Hvorfor forfølger du mig?

Jøderne ventet en Messias som var stor og mægtig — en fyrste som kunde befri dem fra alle deres fiender. De blev derfor saare forarget over at Messias kom i saadan fattigdom og skrøpelighet. Vel saa de alle hans gjerninger, men fordi han ingen anseelse hadde, saa fik de ingen lyst til ham. Tvert om — de hatet ham og korsfæstet ham.

Vi lever nøiagtig det samme op igjen i vore dage. Prædikanter med navn efter Luther, Wesley, Booth, Pinse, venner av A og venner av B raser mot Kristus aapenbaret i kjød. De forventer ham som en stor fyrste, og kan ikke øine ham aapenbaret i kjød. Dog sa det himmelske syn til Saulus av Tarsus: Hvorfor forfølger du mig? Nu forfølger disse store herrer i sin blindhet ham ved gang paa gang offentlig og i det skjulte at advare mot: Kristus aapenbaret i kjød. De advarer mot gudfrygtighetens hemmeligheter, mens de selv trækker ugudelige mennesker ind i sine lokaler for at underholde sig med deres sang og musik. De trætter sig imellem, men blir som Herodes og Pilatus skjønt enige om at forfølge hver den, som drister sig til at fremstille sit legeme som et Gud velbehagelige offer. Og allikevel hører man den gamle historie op igjen: Hadde vi levet paa vore fædres tid, da hadde vi ikke forfulgt Jesus. Men nu forfølger de ham allikevel baade i ord og gjerning ved at advare og spotte ham overalt, hvor han blir aapenbaret i kjød. De venter fremdeles som sine fædre kun at se ham som en stor fyrste; de kan ikke fordra ham i det lave som offerlam. De slaar fremdeles profeterne ihjel og bygger deres gravsteder og mener fremdeles derved at gjøre Gud en dyrkelse. De religiøse blade kappes i skjøn enighet om at spotte og bespotte hvorsomhelst Kristus aapenbares i kjød. Alt dette beviser hvor stort mørket er. Dette at leve i Guds vilje er fremdeles en hemmelighet, det kræver fremdeles offer, og dette offer blir fremdeles foragtet. Man kjender kun Jesus som Guds Søn og forkaster ham som Menneskesøn og det var jo allikevel som Menneskesøn han maatte lide for os. Hver den som ved lydighet forenes med Jesus i hans lidelsessamfund blir fremdeles betragtet som en farlig person, en vranglærer og forfører. Dog, dage skal komme, da de skal faa se de selvsamme foragtede dele herligheten med Kristus. Mon de da vil prise sin egen lære, hvori der hverken krævedes offer eller blod. Vor tids kristne ligner sine brødre farisæerne: De roser sig av Aanden, ilden, veden og kniven; kun maa man spør: Hvor er offeret? Jo, sies der: Jesus er ofret. Ja, det er ofret for dig; men hvor er dit offer i ham, hvor er din efterfølgelse? Vi merker overfloden av ord, men savner kraften.