Det som nå frelser oss i sitt motbilde, dåpen

Det som nu frelser os i sit motbillede, Daaben.

I Noah dage var menneskenes ondskap stor paa jorden, og Herren angret at ha skapt mennesket, og han bedrøvedes derover i sit hjerte. 1. Mos. 6, 7. Og Herren bestemte sig for at utrydde menneskene som han hadde skapt, av jordens overflate, saavel mennesker som kvæg og kryp og himmelens fugle. Men Noah fandt naade for Herrens øine.

Da sa Gud til Noah: Alt kjøds ende er kommen for mit aasyn; ti jorden er fyldt med vold av dem, og se jeg vil fordærve dem tillikemed jorden.

Gjør dig en ark av gofertræ og gjør kamre i arken og bek til indentil og utentil med bek. Og Noah gjorde det aldeles som Gud hadde befalt ham.

Og Herren sa til Noah: Gaa ind i arken du og hele dit hus; ti dig har jeg set retfærdig for mit aasyn i denne slekt. Og Herren befalte at av kvæg og himmelens fugle samt av vilde dyr og markens kryp skulde par om par gaa ind i arken for at holde sæd ilive.

Og saa sendte Gud vandflommen i firti dage over jorden, og vandet vokset og løftet arken, saa den fløt hen over jordens overflate. Og vandet tok overhaand og voksede 15 alen over bjergene, saa de skjultes, og alt levende døde.

Nu sier Peter: dengang da Guds langmodighet ventet i Noah dage blev otte sjæle frelst ved vand, det som nu frelser os i sit motbillede, daaben. 1. Pet. 3, 20 og 21.

De ugudelige i Noah dage døde i vandet; men den retfærdige Noah blev frelst ved arken, som fløt over vandene.

Arken er et forbillede paa Kristus. Vort ugudelige væsen, kjødets legeme, som blev avklædt ved Kristi omskjærelse, blev ved daaben begravet i vandet akkurat som de ugudelige i Noah dage. Kol. 2, 11 og 12. Naar vi efterat være begravet med Kristus og efterat være opreist med ham ved troen paa Guds kraft, som opreiste ham fra de døde, saa er vi gaat ind i den store Frelsesark, Kristus, der flyter hen over vandene, opreist ved Guds kraft. Likesom Noah fandt naade for Guds øine iblandt sin slekt, saa har enhver slekt nogen retfærdige som Gud finder værdige til at gaa ind i hans ark. De ugudelige er i døden, under dommen i vandet, som er et forbillede paa dom; mens de retfærdige befinder sig opreist fra de døde i arken Kristus Jesus. Derfor skal vi vandre et nyt levnet og ikke skikke os like med denne verden. Ti hvad har vel Noah at gjøre med de som ligger i vandet utenfor arken? Han har nok at gjøre indenfor. De utenfor var under Guds dom. Saa mange som er døpte til Kristus har iført sig Kristus. Vi er ved daaben gaat ind under den samme dom som de ugudelige; men da vi frivillig har dømt os selv, saa blir vi ikke fordømt sammen med verden. Dette er den fuldendte dom over alt kjød. Herfra er vi opreist med Kristus og har iført os Kristus, idet vi er blit lemmer paa hans legeme — ved tro. Daaben er ikke nogen renselse fra kjødets urenhet. Syndelegemet eller syndenaturen, eller om man vil, «syndens rot» blir ikke uttat ved daaben; men det menneske som levet efter synden i kjødet, blir begravet. Paa opstandelsens grund kommer da frem et menneske, som vistnok har syndens rot i sig, men som ikke lever efter denne. Guds aand og Guds kraft tar ledelsen, og under denne blir han bevaret fra at synde. Dette liv er ved daaben (begravelsen av det gamle) en god samvittighets pakt med Gud ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde. Læg merke til, at vi er opreist fra de døde. Derfor er vor tro den seier som har overvundet verden; ti vi har seiret i ham ved tro, og vi er opreist fra de døde. Det er altsaa to hovedslags mennesker i verden. Det er de døde i synder og overtrædelser, og det er de mennesker som er opreist fra disse døde og som er blit levende i Kristus Jesus. I det ytre kan man ikke se forskjel. De er saa like, at i Kristi gjenkomst skal to male ved en kvern, den ene skal tages og den anden lates tilbake; to skal ligge i en seng, den ene tages og den anden lates tilbake, og dog hadde ingen anelse om, hvem der skulde tages og hvem lates tilbake. Men saken er, at den ene var opreist med Kristus og den anden ikke. Den ene som blev igjen var av de døde, den anden var opreist fra de døde. Over denne opreisning har Gud lagt et dække, og dette dække er intet andet end vort kjøds legeme. Den ene ligner den den anden, og den ene synes at være like god som den anden. Jesus levet hele sit liv som en, der var opreist fra de døde, og enda syntes farisæerne sig at være langt bedre end ham. De kjendte ham kun efter kjødet og holdt ham for at være en gallilæer, Josefs og Marias søn. De øinet ikke som Peter, at han var «Guds Messias»; ti dette kunde ikke kjød og blod aapenbare. De som levet sammen med Noah holdt selvfølgelig ogsaa ham for en ikke ganske normal mand, som kunde holde paa at bygge denne ark i flere hundrede aar. Dog, de forstod ikke at han var en av de opreiste. Vandene kunde ikke begrave ham.

