Mange tak for dit meget kjære brev, som bærer vidnesbyrd om, at du har det godt i Christus Jesus.

Aanden levendegjør – kjødet gavner intet. Herren er Aanden, og der, hvor Guds Aand er, der er frihed. Den, som har Guds Aand, har intet under luggen, som skal skjules, derfor kan alt komme frem i lyset. Naar vi vandrer i dette lys, saa har vi samfund med hverandre og Christi Guds søns blod renser os fra al synd. Hvo er den som fordømmer – Christus er død – ja meget mere – han er opreist.

Jeg hører, at du har været ude for èn, som vilde tugte. Det var formodentlig en af de 10.000. Om I end har 10.000 tugtemestere i Christus, saa har I ikke mange fædre, siger apostelen. Men tingen er, at naaden skal optugte os til at forsage ugudelighed og verdslige begjæringer – ikke de 10.000 tugtemestere.

Saa taler du om det selskab, du var sammen med, at de var verdslige osv., men at du finder stor glæde i at forkynde dem ordet. Ja, her kan ingen regel opstilles; thi jeg har frihed til alt, men vil ikke lade mig beherske af noget, siger apostelen. Om nogen af de ugudelige beder jer i selskab, da gaar, siger han – og æder uden at spørge samvittigheden. Men nu er tingen den. Vi tjener Guds lov med sindet og syndens lov med kjødet; men de ugudelige tjener syndens lov med baade sind og kjød – her ligger forskjellen.

Dersom vi, som apostelen fuldt ud kan sige: 2det. Kor. 2, 15. Thi vi ere Christi vellugt for Gud iblandt dem, som frelses og blandt dem som fortabes, for disse en dødsens lugt til død, men for hine en livsens lugt til liv. Og hvo er dygtig til dette? Dersom vi ere dygtige til dette, saa kan vi gjerne gaa i de værste buler og i kongens pauluner; thi vi ere som ild i tør halm.

Men dersom man er svag, og har tilbøielighed til at trække i fremmed aag med de vantro, da gjør man rettest i at skille sig væk hurtigst mulig; Thi hvad overensstemmelse er der mellem Christus og Belial – Gud og verden – vantro og tro? 2det. Kor. 6, 14 og flg. Derfor, gaa ud fra dem og fraskiller eder, siger Herren, og rører ikke noget urent! Og jeg vil annamme eder. Vort sind og verdens sind gaar slig mod hverandre. Kjødets sans har verden, og den er døden; men vi har Aandens sans, og dens sans er liv og fred. Vi har at rense ud al gammel surdeig og vorde en ny deig. Saa lader os rense os selv fra al kjødets og Aandens besmittelse og fuldende vor helliggjørelse i Guds frygt.

Den som rører ved beg besmittes, rører man ved ilden, brænder man sig, og rører man ved synden, saa faar man kjende dens stik. Vor frihed er stor i Christus, men den skal aldeles ikke benyttes til anledning for kjødet. Skulde vi synde, at naaden skulde blive des overflødigere? Det være langt fra. Vi som ere afdøde fra synden, hvorledes skulde vi fremdeles leve i den?

Lad os aldrig spørge efter de brede veie, hvor langt vi kan strække os ud i verden med armer og ben og endda være en kristen? Sliges sind og hu staar til verden og Ægyptens kjødgryder, og hvad de higer og tragter efter skal lykkes dem. Men lad os tragte efter Guds visdom og kraft og efter de ting heroventil, og glemme det som er i verden. Gid du var kold eller varm, siger Herren, men efterdi du er lunken, saa vil jeg udspy dig af min mund. Noget halvt om halvt nytter ikke, man bliver da en slig religiøs trællebuk, de ligner en saltstøtte, som har mistet sin kraft. Kold eller varm. Gud lader sig ikke hykle for, han har øine som ildsluer og alle ting ere blottede og udspændte for hans øine med hvem vi har at gjøre. Han har ingen ugudelige behov. Han tjenes ikke af menneskehænder, som den, der trænger noget; han giver selv alle liv og aande.

Dersom vi vil være Herrens tjenere, da faar vi tale som Herrens ord, og det er for det første levende, dernæst skarpt, skarpere end noget tveegget sverd. Det er ikke budt og sløvt, men det skiller indtil ledemot og marv, og det dømmer over hjertets skjulte tanker og raad.

