broket» ut at se en hel hop ligesom oparbeide sig selv til en aandelig tilstand. Dette kan nok være noget i; men hvad der ser «broket» ut; det siger jeg frem, at vedkommende kan rette paa det. Thi der er altid noget at rette paa. Men tingen er, om man kan faa sagt det i kjærlighet og fordragsomhet. Br. Berg og jeg har nok ofte været i kamp; men naar en 3dje mand vil angripe èn, saa skal han snart faa erfare, at han ikke angriper èn, men to. Likedan er det jo med brødre i det naturlige.

Altsaa gaar jeg ut fra, at skal ikke det hele gro op i vanskud, saa maa man beskjæres – og det i tide. Her paa Horten gaar det i sunde spor, og Satan har ikke megen anledning til at anfalde; thi man er for det meste ædruelig og situationens herre. Vi tugter ikke som de titusinde tugtemestre, der søger at slaa i hjel; men Gud har givet os et andet sind, at naar der blir rettet paa noget, at det da skal tjene til vedkommendes gagn. Vore fædre tugtede til nytte; men de titusinde tugtemestere tugter av had for at slaa i hjel.

Det var nok bedst, om alt kunde gaa saa ufeilbarligt for sig, at man slap at rette paa noget; men det har det aldrig gjort og ei kommer det til at gjøre herefter.

«Den, som tager sig formegen myndighet fore, skal blive forhadt», saa heter ordsproket; men naar man ikke tager sig mere myndighet fore, end den tillagte, da sker alt sømmelig, og er som det skal være. Men den, som ikke benytter sit pund; men graver det ned i jorden er dum. Dersom ikke den, der er tildelt av Gud gave til at styre, styrer, saa vil andre dukke op og styre ut i de brede veie, før man vet ordet av det. Derfor bør man benytte sit pund. Har jeg før været svak, saa har min svakhet bestaat i formegen eftergivenhet. Satans tjenere kan du tro ikke gir meget efter, faar de først kloen i nogen; men da er det vel sent.

Jeg forstaar nok, at du mener det vel; men ogsaa jeg formener at mene det vel. Det heter: «Overbevis, straf og forman, hold paa i tide og i utide.» (2det Tim. 4, 2). Dersom nogen har denne gjerning og gjør dette i al langmodighet, da strækker han sig ikke forvidt; men arbeider indenom sin egen ramme; han trænger sig ikke ind i en fremmeds bestilling. Om nogen fortæller noget om, hvad han bestiller om dagen, saa siger vi ikke til ham: «Du maa passe dig for det; thi du kan utsætte dig for at kjyte og falde i Satans fine garn her.» Saadan og aandelig; naar vi ikke strækker os utenfor troens maal, saa befinder vi os inden vor bestillings kreds. Om denne bestillings kreds horizont indeslutter i sig nogen, hvis horizont ligger indenfor den førstnævntes horizont; mon førstnævnte derfor strækker sig for vidt?

En moder kan have saadan kjærlighet til sine børn, at hun overser alle deres feil; men hun opdrager da slanger i sin egen barm.

Det var nok en gjængs tanke blandt Korintierne, at de ikke trodde Christus var i sig – uten saa var, at de var udygtige. (2det Kor. 13, 5). Likedan nu, man maa være saa snild og venlig at man lader sig traa paa næsen, og man maa lade al slags galskap florere, da er man kjærlighetsfuld og gudfryktig, da er Christus i os. Naar man er udyktig, da er Christus i os, siger folk. Ingen under da, at de fordrede bevis for, at Christus talede i Paulus, naar han straffede daarskapen.

Paulus kunde gjerne sidde der, som den der var udygtig, bare de kunde være dygtige. Thi han formaadde intet mot sandheten, men for sandheten. Men i motsat fald siger han: 2. Kor. 13, 6. Men jeg haaper, at I skulde kjende, at vi ikke er udyktige.

Nu er kl. 3 ½ emd. Jeg har tænkt mig ut en tur – maaske til Ellefsen eller Berg.

Vær alle paa det hjerteligste hilset fra eders søn og broder