Tak for dine breve. Manuskriptet har jeg læst igjennem og finder intet at merke ved det – uten at jeg blot ønsker, at disse sandheter maa bli spredt vidt og bredt. Det vil gjøre godt i «Byposten». Jeg læser i «Madame Guyon’s Lefnad» høit om kvelden for Pauline, og vi finder den begge av uhyre stor værd at læse for en fremadskridende troende. Det heter bl.a.: «I vort tidligere kristenliv er vi mere tilbøielige til at glæde os over vor glæde end over Gud selv». Jeg har nu læst ca. 110 sider av de ca. 500, som boken indeholder.

Fars brev har jeg læst; det ser ut, som om han glæder sig meget over, at han er glad. Denne rot til glæde maa oprykkes og da kommer reaktion. At vi aander ind Guds Aand osv. bør du rigtig rive fra ham. Luften bestaar jo av surstof, kulstof og vandstof og kan dekomponeres ad kemisk vei i sine enkelte bestandele. Luften tilhører det skapte i naturen og er aldeles ikke skabningens herre. Du bør analysere luften grundig for ham og vise den frem saa materialistisk du formaar. Om far hver gang han trækker pusten fryder sig over den følelse han erfarer, saa er jo det kun en fryd over fryden som oven nævnt og har intet med Guds person at gjøre.

Jeg skrev til far om Berglioths brev og bad ham la Berglioth læse det.

Br. Anthony kommer via Horten ikveld kl. 5 ¾ og reiser til Moss og Fr.stad med det samme. Jeg har tænkt at gaa paa stationen. Det er sandt, hvad du sa om den sidste «Missionæren».

Md. Guyon sier, at det indre arbeide i sjelen og det ydre maa gaa haand i haand. Dette er en stor sandhet. Vi maa vogte os at forcere arbeidet utad i den grad, at arbeidet indad forsømmes. Thi paa et aandelig nivau vil vi kun præstere de samme ting op igjen og om igjen. Vistnok kan dette være bra nok; men man maa ikke glemme sig selv, saa de første skal bli flere end de sidste.

Nu var jeg nede og talte med Anthony saa længe, at «Bastø» gik fra ham med kufferten omb. A. maatte da telegrafere til Fr.stad og spiste hos os, hvorefter han reiste nu kl. 8.

Ja, br. Anthony har nok sine kamper; dog hadde han nu faat det godt, sa han. Jeg fik dog en følelse av, at han ikke i mindste maate hadde den ringeste forstand ei heller var det ringeste med i de aandelige brytninger som nu gaar for sig. Han syntes fuldstændig utenfor alt dette. Merkværdig nok hvor skjult dette er. Det er saa skjult, at man kan bli rent syk ved at maatte bære dette alene.

Gud har ført os ind i en sfære, hvor vi ikke kan finde mange at meddele os til. Jeg synes dette blir mer og mer underlig; men det er sked av Herren.

Br. Anthony var litt skeptisk likeoverfor md. Guyon, sa han. Hun forcerte for meget, som katolikere kan gjøre det; og man hadde neppe godt av at læse formeget i den, mente han. Jeg sa, at vi maatte rive Himmerikes Rike til os med makt. Han var bange for, at du tænkte og arbeidet for meget, at du vilde brænde livslyset for hurtig ut ved saa meget forceret aandelig arbeide.

Alt dette faar nu være for hvad det er. Jeg for min del har ihvertfald ingen plage av at hengi mig formeget i Gud. Hans lov er min lyst; og jeg vet ogsaa det er din lyst. Men om du arbeider saa meget, at det tar paa kroppen og svækker din helbred, saa bør du jo selv passe maaten her. Du kjender dig jo selv bedst. I hvert fald vet jeg, at hvilen i Gud styrker os baade aandelig og legemlig; thi sindets ro og fred influerer paa det hele.

Jeg hadde meget litet at si til br. A. iaften; jeg vidste nær sagt ikke, hvad jeg skulde si. Md. Guyon fortæller, at to kvinder var en dag hos hende; de begyndte at diskutere skrifterne; men md. Guyon sat stille og kunde intet si; hun var optat i Aanden for sig selv. Siden en dag kom den ene kvinde tilbake til Md. G. og fortalte, at hun var bedrøvet efter frelse. Md. G. spurgte da, om den anden kvinde hadde faat overbevidst hende. Nei, det var Deres taushet, sa hun, som bragte mig i denne stilling. Md. G. blev helt forundret.

Herav kan vi lære, at naar Aanden virker taushet, saa har den sin mening med det. Thi een taushet er av mangel paa kundskap, men en anden i Aandelig hengivenhet; det er den sidste taushet, som er saa effektiv.

Vistnok kan der være mange katolske særmeninger som følger med md. G.; men vi har jo faat lys av Gud til at skille hamsen fra nødden. Og jeg for min del er av den faste formening, at beskrivelser av gudhengivne sjele, deres kampe og gjenvordigheter for at vinde frem til lys, er godt og sundt at læse. Men een ting maa man lægge sig alvorlig paa hjertet, nemlig ikke gang paa gang citere f.eks. md. Guyon; utenforstaaende vil let tro at det er en lære lik Millenniets Daggry eller noget lignende; og det gjør, at man faar mindre personlig indflydelse. Tingen er, at Gud har ført os derhen, at vi glæder os ved at kunne læse andre har hat samme erfaring; men det forstaar ingen – uten Gud og os selv.

Med hensyn til de aandelige kampe som nu paagaar, saa faar vi la os lede av Gud uten at tænke andre skal forstaa noget av det. Jeg er forvisset om, at det skal gjøre sin virkning hos een her og en anden der uten at de selv forstaar det.

Barna er friske; det gik over med en forkjølelsesfeber for Johanne og Kristian. Rakel har hele tiden været frisk.

Jeg synes livet i Gud blir mere dyrebart for hver dag, og jeg forundrer mig blot over, at ikke alle vil gaa denne herlige og banede helliggjørelses vei. Md. Guyon’s bok har for mig været en sand velsignelse; thi jeg sporer hos hende en nidkjærhet, som gjør mit hjerte godt. Ikke mange mennesker hvert aarhundrede hengir sig saadan til Gud. Likesaa finder jeg igjen mange av de kamper, jeg selv har maattet gjennemgaa.

Det staar ikke i br. Anthonys makt at dra nogen av os nærmere Gud, det forstaar jeg nok; men mit ønske er, at han selv maatte faa mere lyst og trang i hjertets inderste efter Guds veie og vilje.

Peter var en mand, som forstod hvad det gjaldt, derfor kunde han ogsaa i sine sidste levedage si:

Allikevel agter jeg det for rigtig, saalænge jeg er i denne hytte, at vække eder ved paamindelser. Tænk vække ved paamindelser. Det er noget andet end at dra bort fra Kristus. Siden siger samme apostel: 2det Peter 3, 18 Men voks i naade og kjendskap til vor Herre og Frelser Jesus Kristus. Jeg tænker nok denne recept er mest værd at agte paa, naar alt kommer til alt.

Til eftertanke Ordspr. 21, 16.

Til trøst Ordspr. 22, 4.

Du hilses med Ordspr. 4, 20 og ut kap. Læg merke til vers 22; dette vers taler om andet end at nedbryte legemet, naar man lægger sig Herrens ord paa hjertet.

Din

Manuskr. tilbakesendes vedlagt.