Dit meget kjære brev har jeg modtaget, tak for samme. Vi har havt nogle vidunderlige bønnemøder her paa Horten. Jeg bad Gud om at faa tale med tunger – om det var hans vilje – og 28/1 om aftenen ved 11 tiden kom Aanden over mig, og mine kjæver arbeidede og tungen talede et vidunderligt sprog. Siden har jeg været paa armeen, hvor der har været store møder, og Gud gav mig ogsaa der at tale med tunger. Da folk hørte det, løb de sammen om os, nogle begyndte at græde og der blev en stor forundring over den hele forsamling. Major Klingsaid i Frelsesarmeen har faaet en profetisk gave, saa han taler profetiske ord, saa som: Bekjend din synd, bekjend din synd, bekjend din synd. Dette raaber han, saa sveden rinder ham om kinderne. Eller ogsaa raaber han ud en anden sætning saa høit han orker. Vi havde eftermøde iforgaars, og Guds Aand kom over kapteinen, saa han faldt bagover saa lang han var paa ryggen og skreg af alle kræfter. Siden har han fortalt, at et stort lys aabenbarede sig for ham og en usynlig kraft greb ham i begge skuldrene og trykkede ham ned; men en saadan herlighed havde han ikke kunnet tænke sig. Br. Berg og Ellefsen samt flere er meget sterkt under Aandens rensende kraft. De faar det med at gjøre op gammelt og paa den maade rense sig.

Jeg er glad for, at Gud har givet dig visdoms og aabenbarelses Aand i sin kundskab; og at du er kommen saa meget til selvstændighed i Christus, at du forstaar og tør forstaa og bedømme dette. Jeg har ofte tænkt paa, hvad sæbesyder Tønnesen svarede dig: at naar man kaster sten i en flok hunde, saa skriger den, som bliver truffet. At du ved dette svar kom i knibe, kan jeg ikke fordrage; thi jeg faar ondt, naar nogen af de, som har faaet Aandens salvelse skal lide overlast. Men havde ikke dine tanker været optaget med at finde en udvei for at bjerge dig ud af en vanskelig situation efter kjødet, saa havde du nok fundet udvei; thi hos den Herre, Herre er der udgang baade fra døden og alle mulige slags kniber.

Jesu sindelag var at lade de smaa hunde faa brød; men naar man lader dem faa stene og det til og med kaster stener og fryder sig, naar en af dem begynder at hyle, da maa jo vedkommende være godt paa afveie. Og bare det, at han kaldte – eller sammenlignet dig med en hund – tydet jo noksom paa, at han umulig kunde sætte dig i kjærlighed høiere end sig selv; men han sad selv paa pidestalen og kastede sten i hundeflokken.

Det er smukt at tie, naar man kan vinde vedkommende; men det er smukt at svare en daare efter hans daarskab, at han ikke skal vorde klog i sine egne øine. Du vilde maaske have moro af at se indom Horten og se Christian og Johanne, det skulde være morsomt, om du kom en tur. Vi har plads nok i stuen, og br. Ellefsen og Berg vilde sikkert glæde sig ved at faa tale med dig. Du kan tro det er rare folk her; det er ikke som i Kr.sand. Br. Aanensen har været hos Rasmussen paa møde, skriver John, og da han ikke deltog i brødsbrydelsen, blev der en knude paa traaden; men Aanensen havde forsvaret sig med sagtmodighed. Du er saa fuld, at hjertet maatte, hvis du skulde have mere, udvides. Ja, det kan nok udvides; men ikke kan denne udvidelse maales med en krumpasser; thi Christus bærer et almindeligt legeme som vi; men endda, det er saa lidet, saa bor dog hele guddommens fylde legemlig i ham. Hvad aandelige naadegaver angaar, saa bør man jage efter kjærlighed og i kjærligheden tragte efter naadegaverne; thi det er den ypperligste vei. Paulus kunde irettesætte tungetalerne, naar de var uforstandige; thi, pointerte han, jeg taler mere med tunger end I alle osv. Altsaa vil ogsaa visdommens aand lære os, at naadegaverne er nyttige paa mange maader.

Kjærlig hilsen til dig fra din broder