Dit meget kjærkomne brev har jeg modtaget idag. Jeg har læst dit brev flere gange og faar det ud af det, at du længes efter mere indsigt og aabenbarelse i Guds kundskab. Du har paa følelsen, at der er mere at opnaa i Christus Jesus. Apostlerne tilhørte Gud før pinsen; men de havde ikke Guds Aands fylde i sig, som efter. Nu er du kommen derhen, at du selv siger, at du føler dig saa dum. Føler du dig dum, saa er du i den tilstand, at du fattes visdom. Til saadanne siger Jacob 1, 5: Men dersom nogen af eder mangler visdom, han bede af Gud, som giver alle gjerne, og bebreider ikke, saa skal den gives ham. Jesus havde ikke den følelse; thi han siger: Dronningen af Saba forundrede sig over Salomons visdom; men jeg siger eder, her er mere end Salomon. Elihu havde heller ikke denne følelse; thi han siger til Job: Job 36, 4. Thi sandelig, mine ord er ikke falske; en mand, som er fuldkommen i kundskab, har du for dig. En glæde er det dog, at du forstaar, at du fattes visdom; thi de fleste er vise i sin uvidenhed. Se Johannes Aab. 3, 17. Efterdi du siger: Jeg er rig og har overflod og fattes intet, og du ved ikke, at du er elendig og jammerlig og fattig og blind og nøgen. Derfor er det bra at vide om, at man fattes visdom; thi det er kun den, som ved om, at han fattes noget, som kan i sandhed bede om noget. Guds ord er levende. Men nu ved du ogsaa, at Gud giver gjerne og bebreider ikke. Dette er en herlig udvei fra dumheden, som du nævnte.

Jeg for min del fik fred med Gud 17. mai 1898. Jeg havde det godt; men jeg vidste ikke om, at jeg manglede den forgjættede Hellig-Aand. Den var ikke endnu falden paa mig, Se Ap. gj. 8, 15, 16 og 17. Aanden fik jeg først 2,5 aar senere. Først med den blev skrifterne levende, saa det blev med mig, som med de to Emaus vandrere: hjertet brænde i mig, naar Guds Aand udlagde skrifterne for mig.

At dette stemmer med skrifterne vil du videre se af Efeserne 1, 15 og videre. Her var nogle, som havde faaet troen, se vers 15; men endda holdt Paulus paa at bede for dem, vers 16 og 17, at vor Herres Jesu Christi Gud, Herlighedens Fader, maatte give dem visdoms og aabenbarelses aand i hans kundskab. Her kjender du dig igjen, kjære Aksel. Dersom du havde faaet denne Aand, saa vilde du umulig kunde sige: Jeg føler mig dum; thi den som har salvelsen af ham, kjender alle ting. Det skulde være morsomt at tale mundtlig om disse ting; thi jeg tror, du har et oprigtigt sind mod Christus. *

Spørgsmaalet er, om du er kommen alt tilkort. Om du har lagt alt paa hans alter og venter paa hans ild. Om du er ler og han pottemager: Om han faar danne dig, som han vil. Du kan ikke greie at leve, som en kristen; det vil bare være hykleri at forsøge. Du kan aldrig blive ren og from og god. Du er svart som sot og raadden helt igjennem. Alle dine bedste gjerninger er som et besmittet klædebon. Underskriver du alt dette? Ja, svælg disse piller og lad dem virke dødsdommen i dig; og læg haand paa din mund og forsøg aldrig at svare. Loven er kommen til for at hver mund skal tilstoppes og al verden blive skyldig for Guds domstol. Tror du ikke at ogsaa din mund er indesluttet her, eller vil du forsøge at klyve andetsteds over? Her er døren. Jeg er døren siger Jesus. Er vi døde med ham, saa tror vi ogsaa at skulde leve med ham. Der er kun ett liv til, dette liv er Christus. Christus i eder, herlighedens haab. Hans liv skal leve i os, og vort liv skal dø. Vort liv i denne verden skal ikke gaa og henge paa hode og agere kristeligsindet. Det skal dø. Ham bør det at vokse, men mig at forringes. I ham er alle visdommens og kundskabens skatte skjulte. Ingen farer op til himmelen uden den, som for ned fra himmelen; Jesus Christus, som er i himmelen. At have dette klart er en uhyre stor glæde.

Du som træller og strir ei annerledes blir, gaa idag over floden Jordan. Er du kommen over det Røde hav og frelst fra Egypten og Egypterne, saa gaa ikke 40 aar i ørken i lange elipser; men sæt kursen for landet med en gang; thi der er drueklaserne store. Jeg tviler ikke paa at du har faaet dine synder forladte; men naar du skal leve videre, saa kommer du til kort. Israels børn kom ikke ind i dette land formedelst vantro, ligedan er det nu. De fleste kristne holder sig rundt Sinai og studerer lovtavler. Men da budet virker vrede, saa bør man holde sig langt unda slige mennesker. Annerledes er det med de i landet. De gaar rundt Jericos mure og synger haleluja saa murene ramler. Og de svære kjæmper fordufter. De bærer sine lys i lerkar, de sønderslaar krukkerne og fienden tager benene fat, hvortil han ogsaa er bestemt.

