Mange tak for dit kjære brev, hvoraf vi erfarer, at Aanden har begyndt at virke i Kr.sand. Aandens sans er liv og fred; men ikke er det fred med verden og verdens prester. Jeg er ikke kommen for at bringe fred; men ufred. Der blir ufred, hvor vi farer frem; thi freden i synden og søvnen blandt de døde forstyrres, og det er jo selvfølgelig af Belsebul, siges der. Men vi er ikke af dem, som unddrage os; men af dem som tro til sjelenes frelse. En prest her paa stedet kom hjem til Sigurd Kristoffersen og udtalte sig misbilligende om tungetalen og opfordrede ham at slutte dermed i menighedsforeningen (ynglingeforeningen). Kr. sagde, at han adlød Gud mer end mennesker, og at han fremdeles agtede at fortsætte dermed. Det var nogle fruer, som havde løbet ud, og det var formodentlig disse presten var bange for. Kr. sagde, at han (presten), og de som havde sendt ham, maatte næsegrus i støvet. Til slut bad de sammen, presten først; men da Aanden kom over Kr. til tungetale løb presten midt under bønnen; det var formodentlig for hedt at bo ved en fortærende ild. Heraf kan vi skjønne hvad slags presteskab det er. Der er prester for verden og der er prester for Gud. O, den forfængelighedsaand, som kun kjender folk efter kjødet, og som høilig forundrer sig og falder rent hen i tilbedelse, naar der kommer én ind i skinnende klædebon og med ring paa fingeren. En saadan person maa da for alt ikke stødes hverken med tungetale, profeti eller sandheds ord i kundskab eller visdom. Fy! for humbug. Saa kjendte vi da herefter ikke nogen mere efter kjødet, haleluja, det er skvert. Alt kjød er hø, og et menneskes herlighed som græssets blomster. Vi skal afklædes og ikke overklædes, dannes til at ligne Christus i hans død. Vandrer vi i lyset, da renser Christi blod fra al synd. Ikke alle, som raaber Herre, Herre skal indgaa i Guds rige, men enhver som gjør Guds vilje. Guds vilje er altid tvers imod menneskets egenvilje – dette er den nye og levende vei gjennem forhænget, det er hans kjød. Thi han sagde altid: Ske ikke min – men din vilje. Ved denne vilje er vi helliggjorte ved Christi offer den ene gang. Derfor heder det: Guds vilje er vor helliggjørelse. Vi har indgang tvers igjennem vort kjød (d.e. vor syndige natur), ligesom Christus havde vei tvers igjennem sig selv, da han uophørlig bad: Ske ikke min – men din vilje. Heraf forstaaes, at han havde en vilje, som maatte gaa tilgrunde. Denne viljes hendøden bærer i sig hemmeligheden af hele Christi verk.

Hils hjemme saa meget; Jeg var glad, at far blev hjemsøgt saa kraftig af Aanden. Hils Tallaksen, det glæder mig at høre, at kraften har taget ogsaa ham. Hils ligesaa br. Aanensen samt ikke at forglemme John, om du ser ham.

Jeg skal – om Gud vil – ud med «Sleipner» i mai. Berglioth er i Kr.ania; et brev fra far ligger her og venter paa hende; vi ved ikke hendes adresse. Hun kommer hid igjen.

Haaber det gaar frem fremdeles i Kr.sand. Vi har glædet os meget her ved at høre fra dig. Vi har fortsat med bønnemøder, og kraften er mægtig tilstede. Br. Berg er nu rolig; thi han har havt et syn forleden nat – lys vaagen kjendte han Aandens kraft trykke sig fra venstre skulder og tvers igjennem legemet; han saa sit eget legem tilslut som et hylster (lerkar). Nu venter han taalmodig og lader Gud danne sig til lerkar. Ellefsen beder om visdom og er trøstig og glad.

Nu faar jeg slutte. Hjertelig hilsen fra din i Christus altid forbundne

3/3 søndag

Idag kl. 4 har vi møde hos os. Vil du beholde kraften, saa hold dig ren og modarbeid ogsaa blandt dine venner den aand som vil ansees for at være noget i denne verden.

Guds kraft ytrer sig sterkest, naar du vidner mod forsamlingen.

Naar sandheden bliver altfor nærgaaende, da skriger man, og famler efter sangbogen.

Christi lidelser gjør sterk, og fuld hengivenhed uovervindelig, man beskjæmmes ikke i porten. – Haleluja.