Salige er de «opreiste med Kristus», de som befinder sig i «Frelsesarken» over dommens vande. De har git Gud ret i hans dom, og de har begravet det gamle menneske ved daaben i de vande, der i Noah dage gik 15 alen over de høieste bjerge. Ingen kan frelse sig selv fra disse vande; ti i det gamle menneske eksisterer der ikke nogen opstandelses kraft, — det maa bukke under. Kun troen paa Guds kraft, der opreiste Kristus fra de døde, makter at holde os ilive. Likesom Noah tok med sig par om par ind i arken for at holde sæd ilive, saa har ogsaa Kristus liv i sig selv for at holde alle som er opreist med ham i live. Ti i ham og ved ham lever og røres vi. Derfor skal vi herefter ikke la os dømme for nymaane og sabbat; ti legemet hører Kristus til. Likesom Noah, naar han gik ut av arken og steg iland paa den nye jord, kunde sies at være en repræsentant for menneskeslekten fra tiden før syndefloden, saaledes er ogsaa Kristus den første, som naadde frem til opstandelsen fra de døde, efterat han hadde løst dødens veer og gjort den til intet som hadde dødens vælde, djevelen. De som er døde i synder og overtrædelser kan nu vækkes op sammen med Kristus, saa de blir overført fra døden til livet. Efterdi Kristus traadte persekarret alene og brøt sig vei frem igjennem alle dommens vande til opstandelsen fra de døde, saa kan han med rette kaldes «Menneskesønnen». Dette navn elsket Jesus, og det har en ærefuld klang i deres hjerter som har faat et glimt av ham som saadan.

Likesom Gud hadde forordnet i Noah dage, at den som vilde bjerge sit liv maatte høre og adlyde ham, saa har han nu i disse dage forordnet det samme for Kristus. Hver den som hører ham skal leve; han kommer paa opstandelsens grund, og der er ikke mer nogen fordømmelse for ham.

De som er opreiste med Kristus skal selv om de dør dog leve. De hensover i Kristus — i hans legeme, men skal opstaa med forherligede legemer i hans gjenkomst.

De andre døde, som er utenfor Frelsesarken, skal Gud dømme. Om disse sa Jesus: Forlat dem; ti de vet ikke hvad de gjør. Dette sindelag bør ogsaa vi ha.

Som opreiste med Kristus fra de døde blir vi forfulgt av de døde, fordi vi er av en anden aand. Dette har Jesus forutsagt, naar han sier: I verden skal I ha trængsler, men i mig fred. Frykt ikke; ti jeg har overvundet verden.

Er I opreiste med Kristus, da søk det som er oventil, hvor Kristus sitter ved Guds høire haand. Kol. 3, 1. I er jo døde, og eders liv er skjult med Kristus i Gud.

Ja, i sandhet er det skjult; ti over alt herlig ligger der et dække. Men naar Kristus aapenbares, da skal ogsaa I aapenbares med ham i herlighet.