Bitterhet.

«Alslags bitterhet .... være langt borte fra eder ....» Ef. 4, 31. Hvad er egentlig bitterhet? Hvorav kommer den? Bitterhet er den dypeste skuffelse, misnøie og foragt. Den vil opstaa naar man ser for sine øine den grelleste motsætning til hvad man ønsker at se. «Kjærligheten blir ikke bitter». 1. Kor. 13, 5. Ti den taaler alt, haaper alt, og tror alt. Naar vi altsaa altid blir i kjærligheten, da vil alslags bitterhet altid være langt borte fra os.

Det er naturlig at elske den som synes os elskelig og tækkelig; heller ikke er det saa vanskelig at elske den noksaa tækkelige; men naar motsætningen til det forønskede blir «altfor» skrikende og varer længe ved, da fristes vi til bitterhet — da gjælder det ikke at samtykke i fristelsen saa der undfanges og fødes synd, men at vi blir staaende i kjærligheten — trods alt — og er taalmodig og langmodig indtil enden, uten at opgi hverken sig selv eller andre. «...... at ikke nogen bitter rot vokser op ......» Hebr. 12, 15. Den søker leilighet til at vokse op, naar noget eller nogen kommer i en skrikende motsætning til det man ønsket eller tænkte sig. Særlig maa man være aarvaaken paa dette punkt, naar man ved Guds styrelse er kommet sammen med personer med karaktertræk og følelser helt motsatte ens egne.

Naar man f. eks. tror sig selv at ta en sak paa rette maate, og en anden nærmest tar det paa den stik motsatte maate, naar motsætningen blir saa vældig stor, da fristes man til bitterhet.

Ved dødsfald høres ofte i denne verden at folk blir bitre overfor Gud som har fratat dem deres kjære — fordi det syntes dem saa aldeles motsat av hvad de fandt rimelig.

«I mænd! elsk eders hustruer, og vær ikke bitre mot dem!» Kol. 3, 19. Vi ser ogsaa av dette ord, at det at elske er det motsatte av at være bitter. Apostelen gir hustruen og manden hver sin formaning just i den retning hvor de særlig trænger til det. Akkurat som hun fristes til at sideordne eller overordne sig, til at byde og raade og lære istedetfor at underordne sig og være lydig — saaledes fristes ogsaa manden til bitterhet, naar motsætningen til denne himmelske ynde, denne kostelige, stille og sagtmodige aand — saaledes som den findes i Skriften — blir «altfor» skrikende. Saadan som f. eks. Salomos ordsprog uttrykker det: «Bedre at bo i et hjørne paa taket, end en trættekjær kvinde og fælles hus». «Som et idelig takdryp er en kvindes kjævlerier». Hvor mange mænd i denne verden er ikke blit saa lutende lei, saa harm og bitter, saa dødstræt av denne grelle motsætning til den stille og sagtmodige aand — at de har tat sin hat og gaat ut og drukket sig fuld for at glemme sorgen for en tid.

Ogsaa vi som er i Kristus trænger trøstedrik, og drikker derfor av Kristi bundløse kjærlighet som ikke bare elsker de gode og fuldkomne, men som just elsker de onde og ufuldkomne for derved at bidra til at gjøre dem gode og fuldkomne.

Hvad skal vi gjøre brødre? Hvorledes skal vi faa slukket vor lønlige sorg? Hvorledes skal vi bedst bidra til at bortskaffe aarsaken til denne vor sorg? Ved til det yderste at efterkomme apostelens formaning til os: «I mænd! elsk eders hustruer! vær ikke bitre mot dem!» Selv om I finder alt andet end sagtmodighet, alt andet end underordnelse og lydighet, ja selv om I dagen lang, dag ut og dag ind finder den grelleste motsætning til hvad I ønsker og haaper. Ja vedbliv at elske, haape og tro, lide og taale alt mellem himmel og jord aar efter aar, trolig indtil døden — dertil er I kaldte!!! Bli ikke bitter — velsign, og forband ikke!

Om I hundrede gange daglig — seksogtrettitusende gange pr. aar — faar besked av eders hustruer om hvorledes alt bør være, og hun ikke een gang daglig spør eder om hvorledes det bør være, da er jo dette en uhyggelig motsætning til de fagre ord i Skriften, og kan nok gi anledning til bitterhet. Men ta vare paa eders høie kald: «I er jo Guds ære!?» — 1. Kor. 11, 7. La ingen levning av vrede, bitterhet eller andet ondt beholde rum i eder! La Guds ære være hel og udelt! Vær som Faderen! La eders sol altid opgaa og velsignelsens regnstrømme altid tilflyte eders dyrebare hustruer! Elsk dem inderlig av hjertet med Kristi usvikelige kjærlighet! Jo mere selvraadige de er, des mere elske I dem — om de dog derved disse vore kjære, svake kar endelig engang kunde gaa fallit paa al sin styrke, og med glæde la sig lede istedetfor at ville lede — slik at de kunne smykke os som vor krone og ære!!!

«Ti» — enten vi vil eller ei — «kvinden er mandens ære!» 1. Kor. 11, 7. Det er sørgelig, men sandt: vor ære er ikke større end som saa. —

Men vi bør bedre finde os i at vor ære er liten, end i at Guds ære er liten. Vær I derfor fuldkomne, mens I med aldrig svigtende kjærlighet taaler allehaande skrikende motsætninger dertil fra eders hustruers side.

Saaledes vil al bitterhet være langt borte. Amen.