Oppstandelseskraften

Opstandelses-kraften.

Hvem kan vel tilfulde fatte hvor overvættes stor hans makt er for os som tror, efter virksomheten av hans vældige kraft, som han viste paa Kristus, da han opvakte ham fra de døde og satte ham ved sin høire haand i himmelen over enhver makt og myndighet og vælde og herredom og ethvert navn som nevnes ikke bare i denne verden, men ogsaa i den tilkommende. Ef. 1, 19 og flg.

Det staar om Noah ark, at Gud ved den fordømte verden. Alle ugudelige druknet i vandet, mens Noah og hans hus blev frelst i arken. Hebr. 11, 7. Paa samme tid som Noah og hans hus blev frelst, gik de ugudelige tilgrunde.

Nu er Kristus opreist til vor retfærdiggjørelse. Naar vi findes i ham, da er vi i den frelsesark, som Gud har beredt for sit folk. Likesom Gud ved Noah ark fordømte verden, saaledes er nu alle de mennesker under fordømmelsen, som ikke er gaat ind i Kristus Jesus. Derfor heter det ogsaa i Rom. 8, 1, at der ingen fordømmelse er for dem, som er i Kristus Jesus. De er gaat ind i arken og er nu frigjort fra syndens og dødens lov. Men likesom Noah og hans hus tok med sig sit kjød og blod ind i arken, saaledes har ogsaa vi tat med os kjød og blod ind i Kristus. Derfor heter det: Eller vet I ikke, at eders legeme er Kristi lemmer. Børnene blev delagtig i kjød og blod, derfor fik han i like maate del deri. Hebr. 2, 14. Noah gik altsaa ind i arken med en anden lov i sine lemmer, som stred mot loven i hans sind. Rom. 7, 23. Ti frelsen i arken var ikke en renselse fra kjødets urenhet. Derfor er heller ikke daapen (motbilledet) nogen frelse fra kjødets urenhet.

Dog, der er en frelse fra den anden lov i lemmerne, eller om man vil kalde det: fra kjødets urenhet. Denne frelse foregaar meget langsomt. Under det at det gamle menneske holdes ved tro paa korset, saa blir syndelegemet (den anden lov i lemmerne) tilintetgjort. Dette sker etterat vi er døpt med een Aand til at være ett legeme med ham. Ti det som var umulig for loven, det gjorde Gud, idet han sendte sin Søn i syndig kjøds lignelse og for syndens skyld og fordømte synden i kjødet. Læg merke til, at Gud sendte sin Søn for syndens skyld, og at han fordømte synden i kjødet. Synden fik sin dom og straf i kjødet. Lyster og begjæringer blev dræpt i kjødet. De fik aldrig raade og herske, men blev fornektet og dødet. Dette verk gjorde Gud i Kristus, idet Jesus ofret sig i kraft av en evig Aand og led døden i kjødet. Derfor blev han ogsaa gjort levende i Aanden. Paa denne maate blev en ny og levende vei banet gjennem forhænget, hans kjød. Alt i kraft av en evig Aand.

Nu er den anden Adam blit til en levendegjørende Aand, og med nidkjærhet attraar han den aand han lot bo i os (vor menneskeaand) Jak. 4, 5. Denne vor aand vil han gjøre levende. Dette er frelsen ved hans liv, kfr. rom. 5, 10, og denne frelse sker, etterat vi er kommet ind i arken, ind i Kristi legeme. Efterat Gud har forlikt os med sig selv ved sin Søns død.

Denne frelse sker i opstandelses-kraften, ved troens lydighet, ved vandring i lyset, likesom han er i lyset; ti da renser Kristi blod os fra al synd. Den synd her tales om, er den iboende synd, den passive. Ti den som vandrer i lyset kan ikke synde, saa han gjør mørkets gjerninger. Synden i legemet blir altsaa gjort til intet i Kristi lidelses samfund derved, at vi stedse hengives i hans død, forat Jesu liv skal aapenbares i vort dødelige kjød. Rom. 6, 6 og 2 korr. 4, 11. Paulus slap alt for at vinde Kristus, saa han kunde faa kjende ham og kraften av hans opstandelse og samfundet med hans lidelse, idet han blev gjort lik med ham i hans død, Filp. 3.

Opstandelseskraften kræver, at vi slipper alt paa jorden. Noah kunde ikke hænge ved noget i den gamle verden. Hans hjerte og sind maatte være løst helt og holdent. Under bygningen av arken som tok en saare lang tid, blev han ogsaa mer og mer løst fra den. Av den grund maatte der saa lang tid til for at faa arken færdig. Men da den endelig var færdig, da var ogsaa Noah færdig med den gamle verden. Paa samme tid var ogsaa den gamle verdens synder fuldmodne, og Guds langmodighet hadde staat sin prøve.

