Dit meget dyrebare brev modtog jeg idag. Jeg ser deraf, at lyset skinner klarere og klarere imod høilys dag. Gud er et lys, og der er aldeles intet mørke i ham. Han bor formedels troen i hjertet, og derfor bliver der lys derinde. Men lyset indeholder ogsaa varme; derfor bliver der lys og varme i hjertet. Naar vi da til alt dette er plantet ved vandbække, saa vokser vi nok den vækst, Gud giver – uden nogen bekymring. Hvad du skrev om Guds Aands overbevisende arbeide var ganske klart. Hos synderen virker denne overbevisning smerte – dyb smerte – indtil man mister livet, men da finder man ogsaa livet – det evige. Naar vi da har ladet os grundig overbevise om synd; og modtager Mesteren; da bliver vi grundig overbevist om retfærdighed. Johs. Ev. 16, 10, fordi Jesus er opreist og er gaaet til Faderen og vi ser ham ikke mere. Da er troen kommen; thi hvorledes kan nogen tro det han ser. Derfor er vi ogsaa salige; thi salige er de, som ikke ser og dog tror. Det er morsomt at blive overbevist af Aanden ved ordet om, at vi er ganske retfærdige, at hele skriften vidner om, at vi er pletfri – uden plet og rynke. Dersom vi ikke blev ganske retfærdige, saa vilde Christi død være ufuldkommen. Men nu har han ofret ett offer for synder og sidder for stedse hos Guds høire haand. Hebr. 10, 12. Dette offer er til evig tid nok; og den, som tror, haster ikke. Guds ord er det som gjælder; derfor er det morsomt at se, at du graver efter lys der. Den, som leder, han finder. Jeg for min del har ledet og gravet meget, men har ogsaa fundet meget, som gjør mig sikker og sterk i Gud; men uhyre meget mere er der at lede efter; thi han overgaar al erkjendelse. Hans ord slaar aldrig feil. Det løser sig op som gaader og lignelser opløses. Skrifterne ere lukkede for os, indtil han, som oplod skrifterne for de to paa vei til Emaus, aabner dem for os, og da bliver vore hjerter brændende; thi lys og varme trænger ind. Men saadanne aabenbarelser gives kun til det, som er nyttigt 1ste Kor. 12, 7. Dersom vi ere nidkjære, saa bliver snart mer og mer nyttigt for os, men for den ligegyldige er det han har meget mere end nok. Ja, han skal endog fratages, det han har. Man kan øge sit pund og paa hin dag faa godt vidnesbyrd af Mesteren og indgang til Faderens glæde.

Der er kun et eneste samfund til, og der er kun en eneste tro til. Dette samfund er med Faderen og hans Søn Jesus Christus. Gud er ikke katolik eller prestbytrianer eller mormon eller babtist eller Luthersk eller metodist; men han er «Jeg er!» Nu skal vi vorde fulkomne, ligesom vor Fader er fuldkommen. Gud lader sig ikke opkalde efter et menneske; thi han giver selv alle liv og aande. Ingen tør vove at kalde ham op efter Luthers navn eller Pauli navn eller Kefas navn; thi aldrig har nogen hørt, at den ældste opkaldes efter den yngste; men af ham er alt Fadernavn – være sig i himlene eller paa jorden. Nu er vi Christi brud, derfor har vi faaet hans navn i vore pander. Dersom min kone vilde kalde sig op efter en anden mand, saa fik hun gaa til den mand, hvis navn hun tar; ligesom mynten Mesteren saa paa og sagde: Giv Gud, hvad Guds er, og Keiseren hvad Keiserens er. Hvorfor skal man kalde Christi brud for fru Luther og fru Wesley og fru Josef Smith? Er Luther og Wesley og Josef Smith døde for os? Nei og atter nei. Hor og mord og partier er af en fader djevelen. Der findes intet andet navn under himmelen ved hvilket det bør os at vorde frelste end Christi navn. Aandens sverd, der er levende og skarpt, skal nok vide at holde klart farvand om dette dyrebare navn, der skal nok blive afgrund mellem Christi navn og sektnavnerne. Den rige mand og Lasarus skal ikke have nogen forbindelse.

