Bibelens guddommelige opprinnelse

Bibelens guddommelige oprindelse.

Det andet bevis paa Bibelens guddommelige oprindelse og autoritet er dens opfyldte profetier. Opfyldelsen av disse er en kjensgjerning, og en kjensgjerning som enhver ærlig, forstandig og alvorlig person maa staa ansikt til ansikt med og maa bøie sig for.

Der er mange profetier i det gl. testamente om ting som skulde ske hundreder av aar senere. Disse profetier, som i mange tilfælder var ganske liketil, nøiaktige og tydelige, er blit opfyldt like til bokstaven. Det almindelige menneske, ja selv kristne, kjender litet eller intet til profeti. Da forfatteren herav for nogle aar siden tok op studiet angaaende profeti, blev han forbauset over det antal av profetier, som bokstavelig var gaat i opfyldelse, og saaledes vil enhver finde det, som gaar op i emnet med grundighet, retferdighet og opriktighet. Der er mange skjeptikere og vantro som blev omvendt til tro paa Bibelen som Guds Ord ved studiet av Bibelens profetier. Emnet er meget stort, og det fulde bevis kan kun antydes i en bok som denne. Der er 3 rækker av profetier i det gl. testamente: Profetier om israel, profetier om nationerne og profetier om Messias. Vi vil indskrænke os til profetierne om Messias og kun ta fire av de mange herom.

I Mika 5, 2, Jeremias 23, 5, Es. 53, Dan. 9, 24—26 har vi tydelige forutsigelser med hensyn til stedet, hvor Kristus skulde fødes, i hvilken familie han skulde fødes, den tilstand familien var i, da han skulde fødes, (helt forskjellig fra den familien var i, da profetien blev git), den maate han vilde bli mottat paa av mennesker og av sit eget folk (en maate helt motsat al menneskelig sandsynlighet). Hans død, maaten han skulde dø paa, hans begravelse med dens nøiaktige omstændigheter, hans opstandelse og seier følgende efter hans død. Disse forutsigelser blev bokstavelig opfyldt med den yderste nøiaktighet i Jesus Kristus. Der er av rationalisterne atter og atter blit gjort forsøk paa at ta kraften bort av beviset ved at nekte, at Esaias 53 hentyder til Messias; men forsøket er brutt yderlig sammen. Ikke blot er det blit tydelig bevist fra deres egne skrifter, at de jødiske rabbier utla det om Messias, men endvidere, naar spørsmaalet er blit stillet: Hvis det ikke henviser til Messias, hvem henviser det da til? Det bedste svar de da kan gi os er: «Det henviser til det lidende israel.» Men enhver kan se at det er umulig, hvis han selv vil studere kapitlet.

Den lidende i Esaias 53 er en, der lider uskyldig for en andens synder, hvem slaget burde ramme, vers 4—8, og denne anden for hvem han led var «mit folk» d.v.s. israel, saa det synes klart, at den lidende ikke kan være israel. Der er mange andre grunde hvorfor den lidende ikke kan være israel, men dette er tilstrækkelig og avgjørende. Hvad mennesker end har vovet at fremsætte, blev disse profetier uttalt aarhundreder før Jesus Kristus.