Ved foten af Sinai ligger en masse synagoger og i hver af dem findes altid fra gammel tid af den, som læser Moses. Men Moses’ øie bliver ikke mat og hans arm ikke veg, saalænge ikke hver tøddel i hans lov opfyldes. Her gjælder det om at drive sig, saa det kan blive noget af det. De i landet har det paa en anden maade; thi i hvile og tillid er deres styrke. Og jo mere de tror, desto mere gaar de ind til hvilen. Og da er det saa besynderligt, at de hviler fra sine gjerninger; de samme gjerninger, som Moses krævede til blodet. Dette er da underligt. – – – Men saa maa det jo gaa i opfyldelse, at loven er vorden vor tugtemester til Christus. Men efterat vi er komne i Christus, saa er vi ikke mere under tugtemesteren. Nu forstaar vi ogsaa, at loven kun kom til, for at synden skulde blive kjendt. Gud steller alt rart. Han gjør alt saa bagvendt, eller ogsaa er vi bagvendte, som ikke kan behandles ret frem.

Saa skrev du om 2det Peter 1, 5 og flg. Ja her er en grundig skole. Vise i troen dyd, siger han. Men i dyden kundskab; man skal ikke vise sig altfor dydig; men bruge kundskab. Men naar man har faaet kundskab, saa skal man ikke strække sig for langt ud i friheden den vei heller, men være afholdende; men naar man er afholdende, saa skal man ikke blive utaalmodig, men være taalmodig; men i taalmodigheden igjen være gudfryktig, saa man helder den vei istedetfor at klage. Men i gudfryktigheden broderkjærlighed; thi man tvinges til at elske dem, som gaar samme skole. Men i broderkjærligheden kjærlighed til alle. Man entrer her skridt for skridt nærmere ham, som lader det regne over retfærdige og uretfærdige.

Du taler om ældre og yngre kristne. Jeg faar indtryk af, at du mener, at den er ung, som er 24 aar, og den er gammel, som er 70 aar. Men slig er det ikke.

Læs Visdoms bog 4, 8 og 9. Thi en hæderlig alderdom er ikke den, som har en lang tid, ei heller den, som er maalt efter aars tal. Men klogskab er det rette graa haar for menneskene og et ubesmittet levnet er den rette alderdom.

Thimotheus var ung af aar. 1ste Thim. 4, 12. Lad ingen foragte dig for din ungdom skyld. Men trods dette, saa skulde han forkynde og lære. 1ste Thim. 4, 11, 13. Læs selv. Tag dig med flid af forelæsningen, formaningen, undervisningen, indtil jeg kommer.

En arbeider (kropsarbeider) kan gjerne være 80 aar; men du, som er tandlæge, har løbet forbi ham. Du har en penere bestilling menneskelig talt. Akkurat slig Aandelig. Man kan gjerne være 100 aarig saakaldt kristen og enda vide intet om Gud; fordi den 100 aariges interesse har ikke været aandelige ting. Han har maaske været ulydig i alle de 100 aar. En ung gut derimod paa 18 aar kan have været Gud lydig og sat alt til og fundet naade for Guds øine, og bekommet visdom og klogskab fra Gud – den 18 aarige er den ældste og den 100 aarige er den yngste.

Paulus befaler Titus, der er hans ægte søn i troen, at indsætte ældste i hver stad. Titus 1, 4-5. Han bad ham tale, formane og irettesætte med al myndighed og ikke lade sig foragte, Tit. 2, 15.

Josef var den næst yngste af 12 brødre; men han var dog den ældste i klogskab. Den forlorne søn var yngst, men ældst i klogskab osv.

Nu har jeg skrevet et langt brev til dig, kjære Aksel. Maa Gud give dig visdoms og aabenbarelses Aand i sin kundskab. Se bort fra alt menneskeligt og alle fabler nedarvede fra fædrene. Tænk dig kun staaende lige overfor Gud, som den, der skal begynde forfra at lære alt af ham. Paulus vragede al sin lærdom og agtede det for skarn at være for at han kunde erholde Guds kundskab.

Skriv snart. Det er saa morsomt at høre fra dig. Lad fader læse dette brev. Hils ham og alle hjemme. Det glæder mig, at Ludvig og Berglioth ogsaa begynder at lytte.

Din i Christus

(*Her ser det ut som * har henvist til en fotnote i brevet, men denne er klippet bort.)