Jobs bok 5. kap.

Jobs bok.

V. 15, 16. Og saaledes frelser han den fattige fra sverd fra deres mund og fra den sterkes haand, og der blir haap for den ringe, og ondskap lukker sin mund.

Disse høie, vise personer er saa fulde av beundring for sig selv at de foragter enfoldighet; den er særdeles motbydelig for dem. Derfor er deres tale som et skarpt sverd, som i ondskap ødelægger den enfoldiges navn og rygte. De roser sig av at de gjør den ringe fortræd, fordi denne fattige sjæl skyr mer end døden alt tomt bedrag.

De mægtige personer benytter sig av de ringes enfoldighet, idet de overrumpler dem, hvilket ikke falder dem saa vanskelig at gjøre; ti den fattige venter ikke paa dem, fordi de tror at alle vandrer likesaa enkelt og enfoldig, som de gjør selv.

Dog — Gud vil i sin godhet utfri dem og frelse dem fra kundskapens sverd, hvilket er et sverd, som gjennemtrænger. Han vil ogsaa frelse dem fra den sterkes haand som trykker dem saa meget haardere, fordi de er værgeløse; men den fattige som er berøvet alt, vil ikke slutte at haape, selv om det ser haapløst ut for ham.

Efter alle disse ord av sandhet og trøst tilføier denne falske ven, et giftig ord. Han har uten at vite det helt talt imot sig selv (ti det er den store rike person, som, saa at si med et sverd avhugget den fattige hans munds ord). Det er ondskap, sier han, som har lukket Jobs mund; medens enfoldighet, ærefrygt og dyp sorg gjør ham maalløs. Han er i Guds nærhet, og i stilhet sukker han til sin Gud; Du vet, at det er ikke paa grund av synd, jeg tier; men at det er av ærbødighet for dit hellige ord, og av kjærlighet til din vilje.

V. 17. Se, salig er det menneske Gud revser, og den almægtiges tugtelse agte du ikke ringe!

Det er sandhet at den Gud revser er salig; ti han revser kun den sjæl han elsker. Ord. 3, 12. Jeg er overbevist om det, vil denne prøvede sjæl si, at jeg elsker hans retfærdighet saavelsom hans naade. Hvis jeg dræpes under hans slag, saa er det dog ikke av foragt for mig; men fordi han agter mig værdig til at lide. Jeg har lært at være stille under de største velsignelser, og derved git ham det største bevis paa min taknemmelighet.

Jeg har ogsaa lært at være stille under hans retfærdige slag.

Derfor er min taushet langtfra, som du mener, et tegn paa opsætsighet; men det er følgen av en hel underkastelse under Guds vilje. Jeg er stille under slagene, fordi jeg elsker dem. — — O, hvor ofte slike sjæle blir miskjendt!

V. 18. Ti han saarer og han forbinder; han slaar, og hans hænder læker.

Disse ord forklarer sandheten om den tilstand sjælen er i her naar den saa at si er knust under byrden.

Omendskjønt saaret smerter voldsomt, kan den ikke finde noget som kan læke det, ja den søker ikke efter noget; ti den er forvisset om at det er Gud som saarer og som læker. Naar det er ham som har bragt sjælen smerte, saa er det ham alene som kan hindre den. Derfor venter den ikke frelse fra nogen anden end Herren selv. Han slaar, og hans slag er haarde og tunge; allikevel, disse hænder som har slaat vil ogsaa læke. Du, O Gud, kan læke det saar du tilføier!

Det maa opgløde sjælen til sterk tro og hel overgivelse. Til tro, forat sjælen skal hvile i tillid til, at det er Gud som slaar, saa den kan elske slagene; og til overgivelse, forat den kan være villig til at bære det saalænge det behager Gud. Den maa endog være villig til ikke at søke utløsning, dersom det er Guds vilje at det ikke skal lækes.

V. 19. I seks trængsler skal han redde dig, og i den syvende skal intet ondt røre dig.

Gud tillater at enkelte sjæle gaar gjennem store prøvelser. Han slaar dem saa mange gange som han har til hensigt at rense dem. Dette tal 6 er meget betydningsfuldt og forklarer tydelig, at Gud lar sjælen lutres og renses saa meget som det er nødvendig, forat den skal tape al sin egen drift og virksomhet. Ja, liketil det allermindste gran maa tapes, og det indbefatter mange ting.

