Det gamle mennesket og loven

Det gamle menneske og loven.

Gud gav Abraham arven ved et løfte. I hans ætt, det er Kristus, skulde alle jordens slekter velsignes. Loven som blev git 430 aar efter Abraham kunde ikke gjøre løftet til intet. Loven gir ikke noget løfte, den fører derimot mennesket ind under dommen ved sine hellige krav, der ikke nogensinde kan opfyldes av det naturlige menneske, selv om det sætter godviljen til. Loven er nyttig for den som bruker den paa en rett maate. Den som viser sig slap under loven blir aldrig kvit den. Men den som med makt trænger sig frem vil snart merke, at loven er god, men at der er noget hos mig selv, som ikke er som der skal være. Loven vil avsløre den faldne natur, saa det blir sandt som skrevet staar: Loven er blit vor tuktemester til Kristus. Vort gamle menneske kan ikke holde en hellig og retfærdig lov, den faldne natur maa korsfæstes og dø. Denne død blev tilveiebragt av Kristus paa den maate, at han iførte sig kjød og blod som børnene, men i lydighet mot Faderen adlød han aldrig de krav som kom fra legemet. Derved blev hans legeme et offer, hvori lovens krav blev fuldbyrdet. Det er denne prosess som til stadighet gjentar sig i de sjæle som vandrer paa helliggjørelsens vei. Legemet blir fremstillet som et levende og Gud velbehagelig offer. Kravene fra legemets lyster (synden i kjødet) blir fornektet under Guds aands drift og veiledning. Herunder opstaar der lidelser i kjødet, men for aanden opruller arvens herligheter og betydning. Her blir man ved tro delagtig i Abrahams forgjettelser.

Men førend troen kom blev vi holdt indestængt i varetekt under loven til den tro som skulde aapenbares. Gal. 3, 23. Denne indestængsel begrændset overtrædelserne og ga os anledning til at betrakte loven, og man fandt dens krav rimelige og retfærdige, og man fik anledning til at se paa sig selv og fandt ut, at et fordærvet menneske stod likeoverfor en hellig og retfærdig lov. Det var intet andet at gjøre end at vende sig til Kristus for at faa løsning paa gaaden. Og her fandt man, at saamange som hører Jesus Kristus til, de har korsfæstet kjødet med dets lyster og begjæringer. Ved hans korsfæstelse er vi korsfæstet og ved hans død er vi døde. Ja ikke bare det, men vi er ogsaa begravet med ham ved daapen, hvori vi ogsaa er opreist med ham ved troen paa Guds kraft, han som opreiste ham fra de døde. Kol. 2, 12.

Altsaa, ved tro paa Guds kraft er vi opreist med ham. I daapen iførte vi os ved tro Kristus Jesus for nu som opreiste at vandre i et nyt levnet. Vi bærer som — opreiste — paa et kjød, der ikke skal arve Guds rike, men som skal forvandles ved Jesu gjenkomst eller hensove i Kristus om vi ikke oplever hans gjenkomst. Det er dette legeme, som skal fremstilles som et Gud velbehagelig offer. Det er i dette kjød vi kan ha samfund med Kristus i hans lidelser, og det er i dette kjød vi har anledning til at vokse legemets vekst og iføre os Guds natur. Troskapen i dette legeme skal avgjøre vor løn i evigheten; ti enhver skal faa igjen efter det som er sked ved legemet enten godt eller ondt.

Som opreist med Kristus er vi løst fra loven, men lovbundet for Kristus i hans legeme.