Herren har sagt han vil bo i mulmet.

Israels børns sind er blit forhærdet; ti like til denne dag blir det samme dække liggende, naar de læser den gamle pakt, uten at det blir aapenbaret, at den ophæves i Kristus. 2. kor. 3, 14.

Læg merke til, at fordi sindet var forhærdet blev dækket liggende. Sindets forhærdelse snører hjertet sammen og utelukker Guds aapenbarelser, men et aapent sind og et aapent hjerte følges ad. Naar det omvender sig blir dækket borttat.

Men vi som med utildækket aasyn skuer Herrens herlighet som i et speil, vi blir alle forvandlede til det samme billede fra herlighet til herlighet som av Herrens Aand.

Men utildækket aasyn menes her et aapent hjerte og et mottagelig sind. Vi skuer Herrens herlighet og blir forvandlede. Ikke forandrede, men forvandlede. Merk forskjellen. Forvandlingen sker derved, at man lar sig belyse av Guds lys i Kristi aasyn. Kristus vil nemlig ikke ha herligheten for sig selv, han vil at den herlighet som Faderen gav ham ogsaa skal komme over os.

Forvandlingen til likhet med hans billede sker allerede nu. Et ordsprok sier: Si mig hvem du omgaas, saa skal jeg si dig hvem du er lik. Har vi omgang med Jesus Kristus i det daglige liv, og skuer man til stadighet ind i hans aasyn, da blir vi ham lik. Til motsætning vil den ugudelige, som stadig omgaaes sine likesindede blir mer og mer lik ham fra hvem al ugudelighet har sit utspring.

Derfor, da vi har denne tjeneste, eftersom vi har faat miskund, saa taper vi ikke motet. 2. kor. 4, 1.

Hvilken tjeneste mener apostelen her? Jo, han mener tjeneste for aand og for en ny pakt. Han var tjener for den lov som var indskrevet i hjerte og sind. Derfor kom han til hedningerne for at virke i dem troens lydighet, d.v.s. lydighet mot de love som allerede var indskrevet i deres hjerter. Rom. 1, 5 og 16, 26.

Naar man hører Guds Ord blir det til ingen nytte, dersom det ikke smelter sammen med troen i hjertet. Beviset for at ordet smelter sammen med troen ligger deri, at man gjør hvad man tror. Dette er troens lydighet; ti troen er død uten gjerninger. Naar Ordet blir troet ter det sig virksomt, og ved denne virksomhet sker forvandlingen efter Guds Søns billede fra herlighet til herlighet. Naar man hører Guds Ord og ikke gjør derefter, da faar man vistnok som i et speil se et billede av sig selv med alle mangler, men man glemmer straks hvordan man ser ut. Av denne grund kan der ikke ske nogen forvandling, og Ordet ter sig ikke virksom.

Hvad er nu mest lønsomt enten at høre Ordet gang paa gang og ikke gjøre derefter eller at høre og gjøre? Som regel kommer man ikke længer end til at høre Ordet, da man er bange for at komme frem i lyset med alle onde gjerninger. Gud begynder nemlig ikke at forvandle et menneske efter Sønnens billede, førinden han grundig har faat renset os fra fordums synder. Disse maa da frem i dagslyset, eftersom vi er dagens børn. Men frem til lyset vil de ikke komme, fordi deres gjerninger er onde, og saa blir man gaaende der og høre; for man har jo trang til det, men der blir aldrig noget av at gjøre. En følge av dette er, at man forblir i døden og i mørket; men naar man blir gammel møtegjenger faar man et ytre skin og et religiøst anstrøk, som ikke er andet end den gamle surdeig farisæerne i gamle dage var besjælet av. Det varer heller ikke længe, førinden man er interessert i den religiøse organisasjon, og som saadan er man straks med i bestyrelsen. Hvad vil dette si? Jo, gamle Adam er med i bestyrelsen. Kommer der da virkelig frelste sjæle ind i en saadan forsamling, saa kommer de ret i armene paa tyve og røvere. Kan man undres over at ikke Gud kan velsigne og lægge medlemmer til en saadan menighet, hvis bestyrelse staar der fuldt rustet med alle kjødets kjendemerker. Nyfrelste mennesker er henvist til at dø midt i menighetens kolde favnetak; ti den mindste guddommelige livsgnist blir betraktet som oprør mot menighetens ældste. Man forfølger Kristuslivet med likesaa stor nidkjærhet som hin tids farisæere, og det gjælder nu som dengang, at Kristuslivet er forbryteren, men de selv er de sande rettroende, der har følelsen av ansvar for at den riktige lære blir ret forvaltet. Mørke, mørke, mørke!!! Ja gid dette deres lys vilde bli bæl mørke for dem, maaske de da kunde reddes ved Guds lys i mørket.

