Skinn og virkelighet

Skin og virkelighet.

Saasnart der forkyndes hvorledes gudslivet arter sig i sin utvikling, begynder man straks at modellere sig ind efter disse ytre tilsynekomster for et virkelig liv paa en menneskelig maate. Nogen er flinke til at faa indpasset sit ytre væsen og liv, saa der straks staar fuldt av beundrere rundt om for at iagtta dette helgenbillede.

Dog, det er og forblir hykleri. Naar Guds rike kommer ind i hjerte og sind, da forsvinder al unatur og tilpyntet kristendom. Man blir naturlig, fast, urokkelig og ubekymret. Helligheten blir ikke lagt uten paa, hvorfor anseelsen heller ikke blir saa stor, som naar man spiller komedie med sin kristendom. Hyklet fromhet taaler ikke at bli rystet, da mister man baade mot og ballance. Jeg tror man som regel ikke hykler bevidst, dog hykleri er hykleri, hvordan man end vender det. Ser man noget særskilt fromt, sødt og yndig, gjerne i forbindelse med menneskelig dannelse og fine manerer, da er man ikke langt borte fra hykleri. Satan har en fin smak, naar det gjælder at sætte menneskelig glans over noget. Og hvor mange lar sig vel ikke daare av denne fromhet, og just derved faar hykleriet næring. Man liker at bli beundret og æret. Jesus hadde ingen anseelse, saa man kunde ha lyst til ham. Sand gudsfrykt finder man hos et tjenende væsen, og ikke hos den man beundrer for alle de gode ord vedkommende har at si om sig selv baade direkte og indirekte. Sand gudsfrykt skjuler sin fromhet, mens hykleriet maa stille sig til skue for mennesker i en eller anden form. Den gudfrygtige forventer sin løn av Gud, men hykleren av mennesker. Hykleren brammer av sit kjød, den gudfrygtige skammer sig over det.

Men inden vor lille venneflok findes der vel ikke det mindste gran av hykleri? Jo, desværre — i masse vis. La os derfor lægge vinn paa at være som vi er indenfra og utefter. Slut med at beundre hykleri. Kan du ikke se det, saa bed Gud om oplatte øine.