En sjæl som er enfoldig kjender ikke til sin egen virksomhet uten eftersom den taper den.

Den 7de gang, hvilket er et meget passivt stadie og som fører ind i Sabbatshvilen, da er sjælen saa fremskreden i Gud at den omtrent ikke kjender slagene. Det er endog mulig for en sjæl at opnaa en saa fuldstændig død over selvlivet, at de slet ikke kjendes.

V. 20, 21. I hunger forløser han dig fra døden, og i krig fra sverdets vold. Naar tungens svøpe farer frem, skal du bli skjult, og du skal ikke frygte for ødelæggelse, naar den kommer.

Gud lar denne mand si ting til Job som han ikke selv forstaar. Det er sandhet, at eftersom selvlivet og dets virkninger negtes næring, blir det tilsidst saa utsultet, at døden indtræder. Alle fiendens angrep er magtesløse, og sjælen frygter intet, som der staar skrevet: S. 56, 5.

V. 22, 23. Ødelæggelse og hunger skal du le av, og for jordens vilde dyr behøver du ei at frygte; ti med markens stene staar du i pakt, og markens vilde dyr holder fred med dig.

Dette er en sjæls stilling, naar han er kommet frem i Gud. Han hviler, idet han er kommet tilende med sig selv, hvilket ikke er andet end Guds vilje.

Her lever sjælen tilfreds midt i ruinerne; ja han fryder og glæder sig midt i sorgen. Han har intet at frygte for hverken fra djævle eller mennesker. De kan ikke længer forstyrre et hjerte som er overlatt i Guds vilje. Det onde har ikke mer magt over en saadan sjæl; ti han har sine røtter fæstet saa dypt nede i klippen Kristus, at intet kan forstyrre ham.

V. 24. Og du skal erfare at dit telt er i fred, og besøker du din mark skal du intet savne.

Naar sjælens center er bragt til uforanderlig stilhet og ind i stor frihet, da er det, at teltet er i fred; fordi dette center er hvilens telt. Da kan du besøke din mark, d.v.s. dit akerland, hjorden, og du skal finde den i fred, du skal ingen savne, fordi de faar næring av dig, eftersom du da er kommet dit at du taler som Guds mund. I begyndelsen er vor tale besmittet paa grund av vor fordærvede natur, som gjør at vi besudler de mest fine og rene ting. Men naar sjælen ved enfoldighet og ærlighet har opnaaet at komme ind i den guddommelige hvile, er den saa meget renset fra fordærvelsen at talen er ren og ubesmittet av egen indblanding. Da er sjælen istand til at hjælpe andre.

V. 25. Og du skal erfare at din sæd vorder mangfoldig, og din avkom som jordens græs.

Du skal ogsaa erfare at naar du kommer ind i denne herlige hvile og frihet i Gud, skal din avkom bli saare mangfoldig. Da er det at Gud gir dig et stort antal aandelige barn, og lar frembringe vidunderlige frugter av dit liv. Det er utrolig hvor mange sjæle de avler i Kristus Jesus, disse, som Herren faar ind i denne hvile; og de vil fortsætte at formere sig, indtil de blir mangfoldige som jordens græs. Græsset vokser tilsynelatende uten at bli saad; fordi denne sæd engang er saad og frembringer megen frugt uten at man behøver at bekymre sig for dets dyrkning.

V. 26. Du skal i moden alder gaa ind i graven, likesom kornband bringes ind i sin tid.

Dette maa forstaaes paa to maater. Den ene, at disse velsignede og benaadede sjæle gaar ind i den indre grav, hvilket er Kristi død, likesom hvetekornet i sin tid lægges ned i jorden.

Hvordan gaar det med kornet dernede i jorden? Det fæster røtter lidt efter lidt; det mister sin glans og sin skjønhet. Naar det er ganske ødelagt kommer der frem fra elendigheten en frugtbringende spire. Johs. 12, 24. 25.

Hvis det ikke i sin modenhet hadde gaat ned i denne grav, vilde det ikke ha baaret frugt. —

Den anden maate hvorpaa dette ord forstaaes er, at disse benaadede sjæle, efter at ha gaat igjennem lidelse og selvets død og paa denne maate baaret megen frugt, gaar i denne fuldmodenhet ind i graven ved legemets død, hvor de finder sig selv (likesom kornbaand samlet ind i Mesterens lade) draget ind i Gud, for aldrig mer at gaa ut derfra.