Jesus som yppersteprest

Jesus som yppersteprest.

Ti hver yppersteprest tages iblandt mennesker og indsættes for mennesker til tjeneste for Gud, for at frembære baade gaver og slaktoffere for synder. Hebr. 5, 1.

Der maa skilles mellem Jesus som soneoffer for vore synder og Jesus som yppersteprest eller mellemmand for en ny pakt. Den ugudelige trænger Jesus som soneoffer for synd, mens den frelste trænger ham som yppersteprest og talsmand.

For nu at kunne bli soneoffer og yppersteprest maatte Jesus faa del i kjød og blod i likhet med de børn han skulde frelse. Hebr. 2, 14. Ti engler tar han sig ikke av, men Abrahams æt. 2, 16. Jesus maatte gaa ned i menneskelige kaar for at kunne frelse mennesker. Derfor heter det ogsaa: Av sig selv gav Jesus avkald paa at være Gud lik og tok en tjeners skikkelse paa sig, idet han kom i menneskers lignelse, og da han i sin færd var fundet som et menneske, fornedret han sig selv, saa han blev lydig indtil døden, ja korsets død. Filp. 2, 7 og 8.

Paa jorden var der yppersteprester som var blit det ifølge et kjødelig buds lov. Da nu disse var dødelige mennesker, blev der mange av dem. Men Jesus, som var undfanget av den Hellig-Aand hadde fra fødselen «et uforgjengelig livs kraft» i sig selv. Dette liv hadde ikke tidligere været i kjød. Derfor kom Jesus med himlenes rike i sig selv. Selv Johannes døperen, som var den største født av kvinder hadde ikke dette rike i sig selv; ti den mindste i himlenes rike var større end ham.

Det evige livs kraft (Hebr. 7, 16) var i og med Kristus for første gang kommet i kjød. D.v.s. aapenbaret i et menneskelig legeme. Saalenge Jesus levet her paa jorden var han den eneste som hadde himlenes rike i sig selv. Derfor kunde han si: Himlenes rike er kommet nær. Ved hjelp av «det evige livs kraft» optok nu Jesus kampen mot de fristelser som kom fra det kjød han frivillig hadde iført sig. Han sa altid «nei» til sit eget og «ja» til det guddommelige. Kræfter til at kunne gjøre det bar han i sig selv. Men det var somoftest tunge og svære kampe; ti det var med sterke skrik og taarer han frembar bønner og nødrop til ham som kunde frelse ham fra døden. Han kjæmpet nemlig i sit kjøds dage mot alle krav fra det menneskelige kjød og vandt en saa grundig seier, at endog hans kjød kunde lægge sig til hvile med haap. Ap. gj. 2, 26. Hans sjel blev ikke forlatt i dødsriket, ei heller saa hans kjød tilintetgjørelse. Jesus er altsaa den eneste som har vundet en fuldkommen seier over alle krav fra kjødet, over alle fristelser og al synd. Dette var mulig for ham ved det evige livs kraft.

Jesus bar paa arven i sig selv. Denne arv skulde overlates børnene, men først efter hans død blev testamenter gyldig, eftersom det ingen gyldighet hadde mens han levet. Derfor var det gavnlig at Jesus gik bort, saa Talsmanden, den Hellig-Aand, kunde komme. Og paa pinsefestens dag sendte han Aanden saa kraftig, at han kom som et fremfarende vældig veir og fyldte hele huset hvor disciplene var forsamlet. Ap. gj. 2, 2.

