Mange tak for dit kjærkomne brev og din pressent (sølvskje) til lille Christian. Han fik ogsaa et meget pent kjoletøi samt en pen hund af Berglioth og fader og moder. Alt sammen fik han til den 18de om morgenen. De blanke knappene havde han moro af at speile sig i kan du tro. Og saa fik han brevkort fra Selma, saa han blev vældigt overdængt paa sin første geburtsdag.

Tak skal du have, fordi du siger mig imod, naar du ikke er enig; thi derved kan man bedre faa tag i tingen. Jeg har tænkt meget paa, hvad du skrev, for end tydeligere at kunde fremstille tingen. Hvad ordet «materie» angaar, saa ved du, at vort sprog er indrettet for denne verden; og vil man tale om de himmelske ting, saa kan man ikke tale andet sprog, end det man har lært; men vi tolker aandelige ting med aandelige ord, og vi taler ikke ord, som menneskelig visdom lærer, men ord, som den Hellig-Aand lærer. Nu mener jeg aandelig talt, at «materie» og «materielt» er «noget» til modsætning af «intet», selv om materien er abstrakt f.ex. kjærlighed, retfærdighed, visdom, kundskab, osv. Altsaa bør man hengive sit hjerte til at forstaa slige ting, at man kan blive vis; thi, naar man vanskeligen vil forstaa profeti-tale, hvor meget verre da at forstaa tungetale og skrift. Nu haaber jeg, at vi er enige i disse ting, at ligesom man tænker sig jordisk «materie» saaledes kan man ogsaa tænke sig himmelsk «materie» uden derfor at tænke paa fjeld og træ og haandgribelige ting.

Det næste du talte om, var af en langt vanskeligere art, end dette om «materie», skjønt alt er ligetil nok. Du siger, at kjærligheden var før visdommen, og at Gud havde slig kjærlighed, at han benyttet midlet visdom til at udøse den ved. Dette er en meget forstandig tale, og den er vanskelig at modsige, dog kan den modsiges.

Nu er tingen den, at intet er intet. Intet kan ikke elskes eller hades, og elskov og had er for «intet» intet. Før nogen ting var skabt var Gud for intet som intet var for Gud. Gud sad i evighed inde med kjærlighed, retfærdighed, sandhed, godhed og alle gode egenskaber; men disse egenskaber var for «intet» intet. De var bundne i sig selv og kunde ikke udøses over intet. Derfor, dersom man vil tale om, hvad der er den første egenskab i Gud, saa faar man tale om den egenskab, der først er i virksomhed for at frembringe noget. Visdommen er mættet med kjærlighed, saa kjærligheden er ikke udenfor visdommen, men i den; trækker du kjærligheden ud fra visdommen, saa faar du blotte kundskaben igjen. Kjærligheden benytter ikke visdommen; men visdommen er kjærlighedens regulator. Kjærligheden er en enkelt faktor; men visdommen indeholder alle faktorer og er derfor selve livet. Det gaar an for en moder at elske slig sit barn at hun overser hans feil til skade for barnet; men en moder med visdom tugter ham i rette tid og paa rette maade.

Det var ikke kjærligheden til det, som ikke var, som bragte Gud til at skabe noget; thi Gud kan ikke elske intet. Dersom det var en saa stor trang hos ham til at faa udladelse paa kjærligheden, at han derfor benyttet visdommen, som du sagde, til at frembringe noget, saa var det nærmest for at faa tilfredsstillet en trang hos sig selv; men det var ikke af kjærlighed til det, som ikke var. Heri maa du da være enig.

Altsaa ser vi, at visdommen er for skabningen det første verk, indtil det var skabt. Thi skabningen kunde ikke forstaa eller begribe kjærlighed, før det var skabt. Heller ikke elsker du noget, som du ikke har seet eller kjendt; trods det, at du er i besiddelse af kjærlighed, der ved den Hellig-Aand er udøst i hjertet. At kjærligheden var til for skabningen, det ved jeg nu; men jeg vidste det ikke, da jeg ikke var; thi da var kjærlighed og had for mig det samme som intet; og det som var noget var dog intet for mig, som intet var. Men da visdommen dannede mig, da tændtes kjærligheden. Altsaa er visdommen moder til den skjønne kjærlighed.

