Det er bedre at høre den vises skjenn, end at nogen hører daarers sang, Præd. 7, 5. Sandelig, for trykkelse kan gjøre en vis galen, Præd. 7, 7. Hvo som elsker tugt, elsker kundskab; men hvo, som hader straf, er ufornuftig, Ordspr. 12, 1. En retfærdig skal ikke rokkes evindelig; men de ugudelige skulde ikke bo i landet, Ordspr. 10, 30.

Visdom er skinnende og uforvisnelig og sees lettelig af dem, som elsker den, og findes af dem, som søge den, Visdoms bog 6, 13. Jeg ved alle ting, baade som ere lønlige og aabenbare; thi visdommen, som er alles kunstmesterinde, har lært mig. Thi der er i den en aand, som er forstandig, hellig, som blev enlig til, er mangfoldig, fin, behendig, helt klar, ubesmittet, skinbarlig, uskadelig, som elsker godt, skarp, ubehindret, velgjørende, venlig mod folk, fast, tryg, ubekymret, som formaar alle ting, anser alle ting og gaar igjennem alle aander, som ere forstandige, rene, fineste. Thi visdom er den aller behændigste; den farer og gaar igjennem alle ting for renheds skyld. Visdoms bog 7, 21 og flg. Om du vil komme i besiddelse af denne aand, saa skal den møde dig paa dørtærskelen, om du lyder den, skal den berede og danne dig; men er du ulydig, da skal den forlade dig. Den bereder Guds hellige fra slegt til slegt.

Guds Aand er ikke afhængig af indgroede skikke og ceremonier; thi den er letbevægelig. Og den gjør den letbevægelig, som dannes af den. Visdommen er den, som skal regjere evindelig. Vil vi derfor komme i besiddelse af den værdighed at faa regjere med ham, saa faar vi ogsaa blive delagtig i visdommen. Christus er Guds visdom. Det verk, som er udfoldet i Christus, er Guds visdom. Visdoms begyndelse er sin egen daarlighed at kjende. Men i Christus er ikke bare visdoms begyndelse; nei, i ham er alle visdommens og kundskabens skatte skjulte. I ham bor hele guddommens fylde legemlig. Guddommens fylde er Aanden, som er mægtig at veilede os til al sandhed, men sandhedens fylde er Christus; men Christus og Faderen er ett. Christus er Midleren mellem Gud og mennesket, derfor kaldes han ogsaa «veien». Faderen er ikke «veien». Gud er en, men Midleren er ikke èns. Om vi tænker os en ung gut, som skal gaa igjennem skolen fra først til sidst for at blive professor, saa er jo ikke alle hans lærere èns; men professoren er èn. Dette billede var nok ikke saa fuldkommet; men det kan dog lede til forstaaelse. Saaledes heder det ogsaa: Ingen kan komme til Sønnen – uden Faderen faar draget ham; men den, som lærer af Faderen kommer til Sønnen. Den unge gut ser først paa professoren og sætter professorstillingen som maal; dernæst begynder han at gaa graderne hos de forskjellige lærere. Sønnen er veien til Faderen. Han er læreren til retfærdighed. Ingen kan komme til Faderen uden ved Sønnen. Den, som fornegter Sønnen, fornegter ogsaa Faderen. Christus lærer os trin for trin. Vi har adgang gjennem forhænget, det er hans kjød. Christus døde, og gjennem hans død kiger vi indenfor forhænget. Det vil sige: Vi maa dø med ham. Den, som stjal, hengiver denne begjærlighed i døden, den forfængelige hengiver sig i døden. Tobakkens begjærlighed i døden. Drukkenskabs og dovenskabs begjærlighed i døden. Paa denne maade bliver vi dannet til at ligne ham i hans død. Filip. 3.

Trællen beder om tilgivelse og tilgivelse i det uendelige, men vi derimod, beder Gud at rykke op med rod den begjærlighed, som var aarsag i synden. Derved hengives vi stedse i døden, at Jesu liv ogsaa kan aabenbares i vort dødelige kjød.

Dette er indgangen gjennem hans kjød. Hvor mange har lyst til at gaa igjennem her???? Kjød og blod arver nok ikke Guds rige; thi her kan ikke kjødets sans faa pusterum. Røsten: spar dig selv! Er altid af djevelen.

Paulus sagde med taarer i øinene, at de fleste var Christi korses fiender. Lad os altid forblive i den lærdom, som fører til gudfrygtighed, thi dette er Christi lære.

