Det innvortes nye menneske

Det indvortes nye menneske.

Der er hos de fleste mennesher en skammelig vankundighet i lærdommene om det indvortes menneske, at det er til, hvad det er, dets egenskaper, taalmodighet og dets gudstjeneste i frihelt.

Det forundrer mig, at der findes folk i kristenheten, som er ganske uvidende om det indre menneske. Saadanne folk maa jo ikke kjende sig selv, om de er hedninger eller kristne, troende eller vantro, ei heller maa de vite hvad Paulus minder om i 2. kor. 13, 5.: Ransaker eder selv om I er i troen, prøver eder selv, at Jesus Kristus bor i eder osv.

Dersom der ikke eksisterte noget nyt indvortes menneske, hvortil var da den nye fødsels fortræffelige hemmelighet nyttig? Blir der da ikke under den nye fødsel født et nyt menneske? Og det samme nye menneske er jo indvortes og ikke utvortes. Det er det fornyede Guds billede i os, som Paulus skriver om i Ef. 4, 22—24: I skal avlægge det gamle menneske efter den første omgjengelse, sorm i ordærves ved de daarende lyster; men fornyes i eders sinds aand og ifører eder det nye menneske, som er skapt efter Gud i sandhetens retfærdighet og hellighet.

Denne fornyelse i at kjende Gud efter hans billede er det indvortes menneske i hvilket Guds kundskap er fornyet.

Paulus skriver i 2. kor. 3, 18: Men vi som med utildækket aasyn skuer Herrens herlighet som i et speil, vi blir alle forvandlet til det samme billede fra herlighet til herlighet, som av Herrens Aand.

Guds billede, eller det indvortes menneske, vokser daglig, og den Hellig-Aand bygger daglig derpaa, fornyer det dag for dag, og vi vokser og tiltar i Guds kundskap. Dette ønsker og beder Paulus om i Ef. 3, 16—19 og i Gal. 5, 25: Leve og vandre i Aanden, det er i troen, i Guds kundskap, cg avlægge det gamle kjødelige levnet og anta det nye aandelige levnet, som er en saktmodig aand.

Peter skriver i første brev 3, 3—4 om de hellige kvinders færd og omgjengelse, at den skulde være i en sagtmodig og stille aand, som er meget kostelig for Gud.