Læs Jesu Siraks visdom 24. kap. og 21de vers, hvor han fortæller om visdoms lov, og hvor han siger om visdommen: Jeg er en moder til den skjønne kjærlighed og til frygt og kundskab og til det hellige haab. Dette sagde han ikke uden indsigt.

Du sagde, at kjærligheden var før skaberværket; det samme var jo tilfældet med visdom, retfærdighed og sandhed; men, som sagt er, disse ting var ikke til for «intet», som intet var. Kjærligheden blev først virksom, da visdommen havde udført verket. Visdommen siger: Ordspr. 8, 7. Thi min gane skal tale grundig om sandhed og ugudelighed skal være en vederstyggelighed for mine læber.

Ordsp. 8, 23. Jeg er salvet af evighed, fra det første, fra jordens begyndelse. Jeg (visdommen) er født, da afgrunden ikke vare, da kilder ikke vare, som haver meget vand. Før bjergene blev nedsenkede, førend høiene bleve til er jeg født. Vers 34. Saligt er det menneske, som hører mig, saa at han daglig er aarvaagen ved mine døre og varer paa mine dørers stolper.

Visdom og kundskab maa man skille skarpt mellem. Aabenbarelse i Guds kundskab gives enhver til det, som er nyttigt. Guds kundskab erlanges ved erkjendelse og beundring af det, som erkjendes, virker kjærlighed, og kjærligheden gjør at vi holder hans bud, og da bliver vi vise.

Saa har Gud elsket verden, at han sendte sin Søn osv. Guds kjærlighed gaar ud over hele verden og drager alle til Christus (Guds visdom). Ingen kan komme til Sønnen uden Faderen faar draget ham. Faderens dragelse til Sønnen sker ved en kjærlig overbevisning om synd, retfærdighed og om dom. Naar saa Sønnen har faaet tag, kan vi ved Sønnen komme til Faderen; thi ingen komme til Faderen uden ved Sønnen. Kjærligheden drager til visdommen; thi uden den, kan kjærligheden intet magte; thi Gud elsker ingen – uden den, som hænger ved visdommen. Gud i evighed har ingen kjendt uden Sønnen og den, hvem Sønnen vil aabenbare det. Veien gjennem Sønnen er visdommens skolegang og tugtens og trængselens vei. Denne vei og denne herlige dannelse er en hel hob frigjort fra og de jubler over, at Christus har lid alt, og nu kan de leve efter kjødet, saa hart de kan. Søndag aften hørte jeg paa et møde en juble over, at Loths hustru var bleven en herlig saltstøtte. Skulde du ha hørt magen. Og feilen er, at de som hører paa dem ikke kan sjelne sligt ud. Alle mennesker er frelste, siger de, saa nogen omvendelse trænges ikke. Paa det samme møde aflagde jeg et vidnesbyrd; men de lod sin uvilje mod mig tilkjende ved lyd bag min ryg; og de, som talte efterpaa gav tilkjende, at jeg befandt mig i mørke og synd. Saa du forstaar, at jeg er vandt ved modsigelse af alle slags, og jeg kan sandelig ikke rose mig af at have saa mange paa min side i denne verden. Dog Guds fred er i mig, og den bevarer mig fra alle Satans kundstgreb og redder mig ud af mine modstanderes haand, og de, som jubler over sin frihed i kjødet skal beskjemmes.

Hils hjemme og skriv snart «mere om dette», som du sagde.

Din broder

Christian og Pauline takker dig saa meget for din smukke pressent.

Jeg har i eftermiddag sendt bogen til fader. Læs den, du kan tro der er meget at lære. Den er gammel og forlagt, men det gjør intet.