Ilddåpen

Ilddaaben.

Vi hørte for en del aar siden: Nu falder ilden i Skien, nu falder den i Porsgrund osv. Hvad mente man egentlig med dette? Jo, man mente intet andet end at vækkelsen brøt løs i Skien og Porsgrund. Men var det rigtig at si ilden faldt? Nei! Johannes døperen sier: Jeg døper med vand; men den kommer, som er sterkere end jeg, han hvis skorem jeg ikke er værdig til at løse, han skal døpe eder med den Hellig-Aand og ild. Luk. 3, 16.

Nu er der dem som tror og paastaar, at ilden kun er bestemt som dom over ugudelige — og ikke blir at anvende paa de troende.

Man maa uvilkaarlig spør: Hvad vil det si at være troende? Den som har faat tilgivelse for al sin synd sies at være troende, han er renset i Jesu blod. Dette sker som regel i et øieblik. Men nu skal denne sjæl begynde at vandre i den renhet han erholdt ved syndsforlatelsen, og da viser det sig, han ikke magter det. Han gaar ind i et eller andet parti, strider for det og er dermed tat tilfange av djevelen og gjør kjødets gjerninger. Ikke bare det; men han har hos sig en hel levning av ondskap, en masse uvaner at avlægge. Han trænger Guds kraft for at kunne leve livet. Han ber, og Guds Aand blir git ham. Nu heter det, at lovens fordring skal fuldbringes i os, naar vi ikke vandrer efter kjødet, men efter Aanden. Guds Aand begynder at drive os, og det blir ild for kjødet. Her døpes vi først med aand, og siden ved lydighet mot Aanden, med ild.

Herren din Gud er en fortærende ild, en nidkjær Gud. 5. Mos. 4, 24. Dersom vi har hans bud og holder dem, da vil baade Faderen og Sønnen komme til os og ta bo hos os. Men nu er Faderen en fortærende ild, en nidkjær Gud, som virker som en tærende ild paa vort kjød. Den som ikke alene er døpt med Aand, men som er den lydig, vil si ja og amen til dette; ti han har oplevet og kjendt ilden. Naar Jesus vendte sit aasyn for at gaa mot Jerusalem for der at lide og dø, da gik han ved Aandens ledelse ind i ilden. Peter vilde spare ham for denne ild; men Jesus sa: Vik bak mig satan; ti du sanser ikke hvad Guds er, men kun hvad menneskets er. Dette er ogsaa grunden til, at man aldrig hører tale om denne ilddaap fra prædikestolene. Herrens ild taales ikke, fordi ofret ikke er utskilt i hjertets dyp. Hvert offer skal saltes med ild. Den som fremstiller sit legeme som et Gud velbehagelig offer vil meget tidlig komme i berøring med ilden. Der er nok igjen av syndelegemet i enhver av os, som kan tjene som raamateriale for ilden. Rom. 6, 6. Men forskjellen paa os og den ugudelige er, at vi frivillig tar imot ilden til liv, mens den ugudelige uten sin vilje blir utsatt for ilden til død.

Alt det som taaler ilden skal I la gaa gjennem ilden; men alt det som ikke taaler ilden skal I la gaa gjennem vand. 4. mos. 31, 23.

Mon der ikke er mange troende i vore dage som vet meget om, hvad det vil si at bli renset ved vand; men som hverken vet eller vil vite av at bli renset ved ild?

De dyr hvis blod bæres ind i helligdommen ved ypperstepresten til at sone for synd, deres kropper brændes op utenfor leiren. Hebr. 13, 11. Utenfor leiren brændes kroppen. La os gaa til ham utenfor leiren, saa skal vi aldrig være i tvil om, at ilden er for den troende; ti tiden er der nu, at dommen skal begynde med Guds hus — med os. Der — utenfor — har vi et alter at æte av, som de ikke har ret til at æte, som tjener ved teltet. Da man som regel befinder sig inde i leiren, saa er vel dette ogsaa grunden til, at de ikke kjender til den ild som fortærer det offer som befinder sig utenfor leiren.

Tar vi os nu en tur indom de kristnes leire og undersøker tilstandene; mon vi da ikke finder meget som ikke taaler ilden, men som ikke destomindre burde opbrændes? Hvorledes hensætter ikke prædikantene undertiden sine tilhørere ind under den lov, som hverken den Hellig-Aand eller apostlerne bebyrder disciplene med, nemlig at skatlægge dem for tiende. Hvor i det nye testamente er der tale om at gi tiende? Mon dette ogsaa tilhører «hele sandheten», «den bibelske lære», «det fulde evangelium» osv., eller nogen av de andre fraser man slaar om sig med. Apostlerne paala ikke brødrene av hedningemenigheterne andre byrder end disse nødvendige ting, at de holdt sig fra horeri, det kvalte og blod. Tiende nævnte de intet om. Det nye testamente kræver ikke bare tiendeparten, det kræver alt, ja selve livet. Det man har er man kun satt over som husholder; ti vi er ikke vore egne — langt mindre er det vi tilsynelatende eier vort eget. De da som bebyrder sine tilhørere med tiende fører dem ind under det levitiske prestedømme; men vort prestedømme er ikke efter Aron, men efter Melkisedek. Naar man da i forsamlinger, hvis ledere kalder sig pastorer, apostler og prædikanter m.m. hænger op kasser paamalt «Herrens Tiende», eller man mottar den paa anden maate, saa ligger jo grangivelig deri et overgrep mot brødrene. Man stiller ogsaa sig selv paa like fot med de levitiske prester — trods det er over 1900 aar siden denslags prester blev satt ut av betraktning. Mon dette er bibelsk? Hebr. 7, 5 og flg.

Dog, vil man ondet tillivs, saa faar man kike ind i menneskehjertet. Her finder man havesyke og al anden syke, som ilden vil fortære, om den blot blev taalt. Jesus hadde ikke det, hvortil han kunde hælde sit hode; han fik visselig ingen tiende av nogen. Men undersøk nu disse som tar tiende, og du vil antagelig finde bløte puter i massevis at hælde hodet til. Ja, ikke bare det, du vil finde mange andre ting som beviser, at hjertet er saa langt fra ilden som østen er fra vesten.

Og allikevel roper den ene høiere end den anden; Her er hele sandheten! Her er det bibelsk! Her er det fulde evangelium! M. a. o.: Her er Kristus! Vi advares i Skrifterne mot at løpe efter slike røster. Lukas 17, 23.

Ve den som holder sit sverd fra blod; ti her er meget kjød.