Men vi har sagt os løs fra alle skammelige snikveie og farer ikke frem med list, heller ikke forfalsker vi Guds Ord.

Hvem farer frem paa snikveie, hvem bruker list og hvem forfalsker Guds Ord uten de som prædiker Guds Ord uten at være født ovenfra ved Guds Ord, og som hater lyset, fordi deres gjerninger er onde. Ordet om korset virker paa dem som et rødt klæde for en okse. Man hater lys, kors og lidelser, fordi man ikke vil slippe det som doms- og fortærelses Aand vidner om skal renses bort. Bare nogen faa ord talt i Guds lys virker ubehagelig. Det vidner om noget gammelt uopgjort dernede i hjertebunden, og det er som om al religiøs «hygge» blir borte, naar noget minder om dette. Dog, Jesus kom ikke med «hygge», men han kom for at «bygge» os op til en Guds boligi Aanden.

Den som skal forvandles efter Sønnens billede maa være kommet til Zions bjerg og den levende Guds stad, det himmelske Jerusalem og til englenes mange tusinde, til høitidsskaren, og menigheten av de førstefødte, som er opskrevne i himmelen og til dommeren som er alles Gud, og til Aanderne av de fuldendte retfærdige, og til Jesus, mellemmand for en ny pakt, og til oversprængningens blod, som taler bedre end Abels. Hebr. 12, 22 og flg.

Ingen kommer dit uten at være født ovenfra ved Guds Ord som lever og bliver evindelig. Kun disse kan høre ham som taler fra himlen.

Ti Gud som bød at lys skulde skinne frem av mørke, han er den som ogsaa har ladet det skinne i vore hjerter, forat kundskapen om Guds herlighet i Jesu Kristi aasyn skulde straale frem fra os.

Hvorfor staar der, at kundskapen om Guds herlighet i Jesu Kristi aasyn skulde straale frem fra os? Jo, fordi Kristus er mellemmanden, og han gir os lys portionsvis, saa vi kan være istand til at gaa fra lys til lys. Ingen kan se ind i Guds aasyn, derfor maatte Moses se ham bakfra. Den som har synder og uopgjorte ting paa samvittigheten kan ikke se ind i Kristi aasyn, han har vanskelig nok for at se et menneske i øinene. Naar man da ikke kan se Kristus i hans aasyn, saa kan heller ikke kundskapen om Guds herlighet straale frem fra et saadant menneske. Dette er kjendemerket paa de som staar for Kristi aasyn, og de som ikke staar der.

Gud bød at lys skulde skinne frem fra mørket. Mon han ikke byder det samme idag. Det er en kjendsgjerning, at hver den som ber Gud om lys, han kommer i mørke. Hvorfor det? Jo, fordi det lys man tror sig at ha ikke er andet end mørke. Lyset skinner i mørket, og mørket tar ikke imot det. Hvorfor? Fordi man tror at mørket er lys. Hvor stort er da ikke mørket. Naar derfor det lys vi har i os blir hvad det i sandhet er, nemlig mørke, da tænder Gud sit lys i dette mørke; ti Herren har sagt han vil bo i mulmet. Veien til Guds lys ligger derfor gjennem mørket. En sønderknust og sønderbrutt aand skal Gud ikke forakte. En saadan sjæl er i det mørke, hvor Gud selv vil bli hans lys. Salige er de fattige i aanden; ti himlenes rike er deres. Disse har mistet sin rigdom og troen paa sit eget lys, det er blit mørkt for dem, derfor er de salige i det lys himlenes rike kaster ind i deres formørkede sjæl.

Lærde teologer som tror sig at ha faat lys ved sine studier har dette til rest at komme ind i mørke for at faa lys. Egyptens visdom er mørke, mens der er lyst i Gosen. Natur-mennesket fatter ikke det som hører Guds aand til — ikke engang naar det studerer til prest. De skriftlærde og farisæerne hadde vigtige konferanser med Herodes, han som stod Jesubarnet efter livet, om hvor Jesus efter Skrifterne skulde fødes. Mens hyrderne paa marken og de vise fra Østerland ved aapenbarelser fandt frem til krybben, hvor Jesus laa, stod de skriftlærde i hver sin synagoge og prædiket Moses og profeterne efter den døde bokstav — uten at finde frem til den frelser Moses og profeterne vidnet om. De holdt sig til de store, og det var naturligvis en stor ære for dem at faa en intim konferance med Herodes. Simeon og Anna konfererte med helt andre kræfter, og de fandt frem. Var ikke hin tids skriftlærde i bæl mørke? Og allikevel trodde de sig at være i lyset. Mon de skriftlærde har forbedret sig siden hine dage?

