Jesu lidelse og død

Jesu lidelse og død.

Denne kamp for Guds rikes tilværelse er indholdet av Jesu virke. Vi ser det kanske tydeligst i begyndelsen og paa slutten, i det nye væsens indre anfektelser, som har vundet skikkelse i fristelseshistorien — og i den sjælenød og kval, som han led paa korset. Gjaldt det i begyndelsen at holde sit verk rent for denne verdens art i gehalt og metode, saa gjaldt det paa slutten, Jesu selvhævdelse i samfundet med Faderen og hans art — midt under hans verks indre og ytre sammenbrud.

I de stadige konflikter med verdens væsen hævdet Jesus altid det usynlige, nye væsen. Overalt holdt han stand og førte Guds rike i sig fra seier til seier. Han blev altid i «Faderens gjerning» og overvandt alle anfektelser ved livets og sandhetens aapenbarelse.

Med fiendernes efterstræbelser, med utsikt til lidelse og dødsnød, med den truende ruinering av hele hans livsverk kom Jesus ind i en ny fryktelig anfektelses ild. Alt dette maatte i stigende grad ryste hans inderste, eftersom han skred fremover paa lidelsens vei. Hvordan er det mulig at Faderen lar ham bli dræpt, at det som ikke er av denne verden ikke seirer over al verdens makt! Og naar ogsaa Faderen forsvinder for ham i dødsnøden, maatte han da ikke bryte sammen i fortvilelse over Gud og sig selv og det som fyldte ham! Av denne sjælenød paa korset har jeg et uutsigelig indtryk. Først denne nød gjorde Jesu korsdød enestaaende i verdenshistorien. Der er utallige som er plaget og martret til døde værre end ham. Men den sjælekval som Guds Søn saa sig prisgit til — forlatt av Faderen og fortvilende over sig selv og alt det han brakte menneskene — det later alt hvad mennesker nogengang har utstaat himmelvidt bak sig; det gaar overhodet over alle menneskelige begreper.

Men Jesus hævdet sig i denne kval og seirer i denne helvedes anfektelse. Peters omsorg: Dette ske dig ingenlunde! besvarte han med: Vik bak mig Satan, du betænker ikke hvad der er guddommelig, men bare det som er menneskelig. Da kampene i Getsemane reiste sig i ham selv med kjempestyrke, stillet han alt under Faderens vilje. De seiersdrukne fienders haan besvarte han i dødsnøden med bønnen: Fader, forlat dem; ti de vet ikke hvad de gjør. Og, forlatt av Gud holder han i yterste fortvilelse fast ved sin Gud: Fader, i dine hænder befaler jeg min aand! Det var seier, skridt for skridt, trin for trin.

Det var beviset for det hinsidige væsens overlegenhet over alle denne verdens anfektelser. Det var virkeliggjørelsen av ordet: I verden har I angst, men vær ved godt mot, jeg har overvundet verden. Med denne selvhævdelse hadde Jesus bevist Guds rikes himmelske overmakt, motstandskraft og ophøiethet over alle mulige sandseverdenens anfektelser, og først dermed blev Guds rike i denne verden urokkelig fast grundet. Det kunde aldrig mer bli opslukt av sandselige elementers hat og motstand.

Paa korset blev Guds rikes urokkelige grund og hjørnesten lagt i menneskehetens bundløse kaos. I denne retning synes mig Jesu korsdøds skjulte betydning at ligge. Men med denne antydning maa jeg nøies. Hvorledes og hvorfor formaar jeg ikke at uttale, saa ofte det end staar klart for min sjæl.

Det andet som jeg har et likesaa sterkt indtryk av er dette, at Kristi korses hemmelighet laa i den stedfortrædende lidelse, som der naadde sin sterkeste grad, sin sidste dybde, sit ytterste omfang. Men jeg mener ikke stedfortrædelse i ytre betydning, at man direkte avlaster en anden noget f. eks. hans gjæld, men at man træder med ind i hans nød, tar den inderlig paa sig og bærer den. Den som kjender det vet, at fra saadan stedfortrædende lidelse utgaar der forløsende virkninger til dem som vi lider med. Saa har Jesus i videste og dypeste omfang tat menneskehetens nød paa sig, og det paa en maate, som vi slet ikke kan forestille os. Han bar verdens synd. Deri berodde den mulighet, at allerede i hans livstid uhørte løsende og befriende virkninger utgik fra ham. Kanske maatte han nu utøse al menneskemulig sjælenød i sin lidelse og død og hæve den stedfortrædende lidelse for menneskeheten til den høieste høide, for at skaffe tilveie fond av forløsningskræfter for hele verden.

