De sterke skal bære.
Vi som er sterke er skyldige til at bære de svakes skrøpeligheter og ikke være os selv til behag. Rom. 15, 1.
Hvor ofte blir der ikke syndet mot dette. Den sterke sætter som regel sin ære i at være sterk. Tænk om kjærligheten var saa stor, at han med sin styrke bar de svakes skrøpeligheter. Hvem har ikke syndet i dette og været med paa at føre sjæle — for hvem Kristus er død — hen til fortvilelsens avgrund. Det er saa let med sin kundskap og sin styrke at avvise en sjæl, sætte ham i bakgrunden, for saa selv at bli fremhævet. Dette er ikke Kristi sindelag. Han utslukker ikke den rykende tande og han knækker ikke det brustne rør. Med ret og retfærdighet tar han sig av den ringe og fattige i aanden. Der skal adskillig til av visdoms aand, raads og styrkes aand samt forstands aand for med sin styrke at kunne bære de svake. Al ekte kristendom fører hen imot det maal at kunne bære byrder. Dette er at bli gjort til en støtte i Guds tempel. Vor styrke skal ikke maales efter hvor mange vi kan jage fra os, men efter hvor mange vi er istand til at bære. Ikke bare de gode, men ogsaa de vrangsindede. Ti det at tjene de gode er let, derimot er det værre at tjene de vrange; men ogsaa disse skal man kunne betjene hvis man vil være alles tjener. Den er størst, som kan betjene alle. Skal vi ha del i hverandre, da maa vi la os betjene av hverandre og tjene andre. Det at bære skrøpeligheter er at være naadig og barmhjertig. Skrøpelighetene vil ved denne naade litt efter litt forsvinde og sjælen vil bli sterk og naar omsider frem til at bære andres skrøpeligheter. Sæt dig derfor ikke til dommer over din broders skrøpeligheter, men bær dem frem for dommeren. Dette er at bære og taale og være taalmodig.
Men taalmodets og trøstens Gud gi eder at ha et sind indbyrdes efter Kristi Jesu forbillede. Rom. 15, 5.