Dit meget kjære brev har jeg mottat. Du skriver om mange ting blandt vennerne, som paastaar, at de har ingen lærdom behov, da de alle er lærte av Gud.

Dersom vi læser Johs. ev. 6, 45, hvor dette omhandles, saa lyder dette:

«Der staar skrevet i profeterne: Og de skal alle være lærte av Gud. Hver den, som hører av Faderen og lærer han kommer til mig.»

Vi er alle lærte av Faderen at komme til Sønnen. Faderen er Aanden i sin fylde, der overbeviser verden om synd, retfærdighet og om dom. Dette er den lov, som er indskrevet i hjerterne, som profeterne omtaler. Den blev indskrevet i hvert menneskes hjerte ved Kristi død – Aanden vidner mot alle mennesker. Det var før vi kom til Sønnen, at vi lærte av Gud; Men hver den, som hører av Faderen og lærer, han kommer til Sønnen, der igjen er veien til Faderen. I Sønnen er der formaning og lærdom. Legemet (menigheten) sammenknyttes og sammenføies ved hvert baand, som han giver og vokser sin vækst som legeme til sin opbyggelse i kjærlighet, alt efter den virksomhet, som er tilmaalt hver del især (Ef. 4, 16).

Før man kommer til Kristus optræder Gud som lærer selv; men efterat man er kommet i Sønnen (menigheten, der er hans legeme) har han ansat nogle til apostler, nogle til profeter, nogle til evangelister, nogle til hyrder og lærere til de helliges fuldkomne beredelse, til tjenestens gjerning, til Kristi legemes opbyggelse, indtil vi alle naar til enhet i Guds Søns tro og er-kjendelse, til mands modenhet, til Kristi fyldes alders maal. (Ef. 4, 11 og flg.)

Guds Aand hviler over alt kjød og overbeviser alt kjød, der lever i synd. Paa denne maate er alle lærte av Gud. Thi det er som følge av Kristi død og opstandelse, at Aanden kan gjøre denne gjerning. Men naar et menneske har ladet sig overbevise og er kommet ind i legemet, der er hans menighet, saa faar han finde sig i de anordninger Gud har indstiftet i menigheten; og det staar uttrykkelig, at han har indsat lærere i menigheten. Det er naturligvis pur uvidenhet og forvrængelse av skriften, der kan bringe folk til slik vildfarelse, at de skal være lærte av Gud fortfarende ogsaa i menigheten. Alt er av Gud – baade den som undervises og den som underviser, men man faar ha en orden og en retning paa alt. Den som foragter Guds vidner, foragter Gud selv. Man skulde ikke gjerne vilde la sig kalde lærer eller veileder; thi en er vor veileder Kristus; dette siges for at utskille kjødelige læremestre, som søker sin egen ære. Saadanne er selvfølgelig ikke indsatte av Gud, derfor sættes de ogsaa straks en bom for. Paulus siger sig selv at være en hedningernes lærer i Aand og sandhet. Men det var ham ikke om at gjøre at bli hyldet og kaldt lærer eller rabbi, rabbi. Det, at han var lærer i Aand og sandhet forbød ham ogsaa dette.

Der er en stor virksomhet i Kristi legeme. Kristi legeme er alt og alle, som er i Kristus. Nogle er mere andre mindre utviklet i dette legeme. Av Faderen kan man ikke lære i menigheten eller legemet, det vilde være for sterk føde. Man maa lære av hverandre indbyrdes jevnsides med Aandens veiledning. De som læres av Gud at komme til Sønnen vises hen til Kristi død og forsoning. Men de som læres i menigheten vises hen til Faderen, det er fuldkommenheten. Disse to lærdomme maa man gjøre forskjel paa, hvis man overhodet da vil lære noget. Disse, som pukker paa, at de er lærte av Gud, skulde altsaa staa enten helt utenfor Kristus eller netop ved indgangen til ham. Thi efterat man er kommen i Kristus veiledes vi av Aanden og Aandens redskaper til al sandhet. Gud har i menigheten ansat profeter, det vil si folk, som faar direkte forbindelse og aabenbarelser av Aanden. Disse skulde atter lære folket. Der var nogle saadanne i Antiokia. Slik som Gud har anordnet det i menigheten, slik faar vi la det være, og om vi ønsker det helt annerledes, saa blir dog vore ønsker til intet mot Guds ansættelser. Den som ansætter, ansætter hvem han vil, til hvad han vil, og selv om Satan raser, saa faar han la det staa slik, som Gud har gjort det; og utak dertil have. At slaa sig til ro og være tilfreds med alt, som det er og kaste alle omsorger og bekymringer paa Herren, er det bedste man kan gjøre. Det er likesaa faafængt at vilde krydse Guds planer og hans anordninger, som det er at vredes i hele sit liv over, at man ikke er blit Kong Haakon. –

Vi vandrer ikke i mørket, men i lyset og har derfor intet under lugg. Det skulde av den aarsak være kjært, om du vilde læse op dette brev hos Rasmussen paa et møte, saa faar de, som blir vrede vredes og de som blir glade glædes; thi man bør prøve alt og beholde det gode.

Det er godt at forlate sig paa Gud, det er frydefuldt at la ham faa ret i alle ting.

I Arendal søndag fmd. var det velsignet at faa si nogle ord om Jesus i baptistlokalet. Da de fik høre, at jeg var søn av Smith i Kr.sand sa forstanderen, ja da er det jo ikke at undres over. Guds Aand var nemlig mægtig over mig og forsamlingen var lutter øre. Det er salig efter ophold ombord at faa tale litt om Kristus Jesus.

Hilsen til alle venner hos br. Rasmussen og alle hjemme med Ef. 4, 4 samt til dig selv med 1ste Tim. 6, 3, 4 og 5.

Din bror