Guds naade og fred i Christus Jesus vor Herre. Ingen magt formaar at sønderslide det baand, der af Gud knytter os fast til Sønnen. Hans krafts virken i os er til et evigt liv. Hans tjeneste i os er midlertjeneste, at Guds natur saa sagtelig skal komme over os og i os ved erkjendelse af ham, som kaldte os med et helligt kald. Guds ord er ikke dødt, men levende; derfor kan Guds ord kun tales af levende. Den Aandelige døde kan nok læse indenad i bibelen, men han kan ikke tale levende ord. Den anden Adam er bleven til en levendegjørende Aand; men dette havde han aldrig blevet, dersom han ikke havde tilintetgjort synden ved død, og tilintetgjort døden ved liv. Derfor er det en nødvendighed, at hans verk sker i os; saa synden i os kan tilintetgjøres ved død, og døden tilintetgjøres ved liv. Kun paa denne maade gaar i opfyldelse, hvad som skrevet er: Vi hengives stedse til døden for Jesu skyld, at ogsaa Jesu liv kan aabenbares i vort dødelige kjød.

Det er en vederstyggelighed og en stor feighed at skrige og jamre sig, naar ære og liv i denne verden skal gaa, thi livet fremsprudler derved og giver en usigelig trøst i trængselen; men trængselen gjorde nytte derved, at Satans fristelse til hovmod formedelst det lys, som var i det erholdte liv, ikke kunde faa magt formedelst lidelse. Derfor heder det: Dersom vi lider med ham, saa skal vi ogsaa herliggjøres med ham.

Kundskab bringer smerte, men smerte bevarer fra hovmod; men naar smerten har kulminert afføder den død, men døden afføder visdom; men visdom er lys, og i lyset er livet. Du daare, det du saar bliver ikke levendegjort, dersom det ikke dør. Døden er nødvendig for at kundskaben om godt og ondt skal blive fuldkommen. Først ved døden har kundskabens træes frugter gjort sin fuldkomne virkning, og vi har ret til at æde af livsens træ og leve evindelig. Førstegrøden er Christus, dernæst de, som hører ham til i hans tilkommelse. Ligesom Eva var tagen af Adam; saaledes bliver vi tagen af Christus, saa vi er kjød af hans kjød, og ben af hans ben; derfor skal vi, som Christi brud, kaldes for mandinde; thi vi er tagen af manden. Ligesom Adam blev skabt først og dernæst kvinden, saaledes er ogsaa nu Christus bleven førstegrøden; dernæst de, som hører ham til i hans tilkommelse. Men ligesom al førstegrøde er kraftigere end anden grøden, saaledes er ogsaa manden kraftigere end kvinden, og Christus kraftigere end bruden. Men heraf fremgaar atter at ingen kan blive større end sin mester.

Hvad vi først og fremst har at sørge for er, at vi ikke unddrager os Guds naade; men at unddrage sig naade er at unddrage sig lydighed og lidelse. Intet væsen slipper ildovnen; vil man ikke spadsere ind i den frivillig, saa faar man ingen naade. Forundre eder ikke over den ild, som kommer over eder til en prøvelse. Dersom man finder prøvelsen haard, saa er fælles sjæbne en trøst, og at sjæbnen er fælles ser vi deraf, at de samme lidelser foregaar paa brødrene i verden.

Det er dyrebart og kosteligt at skrive om dette. Jeg ved om, kjære broder, at prøven – ildprøven staar foran dig – vær ikke forsagt, naar du tugtes af ham; thi han hudstryger hver søn han antager sig. Unddrag dig ikke; men taal i taalmodighed lidelse og trængsel at Guds natur kan blive plantet dybt i din bevidsthed, at du ikke blot skal blive en overfladisk person, men en Guds pille i hans tempel. Efterfølg ikke dem, der er Christi korses fiender, og som ved intet af Gud. Men lad Gud faa fuldbyrde sin operation i dine hjerterødder, at fred, fryd og visdom kan blive dit eie evindelig og altid.

Mit vidnesbyrd i Christus er dette, at jeg hader mig selv; men da jeg hverken kan leve mig selv eller dø mig selv, saa har Gud faaet tage min sorg.

Kraften, der puffer os frem i Christi erkjendelse, er nidkjærhed. Men de som sover, de sover om natten. Derfor bør de, som er dagens børn, arbeide, saalænge det heder idag. Man bør forarbeide sin saliggjørelse med frygt og bæven, idet man ihukommer, at Gud er den, som virker i os baade at vilde og udrette. Derfor er det for os at være lydige Guds røst; det er den eneste maade vi kan forarbeide vor saliggjørelse paa. Men sligt arbeide er troens frugter til modsætning fra lovens gjerninger, der er trældom.

Intet mørke er lys, dog forherliger mørket lyset; men derfor skal mørket ikke æres fremfor lyset; thi lyset er saa meget kraftigere end mørket, som det, der intet er, er svagere end kraftens Fader. Saa slutter vi heraf, at naar vi har kamp mod mørkets magter, saa kommer det kun deraf, at vi i os selv er mørke, og at lyset, der saa sagtelig kommer frem, dræber mørket i os. Dette tab af mørke kalder vi for kamp mod mørkets magter; men sandt at sige, vor kamp er mod Gud; ligesom Jacobs kamp var mod Gud. Derfor kaldes ogsaa det lys, som aabenbares i os naade; thi vi har kjæmpet fortvivlelsens kamp imod lyset og har tabt, og dette tab kaldes naade. Er ikke dette bagvendt, synes dere. Eller er det ret, og vi er bagvendte? Ja, kroget kan ikke være ret, derfor har Gud bestemt sig for at skabe noget nyt, og det er kun det nye som gjælder.

Lev saa inderlig vel. Hils hjem.

Din i trængselen, haabet og herliggjørelsen meddelagtige broder

Skriv igjen.