Mange tak for dit kjære brev, som jeg modtog idag. Du taler deri om kjærligheden, at den er hode for baade visdom og kundskab. I dette kan jeg ikke være enig med dig, skjønt jeg forstaar, at du mener det sundt og godt.

Gud maatte ved visdommen skabe alle ting, og da tingene vare skabte, da saa han paa dem og saa, at de var saare gode, og da kom kjærligheden. Altsaa er visdommen moder til kjærligheden, som skrevet staar i Apokryferne. Gud kunde ikke vise sin kjærlighed, før der var noget materielt at vise den paa; men for at frembringe noget, der intet var, maatte det skabes og dannes ved visdommen. Gud er kjærlighed staar der; ja slig maa han forklares os, at vi ikke skal være bange for ham; og hans nærmelse til os er ved kjærlighed. Dog skal vi huske, at vi er dannede af jord, saa visdommen behandlede os, før vi fik kjende kjærlighedens varme.

At kjærligheden overgaar al kundskab, deri er vi enige. Thi kundskab er ikke livet, men visdom er selve livet. I Christus er alle visdommens og kundskabens skatte skjulte staar der. Dette vil sige: Christus er Guds visdom, saa det er ikke det, der menes; men menneskenes ervervede visdom og kundskab er opbevaret i Christus; dette er de samlede skatte, som møl og rust ikke kan fortære. Visdom afføder kjærlighed; thi naar man faar grundig indsigt i sin egen daarlighed, saa er det det første skridt til visdom, og dette første skridt virker saa kraftigt, at man uvilkaarlig tilgiver og glemmer ogsaa sine næstes feil; thi man erindrer, hvor fæl man er selv. Saaledes afføder visdom kjærlighed. Visdom gjør os saa lykkelige, at vi ønsker alle mennesker skulde blive det samme. Altsaa er visdommen moder til kjærligheden. Guds kjærlighed bringer os til at hade og foragte os selv formedelst vor egen haardhed til modsætning af Guds uendelige kjærlighed. Men dette kjendskab til egen daarlighed er det første skridt paa visdommens vei, og at man faar had til sig selv bevirker atter at man faar kjærlighed til kjærligheden.

Gud findes ikke samlet i det gode; men han er godheden. Om man tænker at gribe ham i det herlige, saa er han ikke delt; thi han er herligheden.

Kun disse faa linjer for at klargjøre mellem visdom og kjærlighed. Kjærligheden tager man storlig feil af; thi den almindelige mening om kjærlighed er, at den ikke straffer ondskab, ser igjennem fingrene med et hendalende liv til verden og ugudeligheden. Den, som straffer dette, bliver betragtet som ukjærlig og vrang. Fru Rasmussen sagde at hun havde liden kjærlighed til mig, fordi jeg sagde hende imod og ikke holdt hende for profetinde, som jeg hørte hun skulde være. Jeg spurgte da, om hun havde kjærlighed til fader. Nei, det havde hun heller ikke slig, som til mange andre, skjønt ingen i hele byen stemte med hende i lære, som han. Skulde du hørt magen til lære i dit liv. Mon ikke slig lære, som bringer ukjærlighed ikke er af en fader djevelen. Naar man oplyser om dette, saa bliver man holdt for at være ukjærlig. Mon ikke kjærligheden glæder sig ved sandhed? Derpaa kjende vi at vi elsker Gud, at vi elsker brødrene; men nu elsker fru Rasmussen mig ikke, og hun tror dog, at jeg er en broder, selvfølgelig maa der være noget galt hos hende; thi hun magter intet mod sandheden, og det er ikke det behageligste. Vogt dig for slig religion. Sky saadant.

Din broder