Dog, for at forstaa det, maa man allerede ha faat et indtryk av, at den enkelte intet er for sig selv, men bare som led av et hele, og at der gives et lemmelivs styrke, hvor man mer eller mindre lever med i det heles nød og trængsel. Paa den anden side hører hertil ogsaa et indtryk av, at det nye væsenselement, som Jesus aapenbarte, virkelig er alle menneskers grundelement, og at der fra et menneske kan utgaa virkninger, som forblir skjulte og dog virker viden om.

Det vil naturligvis være uklart for mange, hvad jeg mener med det. Jeg vil derfor engang vise denne inderste sammenhæng mellem det dypeste i menneskene ved en anden tildragelse. Naar en sandhet gaar op for et menneske, og han som den første uttaler den, mener man altid at han har opdaget den, uttænkt den, den er hans skapning, hans verk. Og forkynderen indbilder sig som følge derav ofte en hel del. Men det gjælder i det høieste opdagelser paa overflaten. Virkelig væsentlige sandheter kan intet menneske uttænke sig, de kan bare gaa op for ham. Alt hvad vi uttænker os er ikke sandt, men altid bare et hjernespøkelse. Kun naar sandheten som er liv, som er tingenes væsen og dypeste mening selv aapenbarer sig, naar den lyser op i os, skuer vi den. Da er det virkelig en opfatning av sandheten og intet uttænkt. Men den sig aapenbarende sandhet blir næsten aldrig bare mottat av en, men av flere samtidig, nemlig av alle derfor mottagelige sjæle, bare i forskjellig styrke. Nogen skuer den klart, andre sporer den dunkelt.

Der ser I noget av denne dype, skjulte sammenhæng i alle menneskers sjæleliv. Og nu mener jeg, at denne dype, skjulte sammenhæng kom til at gjøre sig gjældende da Jesus døde i fuldendelsen av den stedfortrædende lidelse. Her kan jeg bare gi fingerpek i retning av hvad jeg mener. Men det er dog merkværdig, at den eiendommelige virkning, som utgik fra Jesus i hans levetid bare gjorde sig gjældende paa en meget hemmet og bunden maate. Tænk paa disciplene: Hvad var de for uselvstændige og ubehjelpelige mennesker, hvor avhængig var de av ham, hvor raadløse og hjelpeløse, saasnart de var henvist til sig selv! Men efter Jesu død — tænk paa Aandens utgydelse og den hele historie som dermed begynder — da er de samme mennesker, som før hadde fornektet ham og forlatt ham og hadde staat forstaaelsesløse overfor hans ord, paa en gang aandelig myndige, frie, selvstændige, oprindelige i kraft av en egen indre oplevelse. Det er dog saa — som om det nye, som Jesus aapenbarte nu først fik virkelig fotfæste i andre, og det paa en maate og med en styrke, saa at det sprang op som fra en kilde i dem.

Denne forskjel mellem disciplene i Jesu levetid og i aposteltiden som forøvrig allerede evangelierne henviser til (Luk. 12, 49 og flg.) er for mig et fingerpek om, at Jesu korsdød har været av særlig betydning for forplantningen og den skapende utfoldelse av det nye væsen. Det er som om det som før var i Jesus personlig, nu er blit uindskrænket, og er blit til et overflytende livselement, som gik over i alle dem som var mottagelige for det, saa at, som det heter i Johs. evangelium, der nu flyter strømme av levende vand fra deres personlighet.

Men forklare dette kan man naturligvis ikke, og det har vel sine hemmelighetsfulde aarsaker. Og naar dette aandelige er Gud selv aapenbaret i mennesker, da maa vi ikke undres over, at her er love og virkninger som overgaar vor erkjendelse. Jesu korsdød gjemmer i sig dybder av hemmeligheter, likesom hele Jesu personlighet og liv. —