Kongen er jo den Lutherske kirkes overhoved; men nu har vi ingen konge i Norge og selvfølgelig har statskirken mistet hode, saa den stod med bare kroppen en tid, indtil den norske regjering blev dens hoved. Hvorledes hodet kan skiftes slig i en fart og gro fast, er noget unaturligt.

Dog, Guds menigheds hoved er Christus. Dersom du læser Johs. Aabenbaring 17, 3, saa finder du skjøgen, som sidder paa dyret. Sidder ikke ogsaa alle statskirker paa staterne? De «geistlige» (?) faar derfra sin løn. Og hvad er det andet, end at blive baaret oppe af dyret.

Vi tog intet af hedningerne, siger Paulus. At have presten, som er ansat efter et kjødelig buds lov, til sjelesørger er ikke rart. Vi er jo selv konger og prester og har til yppersteprest Christus, Hebr. 7, 16, som ikke er bleven det ifølge et kjødeligt buds lov; men ifølge et uopløseligt livs kraft. Fra denne yppersteprest stammer vi; thi vi ere af hans kjød og hans ben. Dette er Christi lære – al anden lærdom er ret og slet af djevelen, selv om traditionene søges noksaa kraftig opretholdt. Kun at holde fast ved Christi navn er nok. Men man kan jo blive lidt anseet i kjødet ved at annamme statskirkens navn og stille sig i dens skjød; men sikkert er det: Statskirkens grundvold er staten; men ingen kan lægge en anden grundvold end den, som lagt er, hvilken er Christus. Dersom nogen kan overbevise mig i Guds Aand og ved skrifterne om, at jeg har skrevet løgn, og at statskirken er noget, som er af Gud, da vil jeg gjerne lade mig sige; thi jeg formaar intet mod sandheden.

Jeg har ikke bebreidet dig, kjære Aksel, fordi du staar i statskirken, langt derifra. Jesus bebreidet ikke engang kvinden, som var greben i hor; men en ting sagde han, efterat hun var overbevist: gak hen og synd ikke mere. Af den, der har faaet meget, skal man kræve meget. Enhver er velbehagelig for Gud i forhold til det, han har, ikke i forhold til det, som han ikke har.

Paulus siger til Thimotheus: Overbevis, straf og forman. Dette er ogsaa vor gjerning. Ikke først straffe. Men først overbevise; thi det er kun den, som er overbevist, som kan straffes. Tugt hagler fra alle kanter; men uhyre liden overbevisning.

Det var meget morsomt at høre ogsaa Selma har faaet det godt. Jeg forstod ifjor høst i Arendal paa hende, at hun ikke var langt fra Guds rige. Maatte hun blive radig, aaben og grei ogsaa paa den nye vei, hun har betraadt.

Vi skal aldrig behøve at hykle for hverandre. Bare synge ud alt, som ligger paa hjertet. Og rense ud alt sammen, saa vi kan elske hverandre inderlig af et rent hjerte. Det er kun rene hjerter som smelter sammen. Smuds er isolation. Det nytter ikke at grave noget ned i jorden. Aanden, som ransager alle ting, finder det øieblikkelig.

Lev da saa inderlig vel. Jeg liker godt dine lange breve; men mod din vilje blev det denne gang saa tungt, at vi maatte løse det her. Næste gang maa du gjerne skrive dobbelt saa meget.

Det er en uhyre god undervisning man selv faar, naar man skriver disse ting; thi ofte kommer lyset, naar man skriver. Og saa lærer man sig til at fatte sig saa klart som muligt og kort som muligt.

Jeg har sendt forfaldsanmeldelse til Oddernes valgstyre; du ved jeg bodde ved Gimlemoen i mai 1903. Denne gang er det saa viktige ting fore, at jeg maa være med. Ellers har jeg aldrig stemt.

Det skulde være morsomt at tale mundtlig sammen. Vi har nu god plads – om du kommer hid en gang.

Jeg tror, at Ludvig har stor tiltro til dig. Kanske du kunde vinde ham. Han trænger frelse, saa vil alt andet ordne sig.

Hils Selma og alle hjemme. Faders brev har jeg modtaget.

Din broder