Vi lærer herav, at Gud i sin visdom byder lys skinne frem av mørke. Det lys som ikke skinner frem fra mørket er ikke Guds lys, men kun et indbildt lys — er irlys. Paa denne maate har Gud satt grænser for sit lys, saa ingen kan finde frem til det uten ved selverkjendelse, ydmyghet og fattigdom i aanden. Derfor, ber du til Gud om lys, da kommer du først i mørke. Det er i dette mørke Gud gjør sjælen ydmyg og fattig, saa den modnes for at kunne motta Guds lys. Alt i naturen modnes ogsaa i mørke, bare tænk paa de lange høstkvelder og nætter, da korn og frukter modnes.

Naar en prædikant taler ut av sit eget lys over Guds Ord, saa godt han formaar, da blir det ikke evangelium, men lov. Evangeliet fordrer fuld opgivelse for at kunne virke. Det skinner kun i mørke og frem fra mørke.

Av samme grund kan høit lærde teologer tumle og famle slik — selv med begyndelsesgrundene i Guds Ord, at de som ansees som ulærde, men har faat Guds lys, gruer sig for at høre paa dem. Der eksisterer ikke klare linjer i noget av det de præsterer. Apostelen Paulus sier om korintierne, at de var smaabarn i Kristus, naar der var trætter iblandt dem. Vi er vel noksom vidner til trætter inden den teologiske verden i vore dage. Verdslige aviser bærer uenigheten ut over det ganske land, ja endog til utlandet. Man trætter om hellige ting for dyrets (verdens) aasyn. Vidner dette om forstaaelse av Guds mørke og Guds lys? Nei. Man er midt i sit teologiske lys i bæl mørke. Det er likesaa mørkt som dengang Herodes efter hin tids teologers anvisninger famlet sig frem i mørke for at dræpe Jesubarnet.

Johannes saa en kvinde sitte paa et skarlagenrødt dyr, som var fuldt av bespottelses-navne og hadde syv hoder og ti horn. Og kvinden var klædt i purpur og skarlagen og lyste av guld og ædelstene og perler; hun hadde et guldbæger i sin haand, fuldt av stygheter og av hendes horelevnets urenheter, og paa hendes pande var skrevet et navn, en hemmelighet: Babylon, den store, moder til skjøgerne og til styghetene paa jorden. Og jeg saa kvinden drukken av de helliges blod, og av Jesu vidners blod, og jeg undret mig storlig, da jeg saa hende. Aab. 17.

Hvem er denne kvinde uten den umaadelige store hær av uomvendte, statsunderstøttede præster. Ved en kvinde smykket i purpur og skarlagen forstaar man noget tiltrækkende og hemmelig. Hun hadde et guldbæger i sin haand fyldt med hendes horeriers urenhet. D. v. s. at hun altid har fungert som prest for det dyr hvorpaa hun sitter og hvorfra hun henter alt til sit livs ophold. Kvinden var drukken av de helliges blod. Hun foreslog og dyret slog ihjel.

Helt fra gammel tid hadde verden en prestestand paa sin side i den store hop av falske profeter, der var medvirkende til at Guds profeter blev slaat ihjel. Paa Jesu tid hadde verden en prestestand som av avind grep Guds Messias og fik ham korsfæstet ved romerske soldaters hænder. I den romersk katolske kirke har man anset det som sin plikt at utrydde hver den som hadde en gnist av Guds lys i sin barm. Selv her i vort land trodde man at gjøre Gud en tjeneste ved at faa uskadeliggjort Hans Nielsen Hauge. Nu i vor tid sitter prestestanden saa løst i dyrets sadle, at de har fuld møie med at holde sig fast. Dersom de følte sig trygge der som i gamle dage, da skulde de virkelig troende nok endnu engang faa føle Satans gloende pile fra den kant.

Alt dette kommer av, at man tror sig at være i lys, og det er dog mørke. Johannes døperen kom for at lyse for dem som satt i mørke og dødsskygge. Luk. 1, 79. Gud har friet os ut av mørkets makt, og han har satt os over i sin elskede Søns rike. Vi har derfor intet samfund med verdens herrer som regjerer i denne tids mørke, vi har tvert om kamp imot dem, selv om de er teologer og tror sig at ha lys.

Guds rike er ikke av denne verden og underholdes heller ikke av denne verden. Verden underholder en skjøge.