Blant skrivesager mange
papir ei findes kvar,
bliv derfor ikke bange,
jeg tager, hvad jeg har.

Br. Brungot er reist til Amerika. Kristian og jeg var nu i form. oppe hos hans hustru og svigerforældre. Brungot seiler med en lystjot som matros og har ca. kr. 130,00 pr. maaned, kost og klær. Han arbeidet paa verftet her og var reserveuoff. med Viking ifjor under mob. Det var en smidig fyr Brungot, han havde stor indsigt i Guds kundskab og var svær til at synge ud, naar det gjaldt. Skrev godt for sig. Han skrev i avisen om fiskerier og om udskedningen paa verftet. Han blev udskeet og havde intet at bestille her hjemme.

Br. Berg er ude 1 maaned paa «Kong Sverre». Br. Ellefsen (underkanoner) gaar teknikeren, men er nu hjemme i Grimstad. Ellefsen er en af de stille i landet. Han og hans hustru har annammet, hvad vi har selv annammet, og de fryder sig og er komne til støhed i troen. Broder John skriver ofte fra Danmark. Han gaar dernede alene – ingen forstaar ham; men han er i fred.

Gud giver os altid en og anden at tale med; dette er ogsaa et arbeide i Herren. Der er en her og en der, som gjerne vil tale med os, og det er en jubel, hver gang vi træffer en saadan; thi af dem er der ikke tykt. Br. Berg og jeg har havt store brydninger indbyrdes, og disse brydninger maa have udbrud. Det har da brudt ud i dette:

Br. Berg er af den forstaaelse, at Jesus, da han gik hernede ikke havde begjærligheden at kjæmpe med. Han mener, at Jesus ikke havde den arvelige synd i sit legeme. Og jeg mener, at han havde den; men at han stedse vandt seier over den. Enhver fristes, naar han drages og lokkes af sin egen begjærlighed; og Christus blev fristet. Fader ske ikke min vilje, men din. Her ser vi, at han havde en vilje, der var mod Guds vilje og som han formedelst Aanden fornegtet. Det, som var loven umulig, idet den var kraftesløs formedelst kjødet, det gjorde Gud, da han sendte sin Søn i syndig kjøds lignelse og for synden skyld og fordømte synden i kjødet. Det var synden i kjødet – i Christi kjød – som blev fordømt. Nu er den samme synd fordømt i alt kjød, derfor overbevises verden om dom, fordi verdens fyrste er dømt i kjødet. Br. Berg siger, at fristelsen kom til Jesus udenfra og at synden blev lagt paa ham udenfra. Dette høres vel smukt ud, og slig forstaaelse har de fleste, før de har tænkt noget større paa det. Men Christus var dog kvindens sæd og som saadan havde han noget i sig at fornegte. Han blev lydig indtil døden, ja korsets død. Han lærte – skjønt han var Søn – lydighed af det han led, og da han blev gjort fuldkommen blev han alle dem, som ham lyde aarsag til evig frelse. Overalt, hvor der kan være tale om lydighed, maa der være tale om selvfornegtelse – og hvor selvfornegtelse, der er synd; thi den, som ikke har dette – har ingen ting at fornegte. Seier over synden i kjødet maatte til, og det skeede i Christi legeme; thi der blev ikke funden svig i hans mund. Der er meget at sige om dette. I Hebr. 4, 15 staar, at Christus er prøvet i lighed med os i alle ting, dog uden synd. Heraf sees, at han ikke syndet, men stod prøven; men for at prøves i lighed med os maatte der i ham findes det samme begjær som i os, ellers kunde han ikke prøves som os. Loven kunde kun naa synden udenfor legemet; men Christus knuste synden i legemet. Derfor hører legemet Herren til. Men han paatog sig alle vore misgjerninger, straffen laa paa ham, at vi skulde have fred. Dog, enten jeg slaar i hjel 1 eller 1000, saa kan jeg ikke mere end miste et liv. Saaledes ogsaa med Christus; han led, hvad et legeme kunde lide; men ikke kunde flere milliarder menneskers lidelser komme paa et legeme. Deri tager man feil. Johannes og Jacob skulde døbes med den samme daab og drikke den samme kalk som Christus. Om vi tænker os en jord faar indestængte af 4 tykke murvægge; saa bryder et af faarene hul i væggen og løber ud. Ved selv at komme ud den vei, skaffer den jo adgang for alle; thi alle kan gaa i det samme hul. Men findes der nogen stivsindet buk, som ikke vil gaa akkurat den samme vei, saa faar den dø, hvor den er; findes der nogen, som ikke tror, at der er aabning, saa faar de dø i sit fangenskab. Saaledes er ogsaa Christus bleven døren til faarefolden. Ud igjennem ham maa vi, hver og en personlig. Paa denne maade er han hele verdens frelser. Vi har adgang gjennem forhænget, det er hans kjød. Nu forstaar vi ogsaa bedre, hvordan han kan kalde os brødre. Adam syndede og ved den enes fald kom fordømmelse over alle mennesker. Saaledes kommer ogsaa formedels ens lydighed livsens retfærdiggjørelse over alle mennesker. Man ærer ikke Christus ved at stille ham op som èn, der ikke har havt det som os. Men nu arvede Christus synden frivillig; han holdt det ikke for et rov at være Gud lig; men han fornedrede sig selv og blev os lig. Dersom jeg fornedrer mig til at blive skopudser, saa faar jeg være skopudser og finde mig i at blive seet ned paa, som man gjør med skopudseren. Om jeg fra skopudserstillingen kan bane mig vei derfra til noget bedre, saa har jeg jo derved brudt en bane for alle skopudsere; thi kan en gaa, saa er der muligt for alle. Christi verk er et dybt verk, hvori englene begjærede at skue ind. Det er ikke at forundres over, at man kun forstaar lidt ad gangen. Altsaa forstaar jeg det slig, at Christus blev regnet for en overtræder og døde som èn – ikke som alle – men at vi kan dømme slig, at er èn død for alle, da ere de alle døde. Slig syndede ogsaa èn for alle. Alle har adgang at passere den samme vei – han er veien –. Ved den enes død er adgang og udpassage fra døden. Hos den Herre, Herre er udgang fra døden. Ud i den samme daab og den samme kalk maa vi alle, som frelses vil. Derfor heder døden Christi død; denne død (port) maa passeres; og man slipper ikke igjennem uden at have betalt endog den sidste vid.

Christian, Johanne, Pauline og jeg lever vel. Vær paa det bedste hilset

Eders søn og bror