Det forekommer mig, at du i dit sidste brev vil forsøge at beholde dine verdslige kammerater og endda leve i Christus. Men det vil jeg sige dig, kjære Aksel, at enten maa du da vinde dem eller ogsaa vinder de dig. Gud og verden har utallige mennesker forsøgt at spledse sammen, men altid har det mislykkes, og det er bleven vedkommendes fordærvelse. Er du lykkelig og glad i Christus, saa sælg ikke denne din førstefødselsret for en ret linser – som Esau. Han søgte den senere med graad, men forgjeves. Vil du blive karsk og sund og sterk som en ungløve og hoppe som en fedet kalv, da sæt godt af paa verden og dens herligheder og præk slig for dine venner, at de tager benene fat eller ogsaa smelter for din ilds tale.

Jeg kan ikke andet end tale, som jeg gjør. Maa Gud give dig indsigt og Aands aabenbarelse til at forstaa hans hemmeligheder, som denne verdens vise og forstandige ikke forstaar sig paa. Sandheden skal ikke rette sig efter os, men vi efter den. I skulde erkjende sandheden, og sandheden skal frigjøre eder. Christus er sandheden – veien og livet. Han overgaar al erkjendelse. Erkjender vi løgn, saa bliver løgn vor del og erkjender vi sandhed, saa bliver sandhed vor del.

Visdommen skal føre os baade i ild og vand. Sandheden er radikal og hensynsløs ligeoverfor vort eget liv i denne verden. Gud sparede heller ikke sin Søn.

Læs Lukas 11, 37 og ud. Her sidder Jesus til bords hos en farisæer; men se hvor han siger ud. Et maaltid mad gjorde ham ikke til træl under sine værter.

Ap. gj. 6, 10. Der staar om Stefanus: Og de kunde ikke modstaa den visdom og den Aand af hvilken han talte. I vers 57 Kap. 7 Ap. gj., holdt de for ørene og stormed samdrægtig ind paa ham. Stefanus var godt skikket til at predike for verden; thi ingen kunde modstaa ham. Men deri laa fiendskabet. Stefanus var en kraftig anstødssten.

Abraham sat i Guds raad; han gjorde indvendinger, da Gud vilde ødelegge Sodoma; og Gud gav stor agt paa hans tale. Loth var nok ogsaa retfærdig; men Gud kunde ikke tale slig til han, som til Abraham. Slig ogsaa nu. Det gaar an at hengive sig ganske og aldeles i Gud, saa man faar sidde i hans fortrolige raad. Der er det moro at være. Der faar man greie paa tingene. Der er man ikke usikker i sine sager, men man er fuldt ud sikker og kan tale fuldt ud sikkert. Vi tro, derfor tale vi, staar der skrevet. Er man usikker, saa taler man usikkert. Men tro er en fast forvisning om det, som ikke sees. Det er ingen løs forvisning.

Det var dyrebart, at du fik det klart, at vi maa nødvendigvis tjene Guds lov med sindet og syndens lov med kjødet, og for dette takker Paulus Gud. Det er rart; men i dette bliver altid vor ros udelukket og den stadige naade optugter os. Man behøver ikke at være uvidende om disse ting; men for de fleste er dette en skjult ting. De tør ikke tro det. Bare feighed. Der skal lidt uvorenhed til. Norges frihed fik vi ved et raskt kub. Ligesaa faar vi friheden i Christus ved raske kub. Væk med alt unionsvæsen og forbindelse med verden. De sætter op betingelser. Blaas ogsaa i dem. Satan er knust og betingelsen er at tro det.

Hils hjemme. Haaber Ludvig snart kommer. Det er saa almindeligt at ville virke; men tingen er: Gud er den, som virker i eder baade at ville og at udrette – vor virkning efter det udvortes er ingenting – bare daarskab.

Kommandørkaptein Kielland talte jeg med idag og for nogle dager siden. Han kunde ikke greie slige, som havde Guds ord paa leberne stadig, sagde han. Det kunde vi have i lønkamret. Jeg svarede ham da, at det skulde ikke blive rart med at komme ud i al verden og gjøre alle folk til hans disciple, naar alle skulde krybe ind i lønkamret. Han bed sig i læberne og holdt tæt. Men idag havde han fundet noget og skulde tage mig igjen, og jeg blev kaldt ned paa hans kontor; men det var bare noget fjas; manden vilde bare være den, som havde ret, og saa lod jeg ham være; thi han forstod sig kun paa naturlige ting og ikke Aandelige. Arsenalforvalter Sande taler jeg meget med om disse ting; thi jeg sidder paa hans kontor om dagen. Idag læste jeg Lukas 11 for ham, der hvor Jesus er middagsgjæst, og han lo og frydet sig.

Skriv snart; thi det er meget morsomt at høre fra dig.

Din