Den bog Aksel sendte har jeg modtaget. Hils ham og sig ham saa mange tak for bogen. Aksels tanke var god, da han sendte bogen, og denne hans godhed regnes ham tilbedste; men selve bogen var tung; først det sidste af bogen var noget bedre. Forfatteren anvendte en uhyre flid, og meget arbeide lagde han i bogen, men det var menneskelig fornuft, som for det meste skulde forklare sig «om livet». Anderledes er det at forkynde «livet». Hvor dumt og tørt og tungt og aandsfortærende at læse alle de opsatte punkter, som de sætter op. Min aand rent fortæres inden i mig af hunger. Det er skjelden at finde en god bog.

Den falske frie aand er uhyre utbredt i vore dage. En mand i 60 aars alderen sat igaar i 2den etage en lang stund og prækede tilsyneladende med stor kundskab og en stor indsigt; men hans lærdom førte ikke til gudfrygtighed, og derfor var det ikke Christi lærdom. Jeg sad og hørte paa ham med stor interesse for at lære humbugen bedre at forstaa; men jeg kunde ikke bare mig for at sige ham imod. Du skulde aldrig hørt paa magen til menneske til at udlægge, han kunde skrifterne udenad i massevis, og han paastod i mange aar at have læst med nidkjærhed og grublet for at erholde, hvad han var kommen til. Jeg talte til ham om Christi lidelses samfund; men det slog han klogeligen bort; thi i dette steiler alle Christi korses fiender.

Han havde større lys, sagde han – end apostlerne.

Oskar Kristiansen, som engang havde det godt, talte jeg med ganske nylig; han var nu borte i vind og veir aldeles. Slige mennesker er 2 gange døde og oprykkede med roden. Det er farligt at blive oprykket med roden; man mister da alt fodfæste og al lov, og er som en vildfarende stjerne for hvem mulm og mørke er bevaret til evig tid. Man seiler om uden nogen lov; man er frigjort fra synden og er ogsaa frigjort fra loven og har udslukket Aanden, saa man er ogsaa frigjort fra Aandens lov. Man er bleven en falsk fri Aands bytte. Først var man død i synder og overtrædelser, og nu er man død ved at udslukke Aanden. Altsaa 2 gange døde og oprykket med rod. Verden er ikke oprykket med rod; thi Aanden overbeviser dem om synd, retfærdighed og om dom; men disse mennesker er frigjort fra al overbevisning, derved er de oprykket med rod. Manden igaar sagde, at der ikke fandtes lov i verden og derfor heller ingen synd; heri modsagde jeg ham paa det kraftigste; men kraft var han for kraftesløs til at forstaa sig paa; men ord havde han i massevis. Djevelen var god og synden god, sagde han; heri modsagde jeg ham ogsaa. Men det var egentlig nogle kvinder han talte med, saa han brydde sig ikke om mig. Apostlerne talte løgn paa flere steder, sagde han, og nu var verden gaaet slig frem, at man kunde forstaa, hvori de snublede. Jeg fortalte ham om, at Gud var igaar og idag den samme, ja til evig tid; og det var aabenbarelse af ham apostlerne havde, og det har vi, saa tidsintervallet ingen rolle spillede. Han havde udgivet en bog, som Pauline kjøbte. Kun den, som kjender retfærdiggjørelsen i Christus har kjendskab til de falske frie aander.

Saa er det kampen mod verdens herrer. Denne kamp bliver værre og værre. Det er aldeles umuligt at vige en haarsbred, hele indvolden vidner mod dem. Jeg har bedet Gud om, at ingen maa faa kuet min aand; at han maa lade mig seire i alle ting. Idag har jeg været alene paa korpskontoret og havt meget at bestille, korpssergenten har ferie nogle dage. Jeg følte en rasende kamp mod korpschefen; han har en stiv menneskelig aand og en aand, som vil nedtrykke; men Gud gav mig kraft til at staa ham imod og ikke vige en haarsbred med underdanighed – kun udførte min tjeneste. Denne seier gang efter gang over disse tyraniske herrer er mig til stor glæde, og Gud være lov og tak, som altid giver os seier ved Jesus Christus. Det er umuligt at forklare denne kamp og denne seier; men Gud leder mig bort i hænderne paa de værste vi har i marinen, for at jeg skal oplæres. Jeg skjælver rent til at begynde med, men naar kampen først er kommen igang saa bliver jeg ganske rolig og stille, og selv om da djevelen brøler, saa magter de intet. Selv kommandørkaptein Kielland har ikke lyst til at tale med mig nu. Han bare gjør tegn til, at han ikke ønsker at gaa videre med nogen ting; bare den overfladiske tjeneste. Saaledes føler jeg mig som et forstødt vrag; men trods det, saa kan ingen rokke, hvad Gud har givet mig. Gud ved selv, hvortil alt skal tjene, og min aand har mest lyst til at knuse og fortære og tilintetgjøre den aand de regjeres af. Derfor bliver der kamp. Ingen forstaar dette, naar jeg fortæller dem om min kamp; de synes bare det er noget rart.

Jeg tænker ofte paa Aksel; han maa have en stor kamp at gjennemgaa; det slaar ikke feil. Maa Gud give ham seier i denne. Det er en haard proses at gaa igjennem, naar man tages ret ud af verden og skal dannes til et ærens kar. Gud har saa vældig knust og smaastødt mig, at jeg har en ikke ringe erfaring i dette. Han har knust mig mellem to møllestene. Han har dræbt mig med sin styrke; han har ikke sparet, saa smertene i mit indre har bragt mig til at afstaa fra synden. Den, som har lidt i kjødet, har ladet af fra synden. Men det underligste er: Den kraft, hvormed han knuste mig er bleven hos mig som min eiendom. Kan nogen forstaa sig paa slig forunderlig behandling? Dit sidste brev var greit. Maa Gud give, at du tiltager i nidkjærhed og i visdom; thi vor Gud er en nidkjær Gud.

Saa faar jeg slutte for denne gang med en hilsen i Christus.

Aksel skulde jeg have lyst til at tale med; maaske Gud vilde give mig ord at sige, som kunde frie ham fra nervøsiteten og sætte hans sind ind i frihedens lov, at jubelen kunde fortrænge overanstrængelsen og hvile og tillid læge saarene. Dette er min tjeneste i Christus; jeg har ikke taget denne bestilling af mig selv, men han som for op og gav menneskene gaver, har skjænket mig det. Min bestilling er ikke at predike evangelium; men kun det, som Gud giver.

Eders