Livets styrke

Livets styrke.

Derfor sier jeg eder: Sørg ikke for eders liv hvad I skulde æte og drikke, heller ikke for eders legemer, hvad I skulde klæ eder med. Er ikke livet mer end maten og legemet mer end klærne? Se til fuglene under himmelen, de saar ikke og høster ikke, de samler ikke i lader og allikevel føder eders himmelske Fader dem. Er ikke I meget mer end de.

Sørg ikke, fordi I ikke samtidig kan tjene Gud og mammon. Hjertet kan ikke samtidig ha omsorg for det guddommelige livs vekst og sorg for erhverv av eksistensmidler til livets ophold. Naar det guddommelige liv har sit tyngdepunkt i os, da kan vi ikke uroliges ved tanker paa næring og klær. Derfor tar Jesus med begge dele, naar han mener: I kan ikke sørge; ti livet er mer end maten og legemet mer end klærne. Eders interesse ligger i det vesentlige, og I behøver ikke at sørge, for naar I tjener Gud, da staar I under hans varetekt og faderlige forsorg.

Hvor unyttig det er for eder at sørge, det skal I lære ved at kaste et blik paa fuglene. De saar ikke, høster ikke og samler ikke i lade. Og trods det ernærer eders himmelske Fader dem. Og hvor stor forskjel er der ikke paa eder og dem! I saar, høster og lagrer op. Hvorfor da ha sorg for næring? Vil ikke Gud først og fremst ernære eder som erhverver eders brød i eders ansikts sved? Og dertil, hvor meget mer overgaar I dem i verdi. Der ligger i sorgen en uhyre mistillid til Gud. Ti naar der i os spirer liv til et evig vesen, vil han ikke la os gaa tilgrunde av mangel paa forgjengelig nødtørft.

Hvor vanvittig sorgen for næring er bør kjendsgjerninger overbevise om; ti alt vesentlig ligger ikke i vor haand. Vi kan ikke lægge en millimeter til vor høide. Vi har heller ikke hverken veir eller skjebne i vor haand. Men staar betingelserne for livet ikke i vor haand, og er vort eget arbeide ikke i vor makt, da blir sorgen end mer synlig ufruktbar. Hvorfor da sørge for det uvesentlige.

Da henviser Jesus for end mer at styrke troen til markblomsterne. De bekymrer sig slet ikke om sin klædning, og skjønt de er tildelt den mest forgjængelige lodd, saa er de dog klæd i en makeløs skjønhet. Hvor meget mer vil ikke Faderen klæde eder, I Guds sønner? O, I litet troende, kom dog til besindelse. Hedningerne bekymrer sig for disse ting, men eders himmelske Fader vet hvad I trænger. Hvorfor da bekymre sig, naar Faderen har tilsyn med eder.

Den som opmerksom læser dette tror vel neppe sine egne øine, naar han nu hører at man med lignelsen om spurver og blomster skal sammenligne formaningen til hin tids orientalere, som forventet det nødvendige til livets ophold, med vor tids oprivende kamp for tilværelsen. Man mener, at den som ikke idag bekymrer sig for næring, han gaar tilgrunde. Men dette er en uhyre misforstaaelse og forvrængning av Ordets aand og mening samt av tingene selv. Det er ikke Jesu mening at sætte os i klasse med de vegiterende fugle og blomster, men han betoner den kolossale forskjel mellem os og dem, hvad vi er og hvorledes vi lever i forhold til dem. Han vil bibringe os forstaaelse av hvor trygge vi kan være under den guddommelige forsorg, naar Gud sørger saa vel for spurver og blomster trods deres forgjengelige, verdiløse og arbeidsløse tilværelse. Meningen med det er altsaa: Ethvert menneske, som i sandhet er et menneske og som gjør sin daglige dont redelig, kan tusindgange mer være viss paa at Gud indestaar for ham; ti Gud vedkjender sig ethvert vesen efter sin art og godkjender ethvert positivt livsarbeide.

Denne forsikring er i vor tids jernhaarde kamp for tilværelsen meget mere værdifuld og paa sin plass end den gang. Ja, det er et regningsbudskap for vor slekt, som staar i den største fare for at gaa tilgrunde i en pinlig kamp for tilværelsen.

Sorg og bekymring er ikke det samme som at vise interesse og gjøre sig møie med erhvervelsen av eksistensmidler og livsmuligheter, om skjebne og fremgang i alle forhold; men det er den uro man lægger for dagen deri, saa man faar en følelse av vanmakt overfor de fordringer, der utspringer fra selve livet. Forsigtighet, omsorg, beregning og omhyggelig husholdning er ingen sorg, men heller det motsatte. Det skaffer os fremtid og herredømme over tilværelsen, som er et bevis for at vi behersker situasjonen og selv fører vort liv. Og dertil hører uten tvil dette at ha en klar og nøktern oversikt over forholdene. Prøve hvorlangt vor ydeevne strækker sig, eller om det gaar over vore krefter. Forebygge skjebnesvangre forstyrrelser og veie alle muligheter. Søke midler og veie, og beregne tingenes gang for at kunne tilveiebringe de nødvendige betingelser for fremgang. Alt dette er ikke sorg, men et bevis for overlegen ro og paa et fruktbart og arbeidsomt liv. Det er ikke Jesu mening at gjøre alt dette verdiløst og avslappe fordringerne i saa maate. Ti just heri bestaar forskjellen mellem os og spurvene — fra en side set.