Vi kjender herefter ingen mere efter kjødet; men efter aanden. De, som ere kjødelige, kan ikke tækkes Gud, og da kan de selvfølgelig ikke tækkes os. Derfor søger vi ikke at tækkes mennesker og faa deres dakapo, ligesom verden, men søger Guds ære, og saa faar vor ære være verdens haan og spot.

Alt, som vil binde og snøre os er ikke af Gud; men af djevelen. Sønnens opgave er altid at frigjøre. Det er ikke det samme, hvordan vi farer frem i verden. Sætter jeg mig ind i en kupè, saa risikerer jeg at vognen ruller afsted med mig; men sætter jeg mig i kjælderen, saa kommer jeg nok ingen vei. Sætter jeg mig ind i statskirken, saa bærer den afsted med mig, og sætter jeg mig ind i Guds Aand, saa fører den mig. Men, at der er forskjel paa Guds Aand og statskirken, derom tviler vel ingen. Guds Aand skriver mig ind i livsens bog med den levende Guds finger; men statskirken skriver mig ind med blæk og pen i ministrialbogen ved en af sine prester. Men vi er et kongeligt folk, et hellig presteskab, et folk til eiendom, for at vi skulde forkynde hans dyder, som har ført os fra mørket til sit underfulde lys. Altsaa ser vi, at de ere prester, som ere førte til hans underfulde lys. Presterne i den gamle pakt skulde lære folket at skille rent fra urent. Ligedan nu.

Nu vil nogen spørge: Men det gaar da an at være lutheran og katolik og metodist og baptist osv., og enda være Guds barn?? Ikke driver Guds Aand mennesket ind i saadant menneskeverk; men saa mange, som drives af Guds aand; disse ere Guds børn. Vi har bekommet et rige, som ikke rystes eller gribes med hænder; men at sekterne kan rystes og gribes med hænder ser vi nok af; de ere ikke mere abstrakte, end som saa. Aanden levendegjør; kjødet gavner intet. Altsaa henhører alt sektvæsen under det, som ikke gavner. Men det som ikke gavner, er ikke af Gud.

Tal ilde til en adventist om adventismen, og han bliver rasende. Tal ilde til en metodist om metodismen, og han bliver rasende – mere rasende, end om du taler ilde om Christus. Men kommer du ud for en Jesu discipel, saa ler han, naar du river ned baade lutheranismen og metodismen og alt i hop, bare du taler vel om Jesus. Det har ingenting at betyde, siger man, hvor man staar. Men se til – om det ikke har stor betydning. Menneskene jænker sig sammen i hver sin synagoge; men I skulde udelukkes af synagogerne staar der. Det fryder mit hjerte, at ogsaa denne sandhed er bleven min del; thi jeg er bleven udelukket af alle synagoger. Og nu tilhører jeg den sekt, som alle vegne finder modsigelse Ap. gj. 28, 22 – læs dette. I denne sekt puster jeg godt og frit; thi hverken presten eller klokkeren skal tage min sjels temperatur og bedømme mig efter sine læresystemer; thi de skulde alle være oplærte af Gud. I denne sekt gjælder kun en ny skabning. Kirkens stas og prestens kors duger her intet, da ingen har de synlige ting for øiet. Ikke heller er den stor, som har læst og studert meget; men den er stor i hvem Herrens Aand er; thi Gud alene er stor og er den, som virker i os baade at ville og at udrette efter sit behag. Vore ordrer kommer ikke fra det kongelige kirkedepartement; men fra ham som har lært os at adlyde Gud mere end mennesker.

Ja, nu faar jeg slutte for denne gang. Skriv snart igjen; thi det er morsomt at høre fra dig, hvordan det gaar.

Din broder

I skulde erkjende sandheden, og sandheden skal frigjøre eder. Hver den, som gjør retfærdighed er født af Gud. Vor aand dannes ved korsets lydighed. Et kar bliver til ære, et andet til vanære. Vi faar ikke skrige og løbe vor vei, naar Gud tager i os og vil danne os. Gud sparede ikke sin Søn, men Sønnen lærte lydighed af det han led. Skal vi forenes i Sønnens død, saa maa vi forenes først i hans lidelse; dette er hans lidelsers samfund. Filip. 3. Dersom vi lider med ham, skal vi ogsaa herliggjøres med ham. Er ikke alt dette enkelt?? Gro aldrig fast i former og skikker og ydre anseelse. Kast hele «æren» over bord; saa vil Gud lære dig og undervise dig og give dig ære. Thi den, som Gud ærer, han holder prøven. Ja, det er mange ting at tale om, kjære Aksel; men vi forstaar stykkevis og profeterer stykkevis. Men at profetere er at tale i aanden og med forstanden.

J. O. S.