Just som jeg stod og skulde gaa paa kontoret idag, fik jeg dit brev. Det var med spænding, jeg aabnede det; men ved at læse det, begyndte mit hjerte at juble af fryd, og jeg kunde ikke holde graaten tilbage. Jeg takker Gud og priser hans hellige navn, fordi han i sin naade ogsaa har skjænket dig denne herlige gave, som er mægtig at bevare og tilfredsstille alle vore behov i hvile. Stor er denne gudfrygtighedens hemmelighed: Gud aabenbaret i kjød. Dersom Christus er i eder, da er vel legemet dødt formedelst synden; men Aanden er liv formedelst retfærdighed. Røsten er Jacobs – men hænderne er Esaus. Det indvortes menneske bør det at vokse og det utvortes at gaa tilgrunde. Høis. 1, 5. Sort er jeg, dog yndig, I Jerusalems døtre, som Kedars telte, som Salomos telttepper. Lerkaret er sort; men skatten indeni karet er yndig. 1ste Kong. 8, 12. Da sagde Salomo: Herren har sagt, at han vil bo i mulmet. (Han bodde før i telte.) Kedars telte var af sort haardug, siges der.

Christus er bleven omskjærelsens tjener for Guds sandruheds skyld. Han omskjærer hjertet og afskjærer alle broforbindelser, for at vi skal lære at sande, at det gjælder kun en ny skabning i Christus; det gamle er forbiganget, og alt er blevet nyt.

Jeg ved næsten ikke, hvad jeg skal skrive nu; thi du har jo selv salvelse af Gud, og salvelsen skal lære os alt og minde os om alt, hvad Jesus har sagt; og han skal tage af mit, siger Jesus, og forkynde eder. Det er ikke noget rigtig daarligt oplag den tager af, naar den tager af Christus; thi han helligede sig selv, for at vi ogsaa i sandhed skulde vorde hellige. Hvor underlige ere Herrens veie med os, han fører os ned, dybt ned, og han løfter os op. Han lader os prøve vor styrke paa lovens hellige bud, for at vi skal lære at kjende os selv som uduelige til alt godt; men dette gjør han for at synden skal blive kjendt (synden i legemet, vor fordærvede natur), men der hvor den er bleven kjendt, der er naaden end mere bleven kjendt. Da vi var i kjødet, bar vi dødens frugt; men nu har vi gaaet ud af døden og ind i livet for at bære frugt til et evigt liv. Aandens sans er liv og fred; kjødets sans er døden. Saamange som drives af Guds Aand, disse ere Guds børn; men Aanden driver os i lovens Aand; derfor fuldbringes lovens fordringer i os, som ikke vandrer efter kjødet; men efter Aanden. Rom. 8, 4. Ligesom nu Christus er bleven i os til retfærdiggjørelse, saa vil han ogsaa, naar vi vandrer i Aanden blive os til helliggjørelse og tilslut forløsning.

Dersom der er nogen formaning i Christus, saa vil jeg minde dig om 1ste Johs. 2, 24. Hvad I have hørt fra begyndelsen, det blive i eder!

Jeg hilser dig i Christus med Ordspr. 4, 10 og ud kapitlet. Læg dig disse ord nøie paa hjertet. Nu har du fred, ja den fred, som overgaar al forstand; men vil du beholde denne, saa hold dig beredt til krig; sæt paa dit hoved saliggjørelsens hjelm, omspænd dig med sandhedens bælte, tag Aandens sverd, vær snar med fødderne i evangeliet, og grib til alt dette troens skjold, hvori Satans gloende pile maa udslukke. Slig rustet kan du modtage fiender af enhver art. Selv den store hob, som du talte om kom imod dig, maa vige for saadan montering; thi som skrevet staar, Ordspr. 25, 26: Som en grumset kilde og en fordærvet brønd er en retfærdig, som giver efter for en ugudelig. Du har ikke lov at give efter; men man kan være snart velvillig ligeoverfor sin modstander, som skrevet er; men aldrig give efter. Jeg har seiret og I skulde seire, heder det.

Hils dine venner og veninder, som har samme dyrebare tro. Maa Gud give eder naade og fremgang i friheden; at I fremdeles kunne skue ind i frihedens fuldkomne lov og blive ved dermed; thi da bliver man ikke blot en glemsom hører, men gjerningens gjører. Han er mægtig at bevare eder ustraffelig til sin egen dag.

Johannes siger flere steder, at han ikke vilde skrive mere med pen og blæk; men han haabede snart at komme til dem for at tale mundtlig. Maaske Gud kunde gjøre det saa ogsaa for mig; ja, jeg ved han kan; hans vilje ske ogsaa i dette.

Ordspr. 20, 6. Mange mennesker raabe høit, hver om sin kjærlighed; men en trofast mand – hvo finder ham?

Saa faar jeg da slutte for denne gang med at bede dig hilse hjemme. Jeg maa atter sige dig, at jeg glæder mig uudsigelig over, at du ved Guds naade er kommet til hvile i Gud. Vi gaar ind i hvilen, vi som tro.

Din i hvilen arbeidende og i friheden pligtende broder

Ordspr. 29, 25. Menneskefrygt fører i snarer, men den som forlader sig paa Herren bliver bjerget.