Dit meget kjære brev samt Helgas paaskrift paa samme brev har vi modtaget, hvorfor takkes saa meget. Det er altid som en frisk bris, der følger dine meddelser fra Kristiansand; og det glæder mig og os alle, at det gaar eder vel, samt at I har havt fuldt hus i «Arbeiderforeningen». Haleluja, Herren vedkjender sig sine tjeneres arbeide. Erik Andersen kommer hid f.k. tirsdag og onsdag, og vi har i den anledning leiet «Betel». Vi lever saa stille og isoleret her paa Horten; det er ikke nogen av disse som reiser (reise-prædikanter), der kjender os, uten Erik Andersen. Flere, der tidligere har levet et formørket kristenliv, er kvikket op og har begyndt at juble. En kvinde bad os bede med sig paa sidste møte, hun saa saa frisk ut; men nu fortæller svigermor, at hun var saa straalende lykkelig, at hun aldrig før har sett hende saadan.

Jeg har nok adskillige ting – mere indgaaende – som jeg mundtlig kunde have lyst til at tale med dig om; men som ikke uten en viss grad av anstøt kan sættes paa prent. Ikke at du skulde støtes; men Johannes havde ret, naar han sagde, at han ikke vilde skrive mere med pen og blæk, men haabet snart at faa tale mundtlig med dem. Thi det kan være ting til lærdom, som sker iblandt broderflokken, og det er slike ting, som jeg mener det ikke er godt at skrive om.

Gud er god, han har forlikt os i sin elskelige Søns død med sig selv, idet han opreiste ham fra de døde til vor retfærdiggjørelse. Retfærdiggjorte ved troen har vi fred med Gud. Retfærdiggjørelsen føles og fornemmes før man egentlig har begyndt at leve retfærdigt. Men naar man begynder at leve retfærdigt, bliver dette vor frugt til helliggjørelse. Aanden overbeviser om synd, retfærdighet og dom – ikke om hellighet. Men trods det, saa er Christus bleven os til visdom fra Gud, retfærdiggjørelse, helliggjørelse og forløsning. Helliggjørelse erlanges altsaa ved at vandre i Aanden. Uten hellighet skal ingen se Gud. Der er mange, som lærer at kjende Christi retfærdighet, som aldrig bliver helliggjort. Aanden overbeviser først om synd, fordi man ikke tror paa ham (man er da altsaa vantro), saa overbeviser den os om retfærdighet (vi tror da og er opreiste med ham), fordi han gaar til sin Fader; dernæst overbeviser den om dom; fordi denne verdens fyrste er dømt (Helliggjørelse). Det er overbevisningen om synd som fordømmer den ugudelige. Det er overbevisningen om retfærdighet, som bringer den troende til at juble. Det er overbevisningen om dom, som bringer den sjel, der helliggjøres, til at kjende Christi lidelsessamfund. Om nogen vil være min discipel, han tage daglig sit kors op og følge efter mig. Man kan være retfærdiggjort uten at være hans discipel; men man kan ikke helliggjøres uten at være hans discipel. Retfærdiggjørelsen er utelukkende et Christi verk i os – uten vort levnet. Helliggjørelsen er et verk, hvor personen formedelst Aanden selv sætter livet til. Alt er jo Christi verk; men I ere Christi, derfor kan man skille ut, hvor man er med, og hvor man ikke er med. Det er mig en sand fornøielse at skrive til dig om Christi hemmeligheter; thi jeg vet om, at du forstaar, hvad jeg skriver. Det er en fryd for hjertet at staa til Guds disposition og at faa lære av ham i hans hellige raad. Salig hver og en som lærer av ham. Han vil gjøre os til piller i sin Guds tempel. I det tempel der bestaar av levende stene, hvor Christus er hovedhjørnestenen og apostlerne grundmuren. Naar hver levende sten (person) vokser; da vokser hele templet; vi medopbygges til en Guds bolig i Aanden, haleluja.

Jeg siger saa mange tak for indbydelsen i pinsen; men jeg kan ikke modtage den, saa gjerne jeg end ønsket at se eder alle. «Sleipner» ligger ute paa havnen, og jeg har tilsyn med den, hvad artilleriet angaar; og for det andet ved korpschefen om, at jeg var i Kr.sand i julen, og det ser saa indpaatrengende ut at søke saa ofte permission. Jeg faar holde maate for deres skyld, som ikke fatter disse ting.

Den traktat du sendte mig var utmerket, det er sjelden at se saadanne sandheter paa tryk – utenfor bibelen; dog har han udelukket vor personlighet vel meget. Dersom «I» formedelst Aanden døder legemets gjerninger skulde «I» leve, heter det. Personligheten maa regnes med. Vil «nogen» være min discipel, han tage «sit» kors osv. Hvad er frelsen, om personen utelukkes; at Gud er frelst, at Christus er frelst, og at Aanden er frelst (for at blive forstaaet), det ved vi, men «vi» skal frelses – «Jeg» skal frelses. Men naar man er bange for pronomenet «Jeg», saa kommer det deraf, at «Jeget» i kjødet har voldt saa megen forargelse. Nu derimot lever ikke dette «Jeg», dog lever «Jeg» og det er dette sidste «jeg», man ikke maa døde ellers bliver det 0 op og 0 i mente og det hele blir til intet. Det er jo netop deri vor glæde stikker, at vi har faaet et retfærdigt «Jeg». Et «Jeg» som ikke skal dø. Den som mister livet «Jeget», finder livet «Jeget». Det er jo saa klart alt dette.

Hils hjemme, hils Ludvig; jeg saa ham saa tydelig i Aanden forleden aften, som jeg bad for ham. Forøvrig hilsen i Christus til alle vennerne.

Vær selv paa det hjerteligste hilset fra din broder

P.S.

Vi har begyndt at skrive efter de nye retskrivningsregler paa korpskontoret, og inden 1ste jan. -08 skal det være indført ved alle offentlige kontorer. Derfor maa jeg øve mig i dette overalt.

Der er kommen skrivelse fra Kom.admiral om, at «Sleipner» ikke skal ut før i midten af juli d.a. Kadetterne embarkerer paa forsommeren omb. i panserskibet H. Haarfagre.

D.S.