I Jesu kjøds dage hadde Jesus denne aand i sig selv, og han ofret sig i kraft av en evig aand. Han gik igjennem prøvelser og lidelser av alle slags. Hebr. 4, 15. Jesus maatte iføre sig kjød og blod for at kunne bli fristet og prøvet i likhet med os og for at kunne komme os tilhjelp i vore prøver. Skrifterne vidner noksom derom. Hebr. 2, 16—18. Filip. 2, 6—8. Rom. 8, 3. Hebr. 10, 5. Det var i hans kjøds dage hernede paa jorden at Jesus blev dannet til yppersteprest efter Melkisedeks vis. Det var lidelserne som gjorde ham fuldendt. Jesus led idet han blev fristet. Men enhver fristes, naar han drages og lokkes av sin egen begjærlighet, den som kommer fra kjødet. Men nu er saken den, at Jesus overvandt sig selv i kraft av en evig aand. Han led døden efter kjødet hele livet igjennem. Han fremstilte sit legeme som et levende og Gud velbehagelig offer, det vi nu ogsaa formanes til at gjøre. Rom. 12, 1. Om Jesu dannelse til yppersteprest er meget at sige sier forfatteren av hebræerbrevet, som ogsaa er svært at utlægge, fordi I er blevne træge til at høre. Hebr. 5, 11—14. Hemmeligheten «Kristus, aapenbaret i kjød, retfærdiggjort i aand og set av engle» efter opstandelsen berører paa det mest intime Jesu dannelse til yppersteprest. Men likesom enhver yppersteprest tages iblandt mennesker og indsættes for mennesker til tjeneste for Gud, Hebr. 5, 1, saa var det ogsaa nødvendig at vor himmelske yppersteprest blev tat blandt mennesker. Men dersom man ikke er iført kjød og blod som et menneske, da er man overhodet intet menneske. Og dersom man ikke kan fristes, da er man intet menneske. Men Gud være lovet, vi har en yppersteprest som er prøvet i alt, D.v.s. i alle mulige slags fristelser, uten synd. D.v.s. han beseiret sin egenvilje og fristelser fra det kjød han hadde iført sig saa fuldstændig og saa rent, at han var uten synd eller lyde i alle maater under fristelsen. Dette kan ikke altid sies om os under vore fristelser, derfor er det særskilt nævnt for Jesu vedkommende.

Loven indsætter til yppersteprester mennesker, som har skrøpelighet, men edens ord, som kom efter loven, indsætter Sønnen, han som er blit fuldendt for al evighet. Derved sættes et ældre bud ut av kraft. Hebr. 7, 18 og 28.

Naar der sies «som er blit fuldendt», da maa man skjønne, at der var en tid i Jesu kjøds dage, da han ikke var fuldendt. Derfor heter det ogsaa, at det behagede Gud ved lidelser at fuldende vor frelses høvding.

Av samme aarsak sies der ogsaa til os, at dersom vi lider med ham, da skal vi ogsaa herliggjøres med ham. Lidelsen kommer uvægerlig, naar vi indretter vort liv efter Guds ord. Naar vi praktiserer gudsfrykt med nøisomhet, vælger at lide istedetfor at synde i alle former for fristelse, da lider vi med ham. Under disse saa indgaaende prøver paa gudsfrykt er Jesus vor trofaste yppersteprest og talsmand.

Om nogen ikke forstaar disse velsignede sandheter, saa er de dog for hver den som tror like kostbare og værdifulde. Og for mig er disse Guds ord om Jesus som yppersteprest og talsmand blit til uvurderlig nytte, trøst og velsignelse.

Men saken er, at Jesus som yppersteprest kan først træde i virksomhet, efter at en død har fundet sted fra de synder som er begaat under den første pakt. Hebr. 9, 15. Først da faar vi smake den evige arv som var os lovet. Men saalænge man endnu ikke har erkjendt sig død med Kristus, da kan man heller ikke gripe hans liv. Men hans Ord er Aand og liv.

Aarsaken til at Jesus som yppersteprest er saa litet kjendt kommer derav, at man for det meste bare har bruk for Jesus som soneoffer for synder, de man daglig lever i og maa be om tilgivelse for, men et liv «korsfæstet med Kristus» vil aapenbare ham som yppersteprest. Alt kommer av det liv vi lever; ti livet er menneskets lys.