Nu er ogsaa vi kommet ind i arken, hvor vi bygges op sammen med de andre til en Guds bolig i Aanden. Under denne byggen løses vi mer og mer fra verden og dens lyst. Og naar hele arken (Kristi legeme) er fuldbygget, da løftes vi op i skyerne for at bli Kristus lik og for at se ham, som han er.

Hvad gjorde denne verdens øverster med herlighetens Herre? Jo, de forfulgte ham og naglet ham til forbandelsens træ. I al sin visdom, saa var dette deres visdom, at de i Kristus Jesus saa en farlig mand, endskjøndt han utelukkende gjorde godt alle vegne.

Naar nu Gud opreiste ham fra de døde, da har han samtidig fordømt verden ved ham, akkurat som han ved arken fordømte den gamle verden. Farisæernes ord gik i opfyldelse: Det sidste er blit værre end det første; ti Kristus er opstanden. Gud mottok ham som verden forkastet. Dermed har verden ogsaa forkastet sig selv. Nu har da ogsaa Gud lagt alt under synd, forat al frelse og al forbannelse ene og alene findes i hans Søn Jesus Kristus.

Men i opstandelses-kraften ligger haap. Derfor heter det, at endog skapningen længes og stunder efter Guds børns aapenbarelse. Rom. 8, 19. Kraften av hans opstandelse forplanter sig endog til skapningen. Herav forstaar vi, hvor uendelig kraftig denne hans opstandelses-kraft virker. Endog vi som har Aandens førstegrøde sukker med os selv, idet vi stunder til legemets forløsning.

Opstandelses-kraften virker stille og dragende paa hele naturen. Jesus sier: Naar jeg blir ophøiet, vil jeg drage alle til mig. Samtidig overbeviser den verden om synd, retfærdighet og om dom. Om synd, fordi de ikke tror paa ham, om retfærdighet, fordi Kristus er opstanden og er gaat til sin Fader, om dom, fordi denne verdens fyrste er dømt. Verdens fyrste er den aand som er virksom i vantroens børn, just derfor kjender de den samme dom som hviler over verdens fyrste. Men i Kristus og hans Aand er der ingen fordømmelse; ti han er opreist til vor retfærdiggjørelse. Derfor vidner Guds Aand med vor aand, at vi er Guds barn, ti vi overbevises om retfærdighet, fordi vi er opreist med ham og satt i det himmelske i Kristus Jesus.

Han er satt over al makt og myndighet og herredom, og ethvert navn som nævnes, ikke bare i denne verden, men ogsaa i den tilkommende. Og Gud har git ham som hode for menigheten, som er hans legeme. Satan gjorde sit aller bedste for at holde Jesus nede i døden og dødsriket. Endog romerske soldater blev satt til at passe paa hans grav. Men intet hjalp. Opstandelses-kraften veltet den store sten bort, og Jesus stod op fra de døde. Han blev ikke forlatt i dødsriket, ei heller saa hans kjød tilintetgjørelse. Dødens veer kunde ikke holde ham nede i dødsriket, men Gud opreiste ham og gjorde ham baade til Herre og Messias, den Jesus som jøderne korsfestet. Ap gj. 2.

I denne opstandelses-kraft finder man «de helliges samfund», hvor vi vokser op til en Guds bolig i Aanden. Ved dannelsen av dette samfund er da ogsaa alt andet samfund satt ut av betraktning. De døde kan ha samfund saalænge egeninteressen kan tjene paa det; men «de helliges samfund» er hævet over alt dette, fordi det blomstrer i opstandelses-kraften.

Kristi legeme kan ikke opstykkes i partier. Naar derfor partier eksisterer og dannes, da sker det i vantro. Hyrderne samler faarene om sig selv og sin egen person for at danne en levevei. Guds Ord sier, at naar vi har mat og klær skal vi dermed la os nøie. Og dette har Gud lovet; ti naar vi først og fremst søker Guds rike og hans retfærdighet, da skal vi faa alt det andet i tilgift. Partier, partisind og partiaand er ikke i ham. Det skiller Guds folk og er av djevelen. Derfor maa vi altid holde os rene for den slags. Vil andre indlemme og utelukke nogen fra sit parti, saa faar det bli deres egen sak. Skriften gir ikke nogen myndighet til at danne partier. Ogsaa over saadan myndighet er Kristus hævet. Den menighet Kristus har laget, er levende, det er en levende Guds menighet, hvor han er hode og vi lemmerne. Men den menighet menneskene danner er teatralsk. Man indsætter apostler, hyrder og lærere, som maaske aldrig nogensinde har hat en saadan stilling i Kristi legeme. Deres uvidenhet i Guds kundskap er borgen for det. Det er teater, man leker menighet. Men det er jo saa med smaabarn, de leker, smaapiker med dukker og gutter med træhæster. Men Guds menighet er ingen lek. Den er en levende virkelighet.