Fedre

Fædre.

I er vort brev, sier Paulus til korintierne, indskrevet i vore hjerter, kjendt og læst av alle mennesker, idet det blir vitterlig, at I er Kristi brev, tilblit ved vor tjeneste, indskrevet ikke med blæk, men med den levende Guds aand, ikke paa stentavler, men paa hjertets kjødtavler. 2. kor. 3, 2. 3. Korintierne var brevet, og dette brev var indskrevet i Paulus’s hjerte med den levende Guds aand. Man maa altsaa ikke til korintierne for at læse brevet, men til Paulus’s hjerte, hvor det kan bli kjendt og læst av alle. Nu finder vi hans hjerte aapenbaret i hans skrifter. Det er et sandru brev — et sandru billede av menigheten i Korint — som Paulus hadde i sit hjerte; ti det var skrevet der med selve den levende Guds aand. Gud gjør os duelige til at være tjenere for aand — som gjør levende sier Paulus i vers 6. Denne tjeneste, og de som blev tjent, var ved den samme aand indskrevet i hans hjerte. Derfor sier han videre: I er i vore hjerter for at dø med os og leve med os. 2. kor. 7, 3. Hvilken fordel det var for korintierne at være i Paulus’s hjerte. Derved blev de delagtig i den velsignelse som tilfløt ham. Ti naar Paulus bad for sig, og aapnet hjertet, da var ogsaa korintierne der. Derved blev de delagtig med ham i hans naade. Derfor kunde ogsaa Paulus uavladelig bede for menigheterne. Naar Paulus sier, at de ogsaa er Kristi brev, saa er det fordi aanden har indskrevet det i hans hjerte, og aanden gjør kun det den hører av Kristus. Det er saaledes herlig at vite, at aanden ikke alene taler til vort hjerte, men ogsaa skriver derinde; men herligere end at vite det, er det at opleve det. Og salig er den som erfarer det. Han kan i stor kjærlighet si som Paulus: Jeg søker ikke hvad eders er, men eder selv. Han søkte altsaa det som Gud har indskrevet i hans hjerte. Derfor sier han: Jeg søker ikke hvad eders er. Tvertimot, han sier: Børnene er jo ikke skyldige at samle til forældrene, men forældrene til børnene. Paulus var en av fædrene. Han søkte børnenes vel. Han samlet forraad av himmelske lys og herligheter og lot dem faa. Vel den som har slike fædre. Ja hans kjærlighet strak sig saa langt at han sier: Jeg vil med glæde ofre, ja bli ofret for eders sjæle, om end jeg elskes des mindre, jo mer jeg elsker eder. De sande fædre ofrer det de har, og derpaa sig selv for børnene. En far er, lad os si, forretningsmand. Han staar i sin fulde mandskraft. Ved hans liv vokser hans børn op. Han ofrer alt for dem, han stræver for dem, han stræver for dem sent og tidlig. Naar børnene blir store, kommer de ind i sin fars forretning. Da blir der samarbeide. Men saa begynder faren at bli ældre, og da maa han ofres. Han begynder at se lite, og da maa sønnene utfylde det, saa hører han litet, ogsaa det maa sønnene utfylde. Enhver tiltagende svakhet maa de utfylde. Døden er virksom i faren, men livet hos sønnene. Se 2. kor. 4, 12. Saaledes blir faren ofret, og sønnene kommer i hans sted. Jeg er skrøpelig, I er sterke, sier Paulus 1. kor. 4, 10. Saaledes er det med de fædre i Kristus, hvis hjerter er beskrevne av den Hellig-Aand, det er børnene som de har avlet i Herren, som er opskrevet derinde, likesaavel som i himlen. Men foruten at samle til børnene, saa arver børnene ogsaa. Derfor er det herlig at ha trofaste fædre i Kristus. Ti naar fædrene sover ind, da arver børnene ansvaret med menigheten, alle skattene og alle herlighetene som fædrene har samlet. Og børnene skal i troskap bygge videre, hvad forældrene har begyndt. Derfor gjælder det for forældrene at opdra sine aandelige børn ret. Hvor fædrene ikke bringer offer og ofres, der vil det være som naar kjøbmanden ikke lar børnene